Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

Tørv og arbejdet i tørvemoserne. Erling Kristensen havde et særdeles indgående kendskab til arbejdet i tørvemoserne, i modsætning til mange af vore dages brugere af moserne: Især jægere og lystfiskere. Hvor mange af disse brugere har mon kendskab til "livet", sådan som det foregik under tørvearbejdet for snart mange år siden? Læs her Erling Kristensens fortælling om livet i mosen, sådan som det var omkring århundredskiftet i Vendsyssel - omkring år 1900 - men som det lige så godt kan have været i de mange moser over hele landet.

Af Mette Fastrups, Erling Kristensens datters, bog "En trille bør på fattigdommens alter" citeres følgende om sliddet i tørvemosen, personificeret ved "Socialist Christian", Christian P. Christensen - Erling Kristensens far: Da Socialist-Christian fyldte 70 (i 1930) stod der bl.a. følgende i "Brønderslev Socialdemokrat": Det, der har taget det meste af hans manddomsår, er tørvearbejdet. De tørv, han har æltet og gravet, er utallige. Store strækninger af Refsnæs Mose er ved hans slid blevet forandret. De, som kendte mosen for en menneskealder siden, kan ikke kende den nu. Det er næsten ufatteligt, at et menneske kan flytte så megen jord. Der, hvor Christian selv har fået lov at gøre færdig efter sig, er der jævnet og planeret, så efterslægten let kan se, hvor "Socialist-Christian"s spade har skåret, og hvor hans sved er svedt."

Det skal her tilføjes, at ofte var hele familien med i mosen, hvor også barnefingre kunne gøre nytte og hjælpe på akkorden - for mig er der ingen tvivl om, at også Erling Kristensens barnefingre har gjort megen nytte i tørvemosen.

        

 

         ”Politiken”s Kronik.  8-8-40

        

 

En Dag med Tørv og Tørvefolk

               

Forfatteren Erling Kristensen prøver at være tolk mellem Bymenneskene og ”den gode, danske Tørv", saadan, som han kender den.

Tekstboks: Forfatteren Erling Kristensen prøver at være tolk mellem Bymenneskene og ”den gode, danske Tørv", saadan, som han kender den.

 

        

        

        


 

 

SOM en, der har haft sin Barndom og delvis Ungdom mellem Tørv og atter Tørv, vil jeg her forsøge mig som en Slags Tolk mellem Byboen og den gode danske Tørv. Det er nemlig saa kedeligt, hvis de to, grundet paa for snævre Opbevaringsforhold og lidt Brugsvanskeligheder, ikke skulde kunne forstaa hinanden. Særlig er det Synd for Tørvene, der jo kommer som Venner og Hjælpere i en Situation, hvor alt det udenlandske har vist sig som noget upaalideligt Stads, der glimrer ved at svigte i det mest skæbnesvangre Øjeblik.

Det er mig en personlig Glæde at faa Lejlighed til at pege paa, hvilken agtværdig og uundværlig Faktor Tørvene er og til alle Tider har været i de Egne, hvor de bliver til og har hjemme. Det er ikke noget, man rynker paa Næsen af, der er de æret og agtet som Brød.

Der er mange Maader at lave Tørv paa, lige fra haandæltning, haandskæring over hestetrukne Æltejumpekasser til dundrende og osende Motorælteværker á la Fabrik. For at komme i intimeste Kontakt med Tørvene er det den førstnævnte Fremstillingsmetode, vi vil se lidt paa. Det er den oprindeligste af alle Metoder, og det bliver ogsaa den, der skal redde os engang, naar der ikke mere er Petroleum at futte med.

Vand og Mose er uadskillelige, og ude i Sydøst springer en Kilde i Vandskellet under Jyske Aas.  Kilden bliver til Bæk, Bækken til Aa, og den snørklede Strøm, der er Mosens blinkende Rygrad, snor sig med Høller og Sløjfer gennem Sogne og Amter, til den lavvandet og sandbundet gaar gennem Havklitten og møder Vesterhavets saltskarpe Brod og Brænding. Da mit Sind for første Gang annammede Mosens krydrede DeItastemning, da var Bækken spag, og i Stedet for Bæveryngel diede Vandrotteunger i HulIerne under de udskredne Brinker. En boblende Stilhed var Mosens Kammertone, og Mjødurtsduft i Sommerdagens hede Solsum krydrede den knaldblaa Nordlandsduft med sin døvende Vinaande.

