Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

 

PAA FRI FOD

I sin bog fra 1936: "Menneske mellem mennesker" forudså Erling Kristensen starten på en ny verdenskrig. På det tidspunkt var der dog ikke mange, der troede på den mulighed. Men der er ingen tvivl om, at Erling Kristensen allerede på det tidspunkt havde det svært med, hvad der skete ude i den store verden.

At Erling Kristensen gjorde opmærksom på muligheden, fik den betydning, at han blev opført på en liste over de danskere, der skulle holdes et specielt vågent øje med i forbindelse med den danske modstandskamp. Erling Kristensen var dog ikke med i denne, men foretrak alligevel af og til - i kortere eller længere perioder - at "gå under jorden". Sandsynligvis på grund af en vis ængstelse for sin familie. For at underbygge ovennævnte gengives her starten på "London kalder Danmark", Erling Kristensens radiotakketale på danske lytteres vegne til BBC:

"I det Ængstelsens kølige Foraar 1940 bandt Isen Vandene længere end i Hundreder af Aar; men ikke desto mindre frygtede tænkende Mennesker den Stund, da Tøvejret vilde bryde Isaaget og aabne Vejene for Nazitysklands truende Hensigter! - Det kom langsomt, det Foraar, men paa grund af Alverdens Ængstelse hurtig nok - Gennem en Fimbulvinter af panisk Frygt naaede vi frem til den uforglemmelige ottende April --- Det var her i Danmark en forsinket Foraarsdag med bidende Søndenvind, men Lærkerne sang troskyldigt over vort vissentgraa Landskab, og Viberne forsøgte sig med Foraarsvolter under en kold Himmel --- Der var Foraarstegn, kun ikke i Sindene - der laa Krigsfrygtens Gammelis og aandede Kulde, saa vi bundfrøs --- En Kulde, der forlængst havde gjort os rastløse. Og nu havde Rygtet det sidste Døgn hvisket noget om, at Englænderne minerede Farvandene ud for Norge."

Og senere er følgende skrevet:  "Et overvældende Magtbud befalede total Mørklægning og pustede vore Lys ud. Med Harm i afmægtige Sind gik vi i den stille Aprilsnat og saa ud i Mørke og kun Mørke. Ingen Hilsen mere fra nære og fjerne Rudelys. Vi var ene og Mørket var om os --- Det bundløse Mulm, der væltede sig ind over Europa og truede hele Verden. Nær og fjernt, paa Veje og i Luften larmede de tyske Lakajmennesker og kommanderede os den vildeste Gru i Vold".

 

 

”Politiken”s Kronik - den 25-11-1945

 

Paa fri fod

 

Erling Kristensen skildrer de Følelser, der besjæler ham under en Biltur en Eftermiddag ned gennem Jylland som en fri Mand i et frit Land.

Tænk, at det virkelig føles som en sindsgribende Begivenhed at være blevet inviteret med ud paa en Biltur. – At staa ved Landevejen i denne Efteraarsmorgen og spændt vente paa, at Køretøjet skal dukke frem over Bakken. – Men det er bevægede øjeblikke. Det er som lige at være sat paa fri Fod efter en lang, truende Indespærring.

Jo, for vi sad fængslet hver paa sit Sted, mens vore Fangevogtere turistede omkring os. Det var meget begrænset, hvor langt vi kunne bevæge os. Egentlig kun paa Gaardtur – iført Fangedragt og Nummer i form af Legitimationskort og andet Fængselsudstyr.  – Jeg kan saamænd godt være min bevægede Stemme bekendt, selvom Inspirationen kun er denne, at jeg staar og venter paa den Bil, der ved et lille Trip ned gennem Jylland skal slaa fast for mig, at jeg virkelig igen er en fri Mand i et frit Land.

I et herligt frit Land - ja - - Foran mig, østerude over de fugtiggrønne Aadale, lyser Opgangssolens Flammebaal. Bag mig paa Vej- og Bakkeskrænter rasler Nordvestblæsten iltert med Egekronernes gulrøde Løvparyk. Trækkende Krageflokke   drager mod Sønder. Der er Flugtverve i Vingeslagene. Vinteren er efter dem, men deres legende Flyvekunster og udfordrende Skrig fortæller, at de endnu har raad til Sjov.

