Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

 

 ERLING KRISTENSEN OG FISKERI

 

Erling Kristensen var jæger og fisker om en hals. Erling Kristensens hus ved ”Rindsholm Sø”, Vedsø, lå i 1938 på en græs‑ og kratklædt skråning ned mod søen. Her byggede han sig et ”havneanlæg” i læ af krattet, der ville have frydet enhver jægers og fiskers hjerte. Her var stejleplads for ruser og net, her var hyttefade, smådamme med rindende gennemløb for fiskene. Han havde mange hundrede pund blankål gående i sine hyttefade. Her var anløbsbro og bådehus, hvor han havde fladbundede søbåde, kajak, kano og et par ægte Limfjordsskydepramme liggende. Han var fiskede stort set hver dag på Vedsø, når den da ikke var islagt. Dengang var der en masse forskellige arter af ferskvandsfisk: Bl.a. ål, gedder, karper, aborrer, ørred, helt, grå- og rudskaller. Men også fiskeriet på Limfjorden trak: Når han rigtig skulle hvile ud, så tog han op til Limfjorden og flakkede rundt – helst med en gammel fiskerven i dennes kutter med navnet ”Hitler”. Bl.a. havde han gode venner i Kvols ved Hjarbæk Fjord: F.eks. fiskeren Christian Mortensen, der er omtalt i Mette Fastrups bog: ”En trillebør på fattigdommens alter”, og han er også med i Danmarks Radios 3 TV-udsendelser om Limfjorden med Erling Kristensen som guide. 

Kvols en sen eftermiddag efter voldsom regn. Her opholdt Erling Kristensen sig meget sammen med gode venner og bekendte - og det var for det meste herfra Limfjordsfiskeriet foregik. Bemærk fiskerhusene og den gamle tjæreovn på billedet til højre.

Der er fortalt om fiskeriet på Vedsø i Erling Kristensens utroligt smukke og hjertevarme bog: ”Omkring en menneskerede”. I 1936 skrev han en kronik om en fuldstændig ukuelig fisker på Limfjorden. Kronikken, der blev optaget i ”Politiken” den 25. august 1936, gengives her:

 

 

 

Politikens Kronik den 25. august 1936

 

Fiskeren, hans Fælle og Fjende

 

Erling Kristensen skriver om Vand og Vejr, Fisk og Fangst

 

For tre Maaneder siden tindrede Folks Øjne om Kap med det tidlige Foraar. Da jeg forleden faldt i Snak med en Husmandskone og kom til at nævne Vejret, græd hun … stod lige ret op og ned og græd.

 

Saa afgørende er vi herude Vejret i Vold … Det gode, gavmilde Vejr, naar det kommer, og det onde Vejr, naar det som nylig har pisket os med Sandstorm, tørret os og vore Omgivelser ud med sviende Ørkensol og bidende Nattefrost.

 

Jeg mærkede det for et Par Morgener siden: Det er vejrligt set ikke Maj Maaned, vi er i, det er sidst i September … Jeg kom langs en Skrænt, hvor der for godt to Maaneder siden var grønt Græs. Nu under Solen er her Efteraar. De knastørre Græsrødder lugter svedent af Solild, og op af det svedne stikker Anelser om Nætters Frost, som stod her usynlige Kuldekilder og sprang.

 

Alt det fylder mig med Alvor, mens jeg gennem det lyse … alt for lyse Landskab er paa Vej ud til min Ven, Limfjordsfiskeren. Den frostskarpe Nordveststorm, der nu har pisket i mere end to Maaneder, har sammen med alt det andet, den har ødelagt, paa det nærmeste udtørret min Tro paa nogen Sinde at se Vinden blæse fra en mildere Kant.

 

Men da han kommer trillende fra Fjorden med en børfuld nybarkede Rejeruser, sker der straks noget … Han ler over Rusebjerget, og siger paa sit stærke jyske: - Naa, saa kan du være med her … og du kommer med det gode Vejr, det er godt, det er endda helt godt.

 

Jeg ser mig om efter det gode Vejr, men kan trods tindrende Eftermiddagssol og flovende Vind ikke faa Øje paa det. Men saadan er Fiskeren. Jeg maa sige Ja. Hans vejrgarvede Ansigt lyser solrødt om Kap med de røde Ruser. De stærke, levende Øjne skinner varmt i medfødt Tro paa, at det hele nok skal gaa … Vejret har jo været hans Fjende og Fælle gennem et langt Fjordlivs Skuffelser og Glæder. Vejret hører han nødig noget ondt sagt om … I dag som altid endskønt det er vitterligt, at dette Foraars Vejr har været ondt, ikke mindst ved ham og hans Fæller.

