Flere af Erling Kristensens tidlige digte

Erling Kristensens tidlige digte handler for det meste om årets gang, vejrets skiften og naturen i almindelighed. Der er ofte tale om en række nok lidt hastigt nedskrevne digte, for cykelværkstedet, som han overtog fra Thomas Olesen Løkken i 1918, skulle jo også passes.

Herunder kan du Læse et par af digtene fra 1919 – det ene hedder “Solhverv” – det andet hedder “De vilde svaner” (Sangsvanerne). Begge siger meget om Erling Kristensens sind.



Vejret, det er vort Kongelige Teater

I bogen “Omkring en menneskerede” skildrer Erling Kristensen den mægtige natur og vejrets evige skiften og forunderlige magt på alle årstider: “Vejret er jo vort Kongelige Teater. Blæsten, Skyerne, Solkomst og Solflugt er de Skuespillere, vi aldrig bliver trætte af at klappe for. Det er dem, vi herude til det sidste giver vore Følelsers skønneste Blomster.”

På Knolden var der nok at tage sig til i årene op til og under 2. Verdenskrig. Alt skildres på fineste vis i denne fortræffelige og hjertevarme bog. Men Erling Kristensens fordømmelse af krigens væsen glemmes ikke. Hans forudsigelse af 2. Verdenskrigs komme sidst i bogen “Menneske mellem Mennesker” får i 1937 ny næring, idet “bombemaskiner, kun et par døgns jernbanerejse fra Knolden, brummer afsted og strør propagandaopråb til menneskeheden om at avle børn.” Helt uforglemmeligt er Billedet af Faderen, der bærer sin lille Dreng ud i Solen og ligger i Græsset og taler til ham om den døde Broder, hvis Legetøj og Fodtrin de finder i Græsset og Sandet. “Der ligger Spanden og Legespaden og skriger under Solen; men saa fattige har Menneskene gjort hinanden, at en Far ikke ved, om han tør tænke sin døde Dreng levende”. Herunder kan du læse K. K. Nicolaisens anmeldelse af bogen.