Med den stigende morgensol stikkende i Øjnene smittes jeg af Kragernes frie Flugt. Vinteren kan gøre Forsøg paa at indhente dem, men sker det, da vil de slaa fra sig med alt, hvad de ejer af Flugtsnilde og Vingekraft. Vil Ufrihedens Vinter igen forsøge at indhente mig, vil jeg ud fra mine Forudsætninger gøre det samme: Fart paa! Bort – bort fra Ufrihedens Kulde og Mørke. Her og nu føler jeg tydeligere end nogen Sinde, at mit Sind ikke er til Gaardtur i et eller andet stjerneformet” Samfundssystem, hvor Borgerne lig dem i Koncentrationslejrene til enhver Tid med Maskinskyts kan beskydes fra dertil indrettede Centraltaarne. Ufriheden kan spare sig: Endelig ved Hundrede Miraklers Hjælp undsluppet giver jeg mig ikke dens makabre ”Disciplin” i Vold. Kragerne gør mig Vis i min Sag. Det er Morgen for de graasorte Fugle. Det er mere end én Forstand Morgen – ogsaa for mig.

     

Og Solen stiger derude over Aadalene. Nordvest-Kulingen spidser Munden til musefine Pift i svajende Telefontraade. Egeløvet rasler med de solgyldne Bronzekastagnetter. Vibeflokke følger Kragerne paa den vingeglade Trækfugleflugt. I Sindet er der Fart, som der er Fart i Skyerne, der som Røg løsner sig fra Nordvestens Horisont og gaar paa Rejse under Himmelbuen lige lukt ind i Solopgangens glødende Ovnmunding.       

I Fem lange Aar har jeg været bange, hver Gang jeg har set en Bil gøre Holdt ved Vejen, der fører til mit Hus. Smækket af en Bildør her ved Landevejen har Gang paa Gang faaet mig til skyndsomst at stikke det falske Legitimationskort i Lommen – se mine Kære hastigt i øjnene og tage Vejen ned under Lyngbakken, hvorfra der skulde være en lille, bitte Chance for at slippe – ikke bort –  men til en anden Del af vort fælles Fængsel.

I Dag kan jeg med fuld Tryghed se biler komme og forsvinde. Se min egen Bil komme over Bakken og gøre Holdt. Sætte mig roligt til Rette og selv slaa Døren i: Er man nu ogsaa saa taknemmelig, som man burde være. Er det i det hele taget muligt at være taknemmelig nok?

I Dag bestemmer vi selv, hvilken Vej vi vil tage, og dukker der skikkelser op foran os, saa er det ikke uniformerede, der med mutte Miner og truende Skyts undersøger Vognen og os. Det er frie og ufarlige Mennesker. Det er morgenfriske Landsmænd, der er Ude i lovligt Ærinde. Det er travle Medmennesker, der til Vogns, paa Cykle og til Fods er paa Vej for at bringe et Arbejdsresultat hjem til den lille Celle i Samfundskuben, de hver især har Ansvar for.

Vi kører ud for at genfinde Friheden derude i det jyske Land. Vi kører, mens Solen stiger og Efteraarsskyerne tager Stormfart. Skovene gløder. Moserne graaner, og vilde Krat luer paa Bakkehældene og brænder i Gult og Rødt som Baal uden Røg. I irgrønne, kølige Kaalrabimarker gaar Folk og slider med de saftige Knolde. Tager op, kører sammen og lægger i Kule. Landposten er paa Farten fra Hjem til Hjem med den sorte Taske foran paa Cyklen. Mælkekuskene staar fløjtende imellem tunge Junger og dirigerer deres nikkende Spand ad sejge, pytteblanke Regnveje.

Vi spinder støt Bakke ned og Bakke op. Gummiringene kærtegner Vejbanen med her1ig genkendende Kysselyde. Ved Gaardens østlænger sidder dasende Hunde og misser mod Morgensolen. Rødkammede Hønseflokke lyser som nikkende Blomsterbede langt til Marks. Unge Koner staar i gulnende Haver og banker tykke, røde Dyner. Paa en Stationsbys  vaagnende Torv staar en piberygende Grisehandler i en sort Menneskeklynge og holder en hvid, skrigende Maanedsgris op ved det gyldenklovede Bagben. – Er det noget at bevæges af? – Jo, det er ikke blot skønne, farverige Genrebilleder. Det er det herlige, vaagnende fredligt arbejdende Danmark!