 

Da jeg sidst besøgte ham, var han og de andre Fiskere ved at tilsaa deres Marker. Det vil sige sætte Aaleruser og Sildegarn ud. Masser af store, tunge Aaleruser med kilometerlange Radgarn. Pæle og det hele blev plantet, der hvor Foraarsaalene erfaringsmæssigt skulle komme, naar Vaaren satte dem i Skred … De skred ikke … Det gjorde derimod Sandstormen fra Nordvest. Pæle blev revet op og drev væk, andre brækkede, Garn flængedes i Laser … det dyre Garn, hvoraf man let kan rumme for ti Kroner i sin Hat. De Ruser, der holdt Stand for Nordvestpiberen, fyldtes haabløst med Skidt, mens Nattefrosten holdt Aalene tilbage i Dyndets Ly.

 

Min Vens Tilfælde er lig saa mange andre stræbsomme Fiskeres. Han har over firsindstyve Ruser i Fjorden, der hver koster omkring et Par Hundrede Stærke, og til Dato har de fanget for smaa fem Hundrede Kroner. Store kilometerlange Sildegarn har givet fra Nul til to Sild pr. Røgt … Langt behøver man sikkert ikke at gaa for at møde den Fiskerkone, der vil græde, hvis Vejret bliver nævnt … Jeg forstaar hende. Paa Fiskernes Marker er Misvæksten ikke Formodning møntet paa en Høst ude i Fremtiden … den er en Kendsgerning i dag.

 

Men trods alt det: Med ryggen til Nordvesten staar min Ven og lyser af Tillid til Fremtiden. I de over tredive Aar Vejret har holdt ham i sin lunefulde Haand, har det ikke faaet Bugt med ham. Billedlig er han indrettet som en af de bedste Redningsbaade, Menneskene sender ud i Orkanerne … Han er synkefri … Jo, for han er Fisker, Fanger. Han er Mennesket i dets oprindelige Syssel … og saa tilhører han en Befolkningsdel, der ikke er blevet til Springbræt for politisk Ærgerrighed … Han er ikke politisk forkælet … Netop derfor hører det øvrige Samfund saa lidt til Fiskeren, ogsaa naar det som nu er gaaet økonomisk ravgalt. Fiskeren er i al sit Væsen inde med og ét med Naturens Love. Uden at kny kan han blive den lille i Kampens økonomiske Finale.

 

Fiskeren tager en Rejeruse fra Trillebøren og breder den ud paa Grønsværen. Hans Hænder tager saa varsomt som en vordende Moders paa nysyet Barnetøj, og saa kommer det: - De er lige barket, du skal se, hvor pæne de er. –

 

De er pæne. Som et fint formet Spind staar Rusen der paa Vejen og bliver klappet paa ”Ryggen” af Fiskerens vejrsprukne Haand. Mens han samler den sammen, betror han mig, at de, der er ude, skal vi ud at røgte i Morgen tidlig. Naar vi er færdig med dem tager, vi fat paa Aaleruserne. Det vil tage Dagen med, men hvad saa … Nej, hvad saa. For mig er det en god Besked at sove paa, og inden Lyset helt er gaaet af Dagen, ligger jeg bag et halvaabent Vindue og hører Fjordbølgernes natlige Konkyljekogen.

 

Her i Fiskerhuset er det sent Sengetid, naar Klokken nærmer sig en og tyve, til Gengæld starter Kaffevandet, inden den er tre Morgen.

 

Da jeg i det klingre kryptkølige Gry ryster et Godmorgen ud til Fiskeren, staar han i Hønsegaarden med et fingertykt Isstykke mellem Hænderne. Det har Nattefrosten støbt over Hønsenes Drikketrug. Og Fiskeren holder det op mod Lyset. – Hvordan er det?, siger han. – Er det ikke et stykke inde i Maj, vi er? – … Han vridser ikke, er ikke knotten og vranten. Isstykket lægger han op på et Kyllingehus, der ligger det som et Vejrets Selvanklage. En Anklage, der snart smelter …

 

Med Stævnen mod det klingre ”arktiske” Gry ror vi ud til Rejeruserne. I den første er der kun Hundestejler og Krabber. I næste Hundestejler, Krabber og en halv Snes forskrækkede Rejer. Rejerne bliver omhyggeligt pillet fra og anbragt i et Net i Kaagens dam. – Se, hvor de er glade, de bitte Edderkopper ved at blive friet for det Hundestejleselskab. Hundestejlerne vil bide dem i Skægget, og det kan de ikke li’.