Tæt ud til Mosen paa Nordkystens Sandagre, højt hævet over dens grønne Grøde, ligger Tørvefolkets tyndvæggede Hytter. Dernede bobler Urgrøden i Væld og Grave, og storbladede Vækster kror sig som i Tropetidens Danmark. Heroppe spiller Sandmarkens pindtørre Græshopper Sommerdagens uforglemmelige Solmusik. Her graaner alle vækster I vædefattig Armod. For den stedkendte er det ganske i sin Orden, Mosefolket  hver Morgen  Aaret rundt først af alt sender et ærbødigt blik ud over Mosen. Den er Kilden, hvoraf henfarne Slægters Tilværelse næredes, og den er Kilden, hvoraf levende Liv i Dag skabes og holdes i live.

Jo! Jeg husker dette Morgenkik ud over Mosen. Jeg husker de mange tyste morgener‚ naar den første sommerhvide Sol hedede og hvidtede Mosehytternes østgavle, saa det saa ud, som var de alle nykalkede i den samme korte lyse Nat. Indendørs blundede Nattens Smule Dunkelhed under Bjælkerne og gjorde lyset graat.

De yngste af os sov endnu, mens de første Morgenmadsbidder ru og uden smag gled ned. Sovende slubrede vi i Mælkekopperne, men Mors morgenlige ringlen med tørvesodede Komfurringe var trods Bevidsthedens tilhaspede Vinduer ikke til at holde ude, de vækkede og gjorde lyst.

Naar vi paa bare, morgenømme Fødder listede over Gangens knudrede Stenpikning ud i Solen, saa var vi saa vaagne, som det lader sag blive i en tørvetid, hvor Slidet tynger som Bly i knoglerne.

Den hvide Junimorgensol svirper vore Nakker. Fra hver eneste Hytte er Tørvefolk paa Vej mod Mosen, hvor Nattaagen endnu  hænger  mellem Skruerne som Skyer mellem solramte Alpetinder (skruer er Tørv opstillet i Pyramider i trekvart Mandshøjde). Hver Mand har sin Taske med Mellemmaderne paa Ryggen, og Trepæglsflaskerne med det lyse hjemmebryggede Øl stritter som en kæk Armering fra alle Lommer. Om alle de vandrende ben slubrer og slasker en Nattedug  saa tung og tæt, at Bukserne bliver vaade til knæene.

TørvefoIkene er præcise, og de er Morgenmænd. Sækkelærredsskærmene, der tjener som Ly for Sol og Vind, mens der spises, rejses næsten samtidig over hele Mosen. Madtaskerne lægges ind i Skyggen, og Ølflaskerne stikkes ned i den bedste Kælder, der findes, den urkolde Tørvejord under Brinken. Saa trækker Ælteren de transmurte, skridtlange Træskostøvler  paa.  Brinkens grønne Græstørv, der ikke dur til andet, løsnes med sikre Spadestik og smides i Vandet og naar Graven er færdig, ligger de derude og sejler og synker, til de gaar til Bunds.

Ælteren slaar med Hakken Jord i stykker til den første æltning. Endnu er graven (Hullet han staar i) ikke saa dyb, at Vandet fra de gamle Grave kan løbe ind. Saa bliver det øst op med spand, og inden mange Minutter er den findelte Jord og Vandet blandet til en fed glinsende Grød, der øses op paa Brinken med en primitiv Skovl lavet af Træ.

Saa tager Udtrilleren (Manden paa Brinken) fat. Med sin Træskovl læsser han den store Kastrillebør med Blet (Tørvemasse) og  triller den tunge, vaade Substans hen paa Tørrepladsen, hvor den inden i Trærammer hældes ud over Grønsværen, glattes med JernskovI og skæres med en Tørvekniv. Et krigersk udseende Redskab bestaaende af en Stage og et skarpt Spydblad. Og mangen Gang er Redskabet virkelig tænkt som Vaaben, da flere af de Tørveknive, der endnu bruges, f. Eks. I Vendsyssel, virkelig har tjent som Bevæbning i Skipper Clements Hær og endnu flere skylder den navnkundige Slavekrig deres Oprindelse.

En gammel Tørveegns mænd er Kunstnere i deres som Kvinder og Børn i at røgte Tørv (rade og skrue). Det er for dem ikke alene Pengene, det gælder, det er ogsaa en æressag at kunne lægge en ulastelig Flade Tørv. Og de gør det saa smukt, at enhver, har øje for vel udført Arbejdes Skønhed, rnaa standse, se og glæde sig. Saa vidt er Tørvekunsten drevet her og mange andre Steder, at den indviede bare ved at se en færdig flade Tørv med Lethed afgør, hvem af de mange Tørvefolk der har været Mester for Arbejdet.

Fælles for alle en gammel Tørveegns Arbejdere er, at der her er Folk paa Færde, der gennem Generationer har taget Arbejdet i Arv og klogeligen holdt Arven i ære.

AIting er Travlhed i Mosens Sommerdag. Selv Solen har travlt med at rulle sig højere og højere op. Allerede efter en Times Slid har ælteren gule Sveddraaber som Ravperler hængende under Hagen. Han arbejder sig dybere og dybere ned, mens hans Makker lægger Ramme til Ramme af fede glinsende Tørv.

