Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

”Politiken”s Kronik, den 21. februar 1937        

        

Hvordan en klog Kone starter

          

I denne novellistiske skildring belyser Erling Kristensen Kvaksalver-Problemet

       

FOR at give Atmosfæren omkring det, der skete, maa alt med, ogsaa Vejret ... Det var stille og gærende tungt, som det kan være en Aften sidst i August, naar Himlen er overtrukket og det svangre, uldne deroppe sender de  første Draaber mod en Jord, der ligefrem lugter sveden af Maaneders Tørke og Solbrand.

Det er en saadan Aften, der driver Aalene helt op i Søvandets lunkne Overflade og faar Aakanderne til at syde den mystiske Syden, Ferskvandsfiskeren kender, som han kender Stilhedssuset i sit eget øre … Sir.r.r.r … sir.r.r.r. Den spinkle Tone duver, stiger og falder som laa smaa Mandslinger sovende paa Ryggen med Næserne i Vandets Overflade og trak Vejret karsk gennem smaa bitte Overskægsbørster ... Sir.r.r.r … Sir.r.rr ...

Inde i Landet under Bakkehældets Mørke brænder Lampen i Søgaards Køkkenvindue og gør Mulmet paa Søen dobbelt uldent og stille mystisk … Lampen gør mere end det, den faar Søgaards de Unge til at slide dobbelt hektisk i Vod og Vodreb.

Lampen kildrer Ganerne … Jo, den gør. For den fortæller de Indviede, at Mutter derhjemme ikke er gaaet i Seng, og det betyder, at hun vil give Kaffe eller Rødgrød til Tak for de Fisk, de fanger.

Inde fra Gaarden lyder et Par jernkrampede Træskos natlige Plinken over Stenpikningen.  Den Lyd siger akkurat det, den skal: At det er et bevidst Offer til Voddragernes Slid, naar Fatter ikke for længst er gaaet i Seng. Hans langlige, næsten klagende Gaben fortæller, hvor stort Ofret er ...

De ved, hvad de gør, de Gamle … De Unge lægger ud til et nyt Dræt. De er trættet af en lang Dag, men vil ikke være ved, hvordan det er fat. De snakker dæmpet og gaber langeligt som under Dynen. En Underholdningsform som kun Sliddets Børn har Organ til.

––  ––  ––

At komme ind til Lampen saadan en Aften er der Højtid ved. De Unge har en alvorstung Følelse af, at Aftenen helt er deres. Der er nemlig kommet godt med Aal i Mutters Hyttefad, og ude paa Trappen ligger der Skelfisk i en Sæk. Der er fisket saa rigeligt, at Fangsten overhovedet ikke bliver omtalt. De Gamle siger ikke et Ord om den Ting. Det er ikke Ligegyldighed, der gør dem tavse. Nej, men det byder sig selv, at de Unge kan fiske stort … Jo, jo, de ved, hvad de gør, Petrine og Jep. De gaber Kæberne næsten af Led, hvilket rigtigt udlagt skal sige, at de Unge har holdt længe ud i Aften.

Petrine kommer med den skumkogende Kaffekande og skænker Kopperne saa fulde, at Kaffen bladrer over paa Voksdugen, mindre kan ikke gøre det. Det betyder for de Unge, at hun har set Fiskesækken derude … Aftenen er deres. Skønt Fatter ingen Kaffe skal have, sætter han sig ved Bordet for at holde Selskab ... Klokken tikker og hakker i sit dunkle Hjørne, ogsaa den helligholder Sliddet efter Stedets monotone Ritual.

Da pusler det ved Køkkendøren. En Puslen, der snart faar Karakter af et Indbrud. Ind vælter en tyk Kone i Plyskaabe og Velourshat. Bag hende i Dunkeltheden staar Fyrtaarnet … Det er i hvert Fald et langt tyndt Mandfolk med Skægget ned i Skuffen ... De Unge lider det ikke: De er Luft med det samme. Den Tykke fylder hele Stuen. Som en Sæk, der falder fra stor Højde, dumper hun ned paa den nærmeste Stol og sukrer Ansigtet ind til et blidt, forpustet: Guds Fred ... – Ja, saa i Guds Navn, Jep Søgaard, saa er vi her. ... Aah – ja, gode Venner, godt Helbred. Det er vel nok en Herlighed at føle sig i gode Menneskers Hus. Jov, vi har det godt i det bitte Danmark … –

Jep og Petrine saa uforstaaende til hinanden.