 

Fem fine Rejeruser til tredive-fyrre Kroner Stykket har vi været ved, inden Fiskeren erklærer, at nu har vi et helt Pund. Jeg lytter efter Bitterhed eller Skuffelse i Stemmen, men ingen af Delene er der. Heller ikke da han siger helt

 

Nej, fra Ruse til Ruse snakker min Ven hyggeligt med og om sine Rejer. Rejer har det som den nye Opfindelse, det kollektive Menneske. Er de stille, saa er de alle stille paa én gang, og spræller de gule Børsteben med en lydelig fanatisk Hvislen, saa spræller de alle. Tager de saadan fat, saa fortæller Fiskeren Rejerne og mig, at de er saa glade for de bitte Spøgelser. Akkurat som om de vidste, de skulle ende deres dage paa fine Folks fine Mellemmader.

 

Med særlig Varme i Bassen betror han dem, at de helt heldige vil blive skubbet ind mellem duftende Kvindelæber saa flintrende lakrøde som Solen, der nu hænger og dingler over Tanum Bjerg. Sikken Mundtøj, sikken Hørm af Parfyme og Stads. Kanske vil de blive tygget i Takt til skønt mjavende Musik … Er det sært, de er glade, Skidtet. Nej, nej! Nej, nej! Fiskerens rolige Stemme er saa overbevisende, at jeg føler det som et fint, fint Embede at sidde her paa den ozonduftende Fjord og pille spjættende Rejer op af Dynger af stikkende Hundestejler, Smaakvabber og arrige Krabber.

 

Min Ven betror mig, at i Dag med den Sol kan det sagtens gaa. Det er værre, naar det er saa koldt, at de vaade Fingre gaar i Knæ; saa kan det komme til at knibe med Taalmodigheden, for det Rejevæsen er nu ligegodt noget Kleinsmederi.

 

Det blev til ca. fire Pund Rejer i alle Ruserne. Ja, ja, nikker Fiskeren og vejer Fangsten med villige Hænder. – Det er nu alligevel noget. Der er flere mellem Hundestejlerne, men det er Unger, dem skal de fine Folk ikke ha’, de er for bitte … A har i det hele taget ondt af de Mennesker, der skal æde Rejer, selv gad a ikke gabe efter dem … Nej, fine Folk har nu noget at døje med … –

 

Det har Fiskeren set med mine Øjne ogsaa. Han piller og piller mellem de Tusinder af laverestaaende Smaavæsner, Ruserne i Nattens Løb har samlet sammen til ham.

 

Han ordner og sorterer med en fiskeøkonomisk Finfølelse, der fortæller, at trods de svigtende Fangstmuligheder er Fiskeren ikke bleven afstumpet og plump. Det er ikke alene dagen i Dag, han tænker paa de smaa Ørreder, der har forvildet sig ind i Ruserne, sættes først i Frihed. De er saa sarte, saa sarte og maa endelig ikke dø en for tidlig Død. Nej, store skal de blive og røde i Kødet som en Blodappelsin, saa ogsaa de egner sig for fine Folks Bord. Fiskerens Skyld er det ikke, hvis de ikke klarer sig. Han tager paa dem mindst lige saa ømt som en lille Pige paa en nedfalden Fugleunge, og fornøjet grynter han, naar de vimser tilbage til Bundens lysegrønne Tanghaver.

 

Iltre Smaaaal, gule under Bugen som Kabbelejer bliver smidt ud og borer sig som afskudte Pile i Bundens bløde Skive. Smaa-kvabber og alt hvad der kan bruges til Agn for Aalekroge bliver Stykke for Stykke pillet fra, og saa er der de værdiløse og piggede Hundestejler tilbage. Som de Rognædere, de er, skulde de smides i Land til ynkelig Omkommelse og til Glæde for Maagerne, men der er bittesmaa Rejeunger imellem, saa smaa, at de ikke kan pilles fra. De maa ikke gaa til, og de redder Hundestejlernes Liv. Kasse efter Kasse tømmes ud i Fjorden, og Art efter Art piler tilbage mod sit særlige Sted i Vandenes grumme Verden.

 

Med maabende Interesse har jeg fulgt med i Fiskerens omhyggelige Finsorteringsproces. De Værdier, der er arbejdet med nu snart et Par Timer, er, maalt med det mangecifrede Beløb, der er bundet i Grejer, saa mikroskopiske, at Nutidsøjne lettest vilde overse dem helt.

 

Jeg mærker paa alting, at min Ven har gaaet den Skole igennem, der lærer Øjet at se Smaating og Sindet at finde Værdier selv i lidt. Der var jo ogsaa mange Aar, hvor det for ham var en økonomisk Nødvendighed at arbejde hele Døgnet rundt uden Hvile og Søvn. Han havde to Hold Makkere. Et om Dagen og et om Natten. Til trods for at Afstanden fra Fjorden til Hjemmet ikke var stor, var der i den travleste Fisketid ikke Tid til at gaa i Vejen. Naar Makkerne skiftede, kom hans Kone til Fjorden med Mad. Den blev slugt i Ly under et Baadvrag paa Stranden … Og saa paa den igen. Men, grynter han med et Stænk af Skamfuldhed i Bassen. Det kunde Kalorius alligevel ikke holde til. Skroget er kaput …

 

Med en eftertænksom Bevægelse lader han Rejen dratte ned til de andre, og med Udstødningen kækt smældende over Styrehuset steamer vi ned ad en Fjord saa foraarslyseblaa, at Lyset trækker os Taarer ud af Øjnene.