Saa sætter ælteren Træskovlen fra sig i det Hjørne af Graven, der endnu ligger i Skygge, vasker Tørveblæver af Transtøvler og Hænder og kravler op. Det er Mel’madaws (Frokosttid). Paa Jorden i Skyggen bag Skærmene sidder Mosens mange Makkerpar og tygger, mens de ser Vipstjærten pile halevippende paa Myggejagt hen over deres nylagte Tørveflader. Nu og da veksles et stilfærdigt ligegyldigt ord, ikke fordi man har noget paa Hjertet, bare for saadan paa en pæn Maade at forvisse sig om, at Stemmebaandene endnu er der, og at Talens Brug er i behold. Det er nemlig saadan fat, at de fleste Makkerpar har samarbejdet i saa mange paa hinanden følgende Somre, at de ikke har mere at sige hinanden. Et Forhold, der har den utilslørede Fordel, at her snakker man ikke Tiden væk --

---- Aldrig saa snart er Madpapiret foldet pænt sammen og den friske Kardusskraa andægtigt anbragt bag Kindtændernes Tremmer, før Ælteren igen lader sig plumpe ned I sit Hul, mens Udtrilleren traver med Børen. Det samme og det samme om og om igen, ikke alene den Formiddag, men hvis alt gaar vel saa alle Livets Somre.

Solen staar ret i Syd, og paa den lave mørke Mosebund brænder den, som om den ogsaa stod i Zenit. Ælteren trækker uden Ord de tunge transtinkende Støvler af, og vi gaar hjem til Middag. Man gaar med Hænderne bagpaa for at støtte de trætte Lænder, altid i det samme af tunge Træsko afpassede Tempo.

Hjemme i Husets Skygge ser vi vor Mor bevidst for første Gang i Dag. Halvsovende som vi var i Morges, saa vi ingenting, bare anede hende gennem den hede Morgenmælk og Komfurringenes travle Ringlen.       

Siden vi gik, har hun ordnet Huset, været en god halv Miles vej ude i den anden af Ende af Mosen og rejst Tørv. En Time før Middag har hun i allersidste Kvarter rettet den ømme Ryg og benet hjemad for at lave Middagsmad. Som vi andre er hun malajbrun, og hendes Fingre er slidte, trævlede og skamferede af ustandselig at tage paa de ru soltørrede Tørvekanter. Hendes Velkomstsmil skjuler ikke hendes Træthed, men Maden er færdig, og det med Trætheden er noget, der skal være ---

Nu er der Sol og Insektsummen paa Husets hvide Søndervæg. Fluer parres svirrende paa Kalken, og Myrerne travler med tusinde Ting over Stenbroens skoldhede Pikning. Med alt Sommerdagens Smaakravl sitrende, sydende og summende omkring os smider vi os paa Sengen med Aviser som Fluenet over Ansigterne. Ind i Middagssøvnens første sødmefyldte Fase aner vi vor Mors klirren med Opvasken.  I den sidste (knap saa søde) hendes nænsomme: - Bitte Folk, nu er Kaffen færdig. ---

Eftermiddagens Mellemmadstid bliver en lille Oase i Slidets Solørken, men mellemmaden bliver spist hurtig, for nu er Graven saa dyb, at der skal arbejdes forceret, hvis det skal lykkes at faa alle Tørvene op, inden Vandpresset nedefra slaar Bunden i Vejret og ødelægger det hele.

Med den sidste Madbid i Munden tager Ælteren fat, og længe gaar det godt. Æltning efter Æltning smides op. Solen bager.  Udenfor over de gamle Grave jager GuIdsmedene med klir og sollynende Vinger. I skjul ved Aakander og svømmende Vandaks staar Gedder stille og stive som Pinde. Udtrillerens Tørveflade lægger Ramme til Ramme. Det gaar i Trav med den fyldte Bør og i Løb med den tomme tilbage til Graven.

Rugevibernes arrige Skrig og Rødbenenes lydklingre Fløjt, der tav i den allerhedeste Soltid, vover sig nu frem igen. Et Kobrøl suger melodisk i Solrummet. Et Øg svinger langt borte sin Vrinskeskralde.

Nede i den halvandenmands dybe Grav staar Ælteren med noget i Haanden. Renset nogenlunde for Tørvejord bliver den langagtige Klump til et smukt tilhugget Stenalderspyd. I Gravens bund ligger Stagen fra Hjørne til Hjørne blød og møsken, som var Træet blevet til Rugbrødsdejg.