Den Tykke fortsatte med glad Røst. – Aah, som jeg er glad for, at vi naaede saa vidt ... Det er jo næsten ikke til, alle vil jo have os ... Man ligger ligefrem paa Lur, hvor vi kommer frem … Ja, ja, Fru Søgaard, man skal maaske ikke sige det, ingen er jo uundværlige. Nej, nej, man skal passe paa ikke at lade Hovmodet faa Plads i sit Hjerte …

Efter mange udfordrende Blikke fra Petrine mandede Jep sig op og løftede Hovedet en Kende. – Hvor er de her Folk saa fra? –

Konen i Plyskaaben lo længe og inderligt. – Hvor vi er fra, Jep Søndergaard, A-ha, ha, ha! Nok er du en stor Filur, det ved vi, men nu gaar du ligegodt for vidt ... Hørte du det, Sørensen? Jep har sendt Bud efter os, og han ved ikke, hvem vi er …

Petrine stammede rød i Hovedet. – Ja, da ved a da heller ikke, hvem I er.

Den Tykke overhørte og kvidrede. – Ha, ha ha! En god Spøg i rette Tid er en god Ting. Ha, ha, ha! Aah, jov, det er sikkert, sikkert og vist … Men nu har I da vel ikke gjort jer for stor Ulejlighed med Sengeplads og saadan, Sørensen og jeg sover bedst i én Seng. –

Petrine greb fat i en Stol. – Hvad siger hun, Jep? Hvad sagde hun? Vil de være her i Nat? –

… - Om vi vil være her, Fru Søgaard. Saa sandelig vil vi da det … Ellers havde vi sandelig ikke ladet Bilen køre igen … Vi havde jo Bil, Jep. Det var for at komme det før, I skulde jo nødig vente. Ha, ha ha! Og saa forstaar vi Byfolk jo ogsaa at pleje vor Magelighed. – Hun prikkede til Jep. – Men I herude, I skal slide ... Ja, er der nogen paa Vejen … jer egen Vej, saa sidder vi i Bilen og raaber til Bondebæstet om at flytte sig … Ikke højt selvfølgelig. Nej – nej! Nej – nej! Det er jo Bønderne, der skal betale. Men det er nu saadan. Vor By har tredive Millioner Gæld, som ingen tænker paa at betale. Nej–nej, nej–nej! Men det er jer herude, der skal betale Renterne … Jo, jo! Er det ikke rigtigt, Jep Søgaard? Er det ikke saadan, det gaar for sig? –

Jep Søgaard var med, han lo og gryntede og saa beundrende paa den Tykke. Det hun sagde her, var jo det samme, som han sagde, Kresens gamle Folketingsmand, og det blev sagt paa samme Maade, frisk saadan ... Jep gnuppede sig veltilfreds paa Albuen. – Hæ …  Hjov! Lige akkurat sgu. Det skal nok passe. Det er da Sandheden saadan.

– Det mener jeg. – Den Tykke saa mildt fra Kaffekopperne til Petrine … frem og tilbage mange Gange. Der var pludselig blevet saa mild en Luft i Stuen. Petrine fik travlt med at lave og servere Kaffe.

Midt i det hele blev Jeps Nysgerrighed igen aggressiv. Han havde mærket sig det, hun sagde, der skulde være sendt Bud. Han hostede – Ja, tho nu kunde det ellers være skønt at høre lidt om‚ hvem de her Folk er. –

Nu var det Sørensen, der blev aktiv. Han lo uden hørlig Lyd … gabede saa der blev lyst helt inde omkring hans inderste Tandstumper.