Min Ven ved rattet har Ærinde rundt til forskellige Frugtplantager. De Folk, han besøger, kender jeg ikke, men hver Gang vi standser, er det, som kommer vi Hjem fra en lang Udlændighed. Hjem til nære og kære Slægtninge. Frie, varmende Velkomstsmil skinner os i Møde. Stærke, beslutsomme Haandtryk langes gavmildt ud.

Før Krigen kunde man godt paa Landet møde en temmelig ubehagelig Mistænksomhed. Den er væk nu. Afløst af en medmenneskelig Tillidsfuldhed, der varsler godt for Fremtiden. Efterhaanden bliver det langt op ad Dagen, dog føles det stadig, som om alle Mennesker er i Morgenhumør – og Landskaberne straaler. Selv Bierne fra Frugtplantagernes Stader er trods den sene Aarstid ude at flyve. Hunde, der ser ud til at være bistre, kommer og vil klappes. Solslikkende Missekatter, der ellers gaar deres Vej, naar der kommer Fremmede til Huse, gnider sig spindende om vore Ben.

Der vrisses noget om, at Befrielsesaaret 1945 skulde være belemret med en særlig smaalig Surhed. Den mærker vi ikke noget til, og godt det samme. Skulde jeg møde denne Afart af Utaknemmelighed, saa garanterer jeg ikke for mig selv. – Surhed nu! Nu – hvor Frihed og Medmenneskelighed lige har undsluppet den dødeligste Fare, den nogensinde har været ude for. -- I Vejkrydsene er der jo endnu skræmmende Spor af Tankspærringer og spanske Ryttere. De Tusinder af Skydehuller langs alle Veje vidner skummelt om den Tid for faa Maaneder siden, da vi alle listede om i Skræk og med mørklagte Sind.     

Nu leger glade Børn i Skydehullerne, og de spanske Ryttere er væltet i Grøfterne, hvor de med deres rustne Filter af Kæmpe-Edderkoppeben ligger som arme Symboler paa den Uaand og det Rovbegær, der i sin Tid slæbte dem ind i Landet. Vi kører Symbolerne rask forbi og føler med stigende Alvor, at dette Efteraar er det skønneste Efteraar, vi har oplevet. Det er ikke blot vejrligt, det med sin Mildhed minder om Foraar!

         - - -   

Nord for Silkeborg, paa Lyngskrænten ned mod Langsøen, sætter vi os med vore Indtryk og vore Klemmer. Ned over den skovskjulte By ved de sivkransede Søer har vi Udsigt til Himmelbjerget, hvor Kollen løfter sit Taarn og sine Blicherminder højt under de farende Stormskyer.

Billedet er saa manende skønt, men vi glemmer ikke, at denne Idyl af en By – dette store, vemodige Landskab – for faa Maaneder siden var en makaber Pindsvinestilling, bestemt til at kæmpe til sidste Patron. Bestemt til at blive det fattigste af alt Fattigt: En Krigskirkegaard med døde Mennesker, knuste Ting og sorte, afbrændte Skove.

Nu ryger det festligt fra de skjulte Skorstene mellem Skovens gyldne Efteraarskroner. Røde, lunende Tage titter som kaade Smilehuller i løvfaldets farverige Efteraarsansigt. Tog pifter dernede under Kronerne. Biler smutter som Mus over Broerne. Byen arbejder. Den er varm og levende som før de kom – de vildførte Folk, der pralede saa makabert med huløjede Dødningehoveder og korslagte Menneskeknogler paa Tøj – og i Hjerterne.

En susende Regnbyge jager os op fra vor herlige Udsigt, men hvad gør det? Følelsen af at være helt paa fri Fod slukkes ikke, hverken af Regn eller Blæst. Med kold Motor og Tyngdeloven som eneste Drivkraft rutsjer vi nedad og skjuler os under Silkeborgskovenes skærmende Kroner. Blander os med de travle mennesker dernede. Nikker god Dag til ukendte Ansigter og faar Nik og Smil igen. Lige meget, hvor nøgternt jeg betragter situationen og Menneskene, jeg har paa Følelsen, at vi alle sammen er paa Udflugt og i Udflugtshumør. Og ret beset er det vel ogsaa Tilfældet. Alle gaar jo med raske skridt bort fra den Tid, da byen her var en af Hitlers stærkeste Pindsvinestillinger i Nord - - og nu ligger al1e Byens Veje genaabnet ud mod Frihedens vinkende Land.