 

Foran os letter Hvinænder og Knortegæs i skønne levende Formationer. Fjordbølgerne kommer trimlende mod os fra Nordvest, som de har trimlet mere end to Maaneder. Altid fra Nordvest.

 

Inde i Land lyser sammenføgne Flyvesandsrevler som Miler over vissenblege Lyngskrænter, strækker sig i stædige Stræk over Marker, der nu skulde have været dunkle af Grøde og grøn Saft.

 

Herude paa Vandet hænger Aaleruserne og slasker slimtungt og dødt omkring rokkende, stormhældende Pæle. Over det hele … Land og Vand … spruder en Sol saa ildhvid og tørrende, og blæser en Vind saa sylspidst og koldt, at Aarstiden uden Almanakkens Hjælp ville være ubestemmelig. Vi sejler ned ad en Fjord i et ukendt Klima med hedende Solbrand paa den ene Kind og Frostsvirp paa den anden.

 

Gang paa Gang gaar Kaagen fra Motorbaaden indt til Ruserne for at røgte. Saa hurtigt som trænede Arme kan ro, kommer de tilbage med ingen eller fire-fem smaa Aal. Det sker under Skæmt og harmløs Munterhed. De her Folk er skabt til Brikker i Naturens almægtige Hasard. De kan vinde uden at bleve fjogede, og de kan tabe uden at flæbe hysterisk.

 

Da vi efter mange Timers næsten nytteløst Arbejde faar Kaffekanden paa Bordet i den snævre Kahyt, mener de, at vi har det bedre end Folk egentlig fortjener at have det. Mens der snakkes tygges og drikkes, har hver Mand mindst ét Øje rettet opad gennem Kahytskappen mod den højloftede Himmel. Det kunde jo være, at Vinden kunde vende og give den Varme, der skal sætte Aalene i Skred. Hver lille sejlende Skytot bliver fikseret og sagkyndigt vurderet. En lille individualistisk udseende Tingest med lidt graat forneden bliver særlig Samtaleemne … Den maa jo have lidt Fugt i Lasten, saadan en Fyr. Desværre sejler den langt af Led, skurer sin graa Køl mod Horisontens Kant, og der følger ingen efter …

 

Da Fiskeren et Par Dage senere følger mig til Rutebilen, staar Nordveststormen igen Landet ind. Banker sig frem over dødt Vand og Marker med lysende Flyvesandssaar. Og da jeg en Morgen senere ligger og roder med Aalekroge paa min egen Sø, da pisker Sandfoget mig i Nakken midt ude paa Vandet. Inde over de græssvedne Marker kryber Lammene i Ly bag Skrænter, og inde i Foget bræger Moderfaarene forskrækket og støder i de alt for stærke Tøjr. Blæsten er støjende ujævn og Luften er graabrun i Solskinnet som af Tusinder af Ton vildfløjen Kakao.

 

Jeg kan ikke ro Båden tilbage mod Vejret, det bliver et ufrivilligt ophold paa en Holm. Men hvad saa, et Sted skal jeg jo være, mens jeg reder de bjærgede Aaleliner op.

 

Hjemme i Hytten paa Bakken er Døren i Vindsiden og næsten ikke til at forcere for prikkende Smaasten og Sand. Der er stille derhjemme og langt op af Dagen lemper vor Mor Ungerne ud ad Vinduet i Læ, og her gaar de i Solskinnet holdt fangen af Blæsten som i en Fold. Forsøger de at bryde ud ved et af Hjørnerne, ruller Blæsten dem tilbage i Læ. Det bliver til Sport at lade sig smække af Blæstens usynlige Vinge og tumle tilbage i Læets sollune Reservat …

 

Nu vælter Fiskerens sidste Ruser, og Haabet om at faa Foraarsaal maa gemmes væk til næste Aar. Men i Morgen starter jeg ad Fjorden til, for at møde Fiskerens sunde Ligevægt, for at høre ham gentage sin Velkomst. – Naa, saa kan du være her … og du kommer med det gode Vejr … – Og saa for sammen med ham at se de Grejer og Ting, han har at vise mig. Altid har han noget at vise frem, noget nyt og kært.

 

Fiskeren har Fantasi nok til paa ærlig primitiv Vis at kunne holde af Ting. Mon ikke det er det, der selv i dette Foraar giver ham Raad til at smile?

 

Erling Kristensen

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014