Den Tykke faldt ogsaa hen. Det eneste, hun orkede for Latter, var med en kort, fladneglet Pølsefinger at pege mod Jeps Næse. – Det … ha … ha … det … Det siger jeg dig Jep. Der var ikke én mellem Hundrede, der kunne have sagt det, med det Ansigt … Det skulde da lige være Visti fra Humlum … men han var vel ogsaa nok lun. Det var ham, der var saa uheldig at faa en Hund med ind til Herredsfogden … Og da saa Herredsfogden saa det her Dyr, blev han jo gal og fløj op! ”Hvad er det for en Hund? Svar! Hvad er det for en Hund?” Visti kikkede lidt og saa sagde han lige saa tørt som Jep nu. ”Saa vidt a kan se, er det en Hanhund.” Jo, I er vel nok lune herude. –

Jep var ikke ked af Sammenligningen med Visti. Men der var noget ved det her, der trods alt gjorde ham utryg. De her Mennesker ville være her i Nat, og der skulde være sendt Bud. – Jov, Visti var god nok … Hæ, men hvem er saa de her Folk? –

Den Tykke korsede sig. – Nej, hør nu, bitte Jep. Har du sendt Bud efter os, maa du vel ogsaa vide, hvem vi er. Prisen har du ogsaa bestemt, femten Kroner. Passer det ikke –

– Bud … A har sgu da ikke sendt Bud efter nogen. –

– Jo, jo bitte, Jep. Men det skal nu ikke skille os ad. Naar vi bliver lige saa gammel som du, saa kan vor Hukommelse kanske ogsaa slaa Klik.

Jeps Fingre karrusellede en Kop rundt i en Kaffepyt. – Bud, Bud! Ja, da har a ikke sendt Bud … Det … Det er med Garanti! Og femten Kroner … –

Den Tykke rejste sig for at strække Benene. Hendes varme Haand rørte Jeps Skulder. – Foriver dig nu ikke, Jep, men vær glad til, at du har os. Træerne trænger haardt. Vi mærkede det straks, vi kom i Nærheden af Haven. – 

– Hvad mærkede I? –

– Vær nu Alvorlig, Jep. Vi mærkede Træerne. Dine syge Frugttræer … Det er ikke gennem Næsen … Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal forklare det, men saa snart vi nærmer os syge Frugttræer slaar det saadan ned i os … Ja, selv i Mørke som nu i Aften … men skal vi ikke i Seng, saa vi kan være friske til vor Gerning i Morgen. –

Stemningen i Stuen begyndte at blive en anden. Musklerne rejste sig som røde Valker i Jeps Pande. Petrine saa det. – Ja, ja, Jep. Naar de her Folk kommer og siger, du har sendt Bud, saa har du selvfølgelig sendt Bud. Man kan da ikke være bekendt at tvivle paa ordentlige Folks Ord. Det kan vi ikke være bekendt. –

– A har ikke sendt Bud. Det har a ikke. Basta!

– Jov, saamænd har du saa. – Petrine dirrede.

– Ja, selvfølgelig. – Den Tykkes Søvnighed tog til. – Men vær bare ikke ked af det, Fru Søgaard. – Hun gabede. – Jeg har selv haft en god gammel Far. En rar og skøn Far. En ægte Landmand … Men han blev jo ogsaa gammel … Nej, vi lader os saamænd ikke saadan fornærme …

Petrine gik gennem Pænstuen op til Gæstekammeret og slog Døren op. – A tænker, Sengen kan bruges, som den er redt. Det er da Sommer, og vi har ikke fugt i Huset. –

Jep stod midt paa Gulvet og morkede noget om, at de Folk kunde han ikke sove under Tag med … Petrine tyssede paa ham. Han saa ud, som kunde han æde hende i én Mundfuld. – Satan … om a saa skal bande paa det. A har ikke haft Bud efter dem. –

Den Tykke kom fra Gæstekammeret. – Sengen er god, Fru Søgaard. Ja, som vi har det godt: Godt Helbred, gode Venner … Men har du ikke en Bibel? Vi plejer at læse lidt, Sørensen og jeg, inden … Tak! God rolig Nat til jer allesammen. Godnat!