Fra de stille, ”guldbelagte" Skovveje, fra Gudenaaens tunge Flodstrøm, hvor ”Hjejlen”, ”Viben” og de andre Baade med Trækfuglenavne vugger i Vinterhavn, vender vi Køleren vesterud mod sorte, vaade Veje og de nu helt stride Byger. Hvert lille Billede af Landskaber og Menneskeansigter tager vi med os som kære Gensynsgaver, der gemmes og indrammes af Glæden ved atter at kunne færdes frit. En Ramme saa varm og ren som de Lyn, Solen nu og da sender ned mellem ulmende sorte Regnskyer.

Jylland! Jylland: De Krat og skumringsskjulte Moræneslugter. Bakkernes bløde Silhouetter mod Stormhimmelens Skyer. Hvidgranerne langs Vejkanten, der staar regnblanke i Skumringslyset som Grupper af store, grønne Flasker. Landposten, der nu træt og vaad er paa Vej Hjem med den slunkne Taske. Dagtrætte Arbejdsøg, der for Roevognen inde paa de fedtede Marker rimmer langeligt efter Æde og en Baas med tør Strøelse.

Paa Bunden af Dalene før Hørbylunde kører vi opad, som kører vi lige ind i Regnhimmelens grottegraa Skylandskaber. Paa Bakken mellem de vaade Plantager holder en Bil og en Motorcykle. Med Hatte i Hænderne og Ansigterne vendt mod Landevejsgrøften staar en lille Skare andægtige Mennesker. Der i den vaade Grøft ved et lille vildt voksende Træ var det, Kaj Munk faldt for den tyske Bagholdskugle. Her var det, man i en af Danmarks grufyldte Mørkenætter skød til Maals efter hans Lig!

I Grøften, hvor Hedejorden drak hans Blod, staar i Dag et lille beskedent Trækors. – Paa Korset hænger smaa Blomsterkranse som bundne af Barnehænder. Ved dets Fod ligger store Blomsterbuketter, friske og visne mellem hinanden.

Det dunkler nu - - - af Regn og af Aften. Det lille, vildtvoksende Træ flager i Blæsten med sine sidste tre lysegule Blade. Vinden stikker i de mørknende Plantager. - Med Graad i Hjertet fornemmer man, hvor øde her har været i Ugerningsnatten. Hvor øde for en lænket Mand mellem bevæbnede Umennesker - - -

Hvor højt eller hvor lavt man har sat Kaj Munk - her i Skumringen paa Hørbylunde Bakke maa man tage sin Hat af - Trods Regnen, der pisker ned. – Trods alt!

Han kom ikke længere. Vi kan køre herfra, mens vi for os ser ham, som han laa der slængt i Grøften: Det hvide Ansigt mod Nattens Mørke.

Den Nat, som alle Danmarks angstfyldte Besættelsesnætter, var der tyst og mørklagt. Ikke et eneste Lys at øjne fra Hørbylunde Bakke. I Aften begynder Lysene allerede i Skumringen at vinke fra fjerne Ruder. Mens vi kører, bliver de ved at tændes. Dybt i læende Dale, højt paa forblæste Bakkeknolde og langt, langt ude paa de mørkskjulte Fladers stille Hav. – Langs vor Aftenvej vinker Lysene fra Hjem til Hjem og vinker Fred og Tryghed til dem, der er derude.

Vor første Biltur ender i en glidende Tunnel af Novembernats mørke, men den har fra Time til Time været en gribende Oplevelse. Ubeskrivelig som den Følelse af genvunden Frihed, der ler fra de tusinde fritskinnende Rudelys, som møder os, og alle Vegne følger os langt paa Vej. – Motoren spinder. Ringene kysser Asfalten: Paa fri Fod - Paa fri Fod – Paa fri Fod i Morgen igen.

 

                     Erling Kristensen.

        

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014