Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

Soc.-Dem.s Kronik 24.-11.-1927

Lemvig Socialdemokrat d. 29.-11.-1927

 

 

Mekaniker og Digter

Af Peder Hesselaa

 

  

Erling Kristensen: Støtten (Hasselbalch)

For 2-3 Menneskealdre siden var Førerne i dansk Aandsliv Akademikere. Blicher, Ingemann, Paludan-Müller og de fleste andre af Guldalderens Store kom fra Embedsmandshjem og sled sig gennem den sorte Skole, inden de vandt sig en Plads paa det danske Parnas.

I dette forhold foregaar der nu en bemærkelsesværdig Forskydning lige for vore Øjne Takket være den Oplysning, Underklassen har faaet Del i ved Socialismens Gennembrud, er den akademiske Kultur just i denne Tid ved at blive afløst af en Folkekultur. Harald Bergstedt, der er den første, der har understreget det betydningsfulde i denne Flytning af Aandslivets Tyngdepunkt fra Embedsmændenes til Arbejdernes Kreds, har med sine Romaner og Sange fra Provinsen ydet en god Skærv til den nye Kultur, der nu gror som aldrig før.

Men mange andre Navne kan ogsaa nævnes med Ære. Selvlærte og selvhjulpne er adskillige af dem, der spiller Hovedroller i vor Tids Literatur. Fra Bondelivsskildringernes Omraade kan saaledes nævnes Harry Søjberg og Thomas Olesen Løkken, fra Sølivsskildringernes Omraade Aksel Sandemose og Knud Andersen. Til de egentlige Arbejderdigteres Kreds slutter adskillige sig, der allerede har skabt betydelige Arbejder: Aage Pallesen, Sven Clausen, A. D. Henriksen, Vilh. Gross o.a.

Disse Arbejderdigtere, der mødes med stigende Lydhørhed af det Publikum, der har Sans for nye Toner og Værdier, har i disse Dage faaet en ny Repræsentant i deres Midte, som fortjener den største Opmærksomhed, Vendelboen Erling Kristensen. Da det er første Gang, han viser sig paa den literære Skueplads, vil en mere indgaaende Præsentation være paa sin Plads. Han er født i Vendsyssel i 1893 og er Søn af en Arbejdsmand, der var en af de første, der var med til at arbejde Socialdemokratiet op der paa Stedet. Efter sin Konfirmation kom Erling i Lære hos daværende Cyklesmed Thomas Olesen Løkken, hvis Forretning han senere overtog. Hvorvidt det lykkedes den udmærkede Forfatter af Niels Hald-Bøgerne at gøre en duelig Cyklesmed af Erling Kristensen, skal jeg ikke udtale mig om, men det er vel muligt, at Bøgerne allerede den Gang har lagt stærkere Beslag paa hans Opmærksomhed end Cyklerne.

Lige saa vanskeligt, som det er for en udenforstaaende at udtale sig om Erling Kristensens Kvalifikationer som Mekaniker, lige saa let er det at udtale sig om hans Kvalifikationer som Romanforfatter. Man skal ikke læse mange Sider i hans lige udkomne Bog ”Støtten” for at se, at man staar overfor saa rig en Evne, at den vil kumme præstere det overordentlige.

Selv om Erling Kristensen er uddannet i Olesen Løkkens Cykleforretning, har han ikke taget dennes Respekt for Bønder i Arv. Tværtimod! Han har gaaet og set sig saa gal paa sin Mesters og maaske særlig paa andres Bondelivsskildringer, at han sikkert allerede den gang har sværget en dyr Ed paa at drive en Kile gennem al den Virak, der længe var blevet ofret paa de Altre, som naive Digtere i næsegrus Beundring i mange Tilfælde havde rejst for Bonden og hans højt udskregne Kultur. Da denne Indstilling overfor Bonden er det Grundlag, hvorpaa Erling Kristensen har plantet ”Støtten”, bør man minde om de Udtalelser angaaende Bonden og hans Plads i Literaturen, som den unge Forfatter for nylig fremkom med i en Avispolemik:

”Det er efter min Mening ved at være saaledes i Bondeliteraturen, at Bønderne svæver med floromvundne Hoveder saa højt oppe i Skyerne, at deres Skribenter knapt kan naa at kysse Neglene paa deres hvide Tæer. Det er snart ved at gaa saadan, at vi, der er af Bonderod og lever vort Liv mellem Bønder, stadig maa gaa med en flov Smag i Munden, fordi Dogmer som ”Stouthed”, ”Bondekultur” og ”oplyste Bønder” svirrer os om Ørene. Var vi dummere end andre Mennesker, maatte vi nødvendigvis lade os paatvinge den Opfattelse, at vi var de eneste Væsener, Kultur og Oplysning kunne nævnes i Forbindelse med!”

Ud fra denne polemiske Indstilling overfor de moderne Bondelivsskildrere skriver Erling Kristensen da sin bog, som han med ungdommelig Omstændighed har forsynet med den knudrede, filosofiske Undertitel, ”Bondepsykologisk Romanstudie”. Hvis han har gjort det af Frygt for, at Æstetikerne ikke skulde ville anerkende hans Arbejde som Kunstværk, ja, saa kunde han have sparet sig denne Frygt. Thi ”Støtten” er en endog usædvanlig heldig Præstation som Kunstværk betragtet. Det er kun paa et Par Steder, at den polemiske Hensigt, Frontstillingen mod Tidens øvrige Bondelivsskildringer, tynger.