­––  ––  ––

Et Par Timer senere var det, jeg kom til. Det vil sige, jeg havde siddet i den lunt silende Regn og tattet Aal … Da jeg paa Hjemturen roede forbi Søgaard, blev jeg meget forbavset ved at høre Jep og Petrine skændes inde i Lysthuset under Havehjørnets store Poppel … Jeg forstod ikke sammenhængen, men Jep vilde ikke i Seng. Ikke saa længe det Pak laa derinde og snuede … Ikke paa Vilkaar …

Petrine var ubarmhjertig i Mælet. – Naar de kommer og siger det, saa har du sendt Bud. Saadan noget kan ordentlige Folk ikke hitte paa.

– Ordentlige Folk.

– Ja, hun har Velourshat og en Plyskaabe, der ser ud til at være dyrere end min … Men naar du har sagt noget, saa skal det passe. Du er saa stædig som en gammel So. –

– Jeps Stemme var meget vred. – A kommer snart til at bede dig holde din Mund, Petrine. Det Pak tror du. Mig er du med til at gøre til Idiot … Aandsvag … Hun snakkede om min Hukommelse, som var a lige til at lægge ind … Hvem har a sendt Bud med … Hvad … Har de sagt det, hvad? Har vi et eneste sygt Træ … Har vi ... hvad … Har du nogensinde hørt mig snakke om syge Træer … hvad! … Hvad! … Hvad! A siger hvad … Og saa femten Kroner … Nej, Petrine, det finder jeg mig ikke i! Det er for galt!

– Du kan huske Fejl, Jep. Det har du gjort før … Og hvad vil Folk sige, hvis … Lad dem nu ligge, Jep, det andet kan vi ikke være bekendt …

– Nej! Nej, men du kan være bekendt at staa sammen med dem og gøre mig til Idiot … Hvad kommer de her for …

– Træerne, Jep. De har jo været mangt andre Steder og gøre ved Træer.

– Vi har ikke et sygt Træ … Nej, og saa femten Kroner. Det er da satans … Men kunne de gøre noget ved dig, Petrine, for du er pinede gaaet fra din Smule Forstand.

– Naa, min Forstand, Jep … A husker da heldigvis fra min Næse og et bitte stykke længere end til min Mund … Lad dem nu sove og kom saa. Vi bliver rent ud til Grin, hvis … Hvad vil Folk sige? Tænk over det … Hvad vil Folk sige …

Det lod til, at Jep tænkte over det. Petrine gik. Lidt efter listede han bagefter som en, der for alle Tider har tabt sin Sag …

––  ––  ––

Jeg sad rystet og stirrede maabende ud i Mørket … Morgenen efter var jeg tidligt paa Benene og drev ligesom tilfældigt ad Søgaard til … Ikke af Nysgerrighed. Lad mig endelig præcisere det, men fordi jeg havde paa Følelsen, at der kunde blive Brug for én til at strø Sand paa … Det lød uhyggeligt, det i Aftes … hæsligt.

Da jeg kom ned i Søgaards Have, saa jeg et langt Mandfolk og et tykt Kvindfolk gå og trolde inde mellem Træerne … Det var noget med at mumle, tegne Kridtstreger og lægge Hænderne paa Stammerne … Jeg forstod ingenting, det gjorde Jep tilsyneladende.

Da Troldfolkene var færdige, gik den Tykke hen til Jep og fortalte, at nu skulde Gud nok gøre Resten. Derefter ønskede hun til Lykke. Mandfolket ønskede ogsaa til Lykke. Der var noget ved det hele, der ledte tanken hen paa Bryllup eller Barnedaab.       

Jep svarede ikke et Ord. Med en ualmindelig resolut Bevægelse rev han den Følskinds Tegnebog frem og nappede femten Kroner … – Femten Kroner, Petrine … femten. – Han formelig tørrede hende om Næsen med Sedlerne. – Det er kanske for lidt … hvad! Hvad siger du, Petrine