Flere af Erling Kristensens tidlige digte

Erling Kristensens tidlige digte handler for det meste om årets gang, vejrets skiften og naturen i almindelighed. Der er ofte tale om en række nok lidt hastigt nedskrevne digte, for cykelværkstedet, som han overtog fra Thomas Olesen Løkken i 1918, skulle jo også passes.

Herunder kan du Læse et par af digtene fra 1919 – det ene hedder “Solhverv” – det andet hedder “De vilde svaner” (Sangsvanerne). Begge siger meget om Erling Kristensens sind.



Forsvar de usselige små vandhuller mod overgreb

Erling Kristensens skrev i 1932 et vemodigt, men kraftigt forsvar af “den lille natur”. Forsvaret har form af en meget malerisk beskrivelse af vejret og den lille natur, tilsat iøjnefaldende selvkonstruerede ord. Entreprenører som Hedeselskabet går ikke ram forbi:

“Men saa en Dag kom der en af de saakaldte Fremskridtsmænd til Ejendommen. Han var af den slags berømmelige Mennesker, hvis Vægbilleder er trykte Diplomer i Glas og Guldramme, og hvis væsentligste læsning er Drægtighedsregnskaber og Svinestamtavler. Han saa sig straks gal paa Dammen. Den var i Vejen for ham. Den tvang ham til at slaa en Bugt paa Plovfuren. Og uvidst af hvilken Grund, men den slags Diplomgenier kan kun køre lige ud …”

Du kan læse hele forsvaret herunder.

Vejret, det er vort Kongelige Teater

I bogen “Omkring en menneskerede” skildrer Erling Kristensen den mægtige natur og vejrets evige skiften og forunderlige magt på alle årstider: “Vejret er jo vort Kongelige Teater. Blæsten, Skyerne, Solkomst og Solflugt er de Skuespillere, vi aldrig bliver trætte af at klappe for. Det er dem, vi herude til det sidste giver vore Følelsers skønneste Blomster.”

På Knolden var der nok at tage sig til i årene op til og under 2. Verdenskrig. Alt skildres på fineste vis i denne fortræffelige og hjertevarme bog. Men Erling Kristensens fordømmelse af krigens væsen glemmes ikke. Hans forudsigelse af 2. Verdenskrigs komme sidst i bogen “Menneske mellem Mennesker” får i 1937 ny næring, idet “bombemaskiner, kun et par døgns jernbanerejse fra Knolden, brummer afsted og strør propagandaopråb til menneskeheden om at avle børn.” Helt uforglemmeligt er Billedet af Faderen, der bærer sin lille Dreng ud i Solen og ligger i Græsset og taler til ham om den døde Broder, hvis Legetøj og Fodtrin de finder i Græsset og Sandet. “Der ligger Spanden og Legespaden og skriger under Solen; men saa fattige har Menneskene gjort hinanden, at en Far ikke ved, om han tør tænke sin døde Dreng levende”. Herunder kan du læse K. K. Nicolaisens anmeldelse af bogen.