Handlingen i denne Bog er i Hovedtrækkene denne: Mads Staadal kan ikke komme ud af det med sin Mor Katrin, eftersom de begge er lige stejle. Da en Nabo saa tilbyder at skaffe ham en Kone mod Honorar: en rød Plag, slaar han til. Ikke længe efter fører han Mariane Pallesen hjem som Brud. Hun elsker ganske vist ikke ham, men en fattig Karl Jens, med hvem hun skal have et Barn. For at redde Æren overtaler hendes Forældre hende til at gifte sig med Mads. Denne er ikke blind for de Fordele, der kan drages af de ekstraordinære Forhold, under hvilke han fik Mariane, og benytter sig ogsaa af dem uden Skaansel. Han tvinger saaledes Svigerforældrene til at afstaa deres gode Gaard til ham under meget gunstige Betingelser – vil de ikke gaa ind paa de Krav, han stiller, kan de faa Mariane tilbage endnu en lille Krum tykkere, end han modtog hende, siger han, og saa kan de jo faa at se, om de ikke nok skal blive til Spot for hele Sognet.

Efter denne Optakt følger en lang Række skiftende Scener, der alle tjener til at belyse den Grundidé, over hvilken Erling Kristensen har hvælvet sin Roman: Bondens Forhold til Ærligheden. At han just ikke giver meget for Bondens Ærlighed, viser han tydeligt nok i skildringen af Mads Staadals Skæbne. Uden at forfølge denne i dens undertiden meget bugtede Løb kan det ved Hjælp af et Par Enkeltheder let iagttages, hvordan Madses Ærlighed er beskaffen. Den synes ærlig talt ikke utilbøjelig til at tage Løgn og Snuhed i sin Tjeneste. Engang kommer en Flok Gaardmænd til Mads Staadal for at købe en Ko; skønt han véd, at denne Ko er til en Daglejer, der sidder i den yderste Fattigdom, sælger han dem uden at blinke en tuberkelsyg Ko ikke sigende et Ord om, at den fejler noget som helst. En anden Gang forliges han kønt med sin Svigerfar om at sælge Kød til Fattigfolk af et selvdødt Kreatur.

Utallige er de Eksempler, Erling Kristensen fremdrager for at oplyse om Mads Staadals letsindige Omgang med Sandheden. Kun et Maal har han at stile imod: Penge. For at naa frem mod dette Maal viger han ikke tilbage for Anvendelse af noget Middel. Han snyder i Handel og Vandel, ja, forhindrer ikke engang sin Gaards Brand, skønt han kom tidsnok til at kunne gøre det, fordi han gærne ønsker at faa Forsikringssummen udbetalt. Hans Skurkagtighed gaar her saa vidt, at han med koldt Blod ser paa, at den Uskyldige bliver straffet. Ja, end ikke paa Dødslejet taler han sandt.

Nu maa man imidlertid ikke Tro, at han er Løgner paa almindelig Vis. Nej, han er det paa en langt farligere Maade. Der er under alt, hvad han siger en Tvetydighedens Dobbeltbund, som giver selv den sorteste Løgn et Skær af Sandhed. Altid har han formet sine Ord saaledes, at han har en aaben Bagdør, han kan slippe ud af, ikke blot med Livet men tilsyneladende ogsaa med Hæderligheden i Behold.

Erling Kristensen har i denne Skildring af Mads Staadals Forhold til Ærligheden blottet Sider af Bondens Natur, som ikke i tidligere Bondelivsskildringer har faaet Lov at se Dagens Lys. Gang efter Gang maa man under Læsningen beundre den energi, hvormed den psykologiske Udredning er gjort. Erling Kristensen har virkelig et Søgelys, der trænger dybt ind, naar han paa en Maade, der virker overbevisende, endog formaar at vise, at Uærligheden hos Mads Staadal er ført saa vidt, at den ogsaa er bestemmende for hans Forhold til Gud. Ogsaa dette Forhold er Forretning for Mads, han har med sit sædvanlige skarpe Blik opdaget, at det betaler sig at anlægge Fromheds Maske.

Alt dette er gjort med en saa sikker psykologisk Sans, at det virker overbevisende. Derimod maa man protestere mod den Slutning Bogen toner ud i. Den forskruede Lærer, der i grundtvigiansk Begejstring vil rejse en Stenstøtte for Mads Staadal, kan man vanskeligt goutere, naar han udbryder: ”Som Stenens ærlige bærende Stof er Fundamentet, hvorpaa enhver stolt Bygning rejses, saadan er Bondens ærlige Skikkelse Sylden under Samfundet” etc. Der er i disse Tirader netop saa megen Overdrivelse, at de bliver til en ren og sær Parodi, der for længst har tabt al kunstnerisk Slagkraft. Men bortset fra det fundamentale Fejlgreb, som denne Slutning betyder, er Erling Kristensens Greb overordentlig sikre. Man kan naturligvis stille sig tvivlende overfor den Sag, at Bonden skulle være saa gennemført uhæderlig og uærlig, som han her har skildret. Men to Ting maa man regne Erling Kristensen til Gode: han skildrer overalt med saa fremragende Kunst, at han virker overbevisende. Og han har gjort en god Gerning ved at trække Bondens negative Sider frem i en Tid, da der unægtelig tærskes Langhalm paa hans positive; paa den Maade faar vi maaske endelig Balance i Regnskabet; skal man kende en Sag eller en Person, maa man unægtelig se den baade fra de gode og de onde Sider.

Hvad Erling Kristensen angaar, saa har han i ”Støtten” vist et Talent af en saa oprindelig, robust Styrke, at man maa Haabe, at han i kommende Bøger i højere Grad end her maa kunne faa Plads saavel til Lys som til Skygge, saavel til den rette som den vrange Side i sine Personers Karakteristik.

 

 

Peder Hesselaa

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014