Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

 

VENDSYSSELREJSEN

Vendsysselrejsen fik mange og meget rosende anmeldelser, hvilket selvfølgelig har glædet Erling Kristensen meget. Med hans egne ord skyldtes det et tilfælde, at den blev udgivet. Manuskriptet blev skrevet med henblik på at lægge det i skrivebordsskuffen, hvor det måske engang kunne blive fundet af børnene og give dem lyst til at tage den samme tur langs vejene, der engang bar spor efter Erling Kristensens barndoms flyttelæs.... Men en aften læste han lidt af manuskriptet for forfatteren Aage V. Reiter, og han fandt det alt for godt til at friste en tilværelse i skrivebordsskuffen. Det ændrede manuskriptets skæbne til stor glæde for bl.a. mig, og enkelte der interesserer sig for slægtsforskning.

Vendsysselrejsen starter således: Da digteren M. Goldschmidt i 1865 foretog sin berømte vendsysselrejse, skete det tilvogns og tilfods, og det var en begivenhed noget i retning af Stanleys besøg i det indre Afrika. Men netop i år, hvor det halve Danmark biler til Frankrig, og man flyver til Amerika på et døgn, er en gemen fem dages biltur ikke omtale værd. Jeg ved det godt, men havde vor ven ved rattet i dag den 13. august (1949) tilbudt os Paris i stedet for Vendsyssel, så havde vi uden betænkning sagt nej tak.

Det er nemlig ikke blot en rejse i landets nordligste provins, jeg glæder mig til, men nok så meget en rejse mindst 50 år tilbage i tiden til steder, jeg ikke har set, siden jeg var mellem fire og fem år. Fra jeg kom til verden, til jeg var 12 år, flyttede vi 13-14 gange, så jeg har noget at glæde mig til, og når jeg forsøger at beskrive vor beskedne tur fra start til hjemkomst, så er det med det - måske forfængelige - håb, at vore børn, når de bliver ældre, vil få lyst og trang til at tage turen ad vort spor til de steder, hvor deres far som lille dreng gik og tullede rundt.

Jeg håber for dem, at de engang må give efter for den trang - ikke for min eller vor skyld, men for deres: et liv uden pietet er et fattigt liv - et sølle liv - og det ønsker man ikke sine efterkommere.

Videre står der: Min ven, jeg og vore to Alma'er er straks enige om, at man ikke behøver at ofre fremmed valuta for at se og opleve landskabelig skønhed. Her kører vi over Skals­ådalen, hvor det herlige sort- og hvidbrogede jydske kvæg græsser på flaskegrønne engflader langs en å, så blinkende blå som er den en strimmel nedfalden himmel, der har redt sig sit leje mellem det fjerne indland i øst og udløbet i den vindrørte Limfjord i vest.

Vi glider så mageligt frem over vase og bro og må i vor magelighed mindes, hvad historien fortæller herfra om rejsende, der, når højvande umuliggjorde overfart, undertiden måtte vente i uger på at komme over dette Nordjyllands berygtede vadested - - I vor forjagede tid virker det velgørende at tænke på, at der engang har levet mennesker, hvis tålmodighed var så stor, og hvis nerver var i så idyllisk ligevægt, at man i ro og mag kunne spænde fra og sætte sig til at vente på, at nordveststormen skulle lægge sig, og højvandet igen synke tilbage i fjorden. Så længe jeg har kendt dette billede på sindsligevægt, har jeg godt kunnet lide at tænke på det!

Her glimter Limfjorden frem, og vi må på en bakketop holde stille for at besinde os på den skønhedsåbenbaring, synet er. I den klare luft ser vi langt over Hjarbæk Fjord, hvor små fiskerbåde ligger ved enderne af ålerusernes lange rader, og kirketårnene lyser formiddagshvidt inde i land.

Jeg må tænke på vor gode ven, radiotelegrafisten, der i dagene før 9. april 1940 endte sin livssejlads på vej hjem fra Sydamerika. Han kom engang til mig og sagde, at nu havde han som sømand pløjet alverdens have, set de mærkeligste fjorde, de berømteste passager og de smukkeste indsejlinger, men aldrig havde han set noget så skønt som den rejse gennem Limfjorden, han den dag kom tilbage fra - - Han gik ned et sted i Atlanten, nord for De Kanariske øer. Skibet blev borte med mand og mus, og aldrig siden har så meget som en stump drivplanke bragt bud om forliset.

Men Limfjorden ligger blånende under augustdagens hvide fjerskyer som den dag, da synet rørte hans sømandshjerte. Fiskerne ligger derude og røgter, og mågeflokkenes fnug glimter hvidt over det blå vand og de røde sejl. Som tekst til billedet har jeg min erfarne vens ord om, at Limfjorden er det skønneste vand i verden.

 

 

 

 

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014