Med dette tavse Budskab fra Fortidsmenneskers fjerne Virke kom der Højtid ind i Dagen. Her, hvor man ved, hvad Arbejde betyder, bliver man andægtig Stemt ved at se, hvad en Fortidsmand med en Sten har formaaet at faa ud af en anden, og nu snakkes der ---

I den lange‚ sommerlige Ensformighed er der Oplevelse i saadan en Dag. Det eneste, der nogenlunde kan staa Maal, er, naar en eller anden fremmed Tørvekusk er uheldig og faar en Hest eller to kørt I en Tørvegrav; saa er der stor Staahej , og uden smaaligt Hensyn til Tidsspilde iler Tørvefolkene til. Mangen Gang bliver man alarmeret paa den Maade, at der et eller andet Sted staar Vogn og en Mand, men ingen Heste er at se. Staar Manden saa tillige og stirrer fortabt ned i en Tørvegrav, saa ved man Besked, og der kommer omgaaende Fart i Transtøvlerne. Tørvefolkene, der ved, hvor koldt Tørvevandet er, kan ikke taale at se Dyr i Bløde -- og man skal ogsaa i normal Fredstid lede længe for at finde et ynkværdigere Syn end en Hest eller Heste, der sidde i Vand til ørerne eller muligvis til Mulen, saa Næseboerne med Magt maa holdes op over Vand og Dynd, mens Redningsarbejdet staar paa.

Billedet hører med til Tørvemosen som Tørvene, der ligger i Flader, i Rader eller staar i Skruer rundt om. Men det hører ogsaa med, at den modigste mand i Flokken uden Tanke paa Helbred og Førlighed lader sig glide ned i Vand og Dynd for at lægge Reb om Hesten, saa den kan trækkes op af et andet Spand. Og Gud naade den Fremmede, der ikke har Tid at lægge Heste til ved en saadan Lejlighed. Jeg har oplevet en, der ikke havde Tid – Jeg vilde meget nødig have været i hans Sted ---

Mens Ælteren tænker paa Stenaldermanden, begynder Gravens Tørvejordsbund at gynge og blive levende. Under det tynde Gulv, han staar paa, er Vandet. Han øser med Træskovlen, alt hvad Musklerne orker. Naar han ikke at faa den tillavede Tørvemasse op, inden Vandpresset slaar ind til ham, saa er den Del af hans Arbejde sat til, og det at skulle lave ny Grav saa nær Fyraften vil bringe Kludder i Morgendagens Forløb. En Grav skal vare fra morgen til Aften; staar den Natten over, vil den være fuld af Vand, og der bliver flere Timers Øsearbejde.

Han svinger Træskovlen, saa han er styrtefærdig. Det hele bliver levende under og omkring ham.  Bunden løfter ham op, saa han kan se over Brinken. Sidedæmningen revner med en rivende Lys. Vandpresset kommer med Larm og Skum.  I allersidste Øjeblik redder han Redskaberne, hugger Spaden i faste Brink, bruger den som Trappetrin og svinger sig op. Processen ser livsfarlig ud, men for den rigtige Ælter er det en Æressag først i allersidste Sekund at overgive sin Grav til Vandene.¨

Nu er Kampen overstaaet, og han er tilfreds. Det har været en god Grav med mange gode Tørv, og nu i Aftensvalen, mens Hjorddrengene vesterude jodler deres Hob - Hob - til Kvæget, ligger der en dagny Tørveflade og fanger rødligt Lys fra Solens Aftenstraaler. Stilfærdigt, med mødige Lemmer samler man Redskaberne, vasker og stiller paa Plads, saa de i Morgen er rene og indbydende at gaa til. Hakkerne slaas ind i Brinken, og paa de opadvendte Skafter stikkes Transtøvlerne med Bunden opad.  Efter Tvætningen skinner de frydeligt og blinker vaadt  til  hinanden over Holmene. Trindt om i den aftenlige Mose staar Makkerpar og ser paa Dagens Værk. Det er ikke meget, der bliver sagt, men det er Mosefolkets simple, ærlige Form for Andagt.

--

En Sommerdag gik. Til Vinter, naar vi gaar ind  i vort Tørvehus, lever den op igen. Naar Sneen fyger udenfor, dufter en stor Tørvestabel af Sol og sommerlig Middagshede.  I Tørvenes haarde Overflade ser vi Aftryk af Stæres, Vipstjærters og Vadefuglenes langtaaede Fødder.

Fastklæbet sidder et Par Guldsmedevinger.  Guldglinsende og sommerklingre er de Tørvemosernes naturlovbeskyttede Signatur.  Og de Sind, der er kommet i intim Berøring rned dette varmende Sommerminde, undgaar ikke at blive Ven med den danske Tørv: Den lille solduftende, sortbrune Klump, der gennem Sekler har været uundværlig og agtet som Brød og altid var agtelsen værd.

        

                  Erling Kristensen


 

        

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014