Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

Brønderslev Avis   19. november 1927

 

 

 

Ny Vendelboforfatter

 

Erling Kristensen: Støtten

 

Anmeldt af Sognepræst Noring

 

 

Det var ganske afgjort mindre vel overvejet, at Thomas Olesen-Løkken solgte Cykleværkstedet i Vraa. Her oppe i Vendsyssel gaar der jo Spøgeri, dels har vi en lærd Doktors Ord for det, og ogsaa i Erling Kristensens Debutbog er der stærke Vidnesbyrd om det. Og noget maa der være om Snakken, Debutbogen peger klart og tydeligt paa, at et kraftigt og særpræget Talent maa spøge i nævnte Cykleværksted, saa sandt som dets nuværende Indehaver ikke blot er Thomas Olesens Efterfølger i Mekanikkens Kunst, men ogsaa er hans jævnbyrdige i Digte- og Skrivekunsten.

Man vil altsaa straks forstaa, at det er en meget betydelig Bog, som her foreligger. Dog vil jeg tilføje: Ogsaa en uhyre ensidig Bog. Jeg vil indrømme, at i Ensidigheden ligger Bogens helt primitive Styrke, men reelt set er den en ikke ringe Svaghed. For lad nu være, at Hr. Erling Kristensen ikke er Pinstrupper, det er selvfølgelig en ærlig Sag, men det berettiger jo ikke just uden videre til at have Lov til at mene, at en Gaardmand er en Bandit af værste Art. Der er ikke den Skurkestreg, som ikke har til Hus hos det Gaardmandslag, som Erling Kristensen skildrer. Skattesnyderi og de gemeneste Kæltringstreger i Handel og Vandel – for blot at nævne noget af det mindste – er saa gængs, saa det er bleven Natur. Et Sted i Bogen siger en Retsbetjentfuldmægtig: ”Satan skulde have med Bønder at gøre. De lyver sgu Vorherre lige op i Ansigtet, hvis de tror at kunne tjene en Krone ved det”. – Unægtelig er det en mere end almindelig vellykket Samling Rævepelse, Forf. præsenterer os for og i Hovedpersonen, Gaardejer Mads Staadal, er alle de lyder, der med mere eller mindre Ret tillægges Bønder, samlet sammen som i en Nøddeskal, og det er ikke noget tiltalende Billede, der er kommen ud deraf. Formentlig er det overflødigt at tilføje, at Forfatterens Tendens stærkt stikker Hovedet frem, men jeg kunne meget godt tænke mig, at Forf. hertil blot vilde bemærke: Ja, men det er skam ogsaa Meningen. Og siger han det, saa er han ikke uden Meningsfæller i Litteraturen; jeg tænker her i særlig Grad paa Alexander Kielland, som i et Brev til en Broder, Provst Kielland, i Anledning af hans Roman ”Arbejdsfolk” bemærker: ”At jeg har overdrevet er vist og bevidst, efterdi det er gjort med Ensidighedens Kraft; det Kanelvand med surt og sødt i, som man kalder objektiv-upartisk Skildring, er Tøv og Barnemad. Der skal Selvfornægtelse og Mod til den Hensynsløshed, hvorved man kaster alt i den flammende Ild, hvormed man hader det, man dybt har erkendt for et Onde.” Jeg kunne tænke mig, at Erling Kristensen med Glæde vil gøre saadanne Ord til sine, og i saa Fald er Hensigten naaet, endogsaa i fremragende Grad. Ensidigheden er bleven hans vældige Styrke, og Bogen er ikke just bleven et juridisk Indlæg der fordeler Lys og Skygge ligeligt og retfærdigt, men den er bleven en Bog, indstillet med et bestemt Sigte, og den rammer, hvor den skal.

Hovedpersonen i Bogen er Gaardejer Mads Staadal, og da Bogen foregaar i Vendsyssel, er han altsaa Vendelbo. Den foregaar oven i Købet paa et Sted, der er udstyret med saa mange Kendetegn, at det ikke vel er muligt at tage fejl af det, Forf. har for Øje.

Mads Staadal er født Prokurator. Han ved indenfor sin snævre Verden nøjagtig, hvor langt han kan gaa, og han gaar nøjagtig lige saa langt, han kan, ja – hvis der ingen Vidner er – noget længere. Han er villig til at love hvad som helst, naar der ingen Vidner er, men han holder det kun, hvis det kan betale sig for ham. Dette er i det hele taget hans Livsprincip: Hans egen Fordel, og overfor dette Princip træder alt andet i Skygge. Hans Forhold til alle Mennesker dikteres af det, lad mig nævne et Eksempel: Hans Karl har ved at køre mod en stor Sten med en Kultivator knækket et Par Tænder. Mads skummer naturligvis over det, men da Karlen skal til Smeden med den søndrede Kultivator og dypper Tænderne i Møddingsvandet, saa de trækker Rust, saadan at det ligner et gammelt Brud, har han Madses lydelige Bifald. Ganske vist: ”Det fo’r igennem hans Hjerne, at Smeden var en fattig Lus, der lige var bleven Gift og nok kunne have sit Behov. Men han spyttede det fra sig sammen med en brun Tobaksstraale. Det var ikke hans Skyld, at Smeden havde giftet sig uden at have Raad.

Ogsaa hans Forhold til Vorherre – det lader sig ganske sikkert ikke gøre at være Bonde uden et vist Forhold til Gud – er præget af hans Livsprincip. Forf. skildrer et Sted i Bogen en Nattescene. Mads trænger til at berolige sin Samvittighed, der mærkeligt nok er blevet lidt opskræmt; han har været lige ved at drive sin Hustru til Selvmord, i Virkeligheden skyldes det kun et Tilfælde, at det ikke blev udført. Saa tager han den gamle Bibel frem og sætter sig til at læse om Troen, der kunde flytte Bjerge. Det om Troen, der skulle bevises i Gerning, gik han udenom, føjer Forf. oplysende til – Oplysningen er ganske overflødig, Prokuratoren lyser frem af hele Optrinet. En Bemærkning som denne: ”Naar han selv sagde, han troede, saa troede han. Der var i hvert Fald ingen, der kunde bevise det modsatte –” er ligefrem glimrende; den er et slaaende rigtigt Udtryk for en vis Art udadvendt Religiøsitet, som ikke har det mindste med Religion at gøre.

Hovedpersonen, hvis Fysiognomi er gennemført saa konsekvent som vel muligt, er naturligvis den interessanteste Skikkelse; hans Venner og Naboer er Folk af samme Type, Bønder, der overhovedet ikke kender til at møde Ærlighed, og som i bogstaveligste Forstand gaar fra Snøvsen, da de uforvarende stilles overfor denne sjældne Vare: En fattig Lærerenke vil sælge Sogneraadet et Orgel til Skolen. Sogneraadet ser paa Orglet, deres Sagkyndighed er nøjagtig lige saa stor, som hvis de skulde udtale sig om Beethovens niende Symfoni, men de byder da langt om længe 125 Kr. Det vil Lærerenken ikke have, hun vil kun have 85 kr. Og saa bliver der naturligvis ingen Handel, for saadan noget havde de aldrig været ude for: ”De kunde se paa hverandre, at de havde været ude for noget mærkeligt, noget, der hverken gaves Tanker eller Ord for. De slentrede grundende af sted og kunde ikke rigtig se paa hverandre. Da de skiltes nede ved Nørregaards Have, sagde Nørregaard med dybt rynket Pande: Den sag kan vist bedst behandles i et lukket Sogneraadsmøde.”

Ogsaa Bogens Bipersoner er fortræffeligt skildrede: Mads Staadals stakkels Hustru, som han naturligvis har tilhandlet sig; hans Mor, som er en uhyggelig gammel Djævel af et Kvindfolk, hun drikker sig ihjel paa Mads’ Anstiftelse; den forsmaaede Elsker, Karlen Jens Røllikbæk. Alle er de tegnede med ægte og sikker Kunst. Lidt forloren er maaske Galop Gaj, han kommer over Mariane, da hun er midt i Selvmordstankerne, og siger da: ”Pas paa, Mariane! ”Den onde Sig” er lumsk. Den suger som en Mund i det første klæbende Kys, og den er lige saa bundløs.”

Vorherre bevares, sikken en Mundfuld, men det er ogsaa en af de faa uægte Perler, jeg har fundet i Bogen.

Det mindst gode ved Bogen er Titlen. Det er et Vrøvl af en degn, som gylper nogle ualmindelig vellykkede Floskler op i Anledning af, at han foreslaar at rejse den hedengangne Mads Staadal, den ærlige danske Bonde, en Æresstøtte. Det er fra Forf.’s side ment som Ironi, men det magter Erling Kristensen ikke, eller lad mig sige: Ikke endnu. - Undertitlen lyder saa filosofisk, og da der lykkeligvis ikke er megen Filosofi i Bogen, kunde den have været sparet.

Det er en betydelig Bog, her er skrevet. Jeg har lyst til at sammenstille den med ”Klaus Bjerg og Bodil”, Thomas Olesens bedste Bog. Det er som denne en kernefuld Bog, ja meget i den er ligefrem ypperligt, jeg tænker særlig paa Naturskildringerne og den Maade, paa hvilken de er brugt som Baggrund for Folkelivet: Vejr og Vind og Folkesind hører sikkert nok sammen. Den skal ogsaa nok blive læst og det mere end én Gang. Der er altsaa god Grund til at ønske Forf. til Lykke med den mere end vellykkede Debut.

Men hold nu paa Cykleværkstedet!

 

Noring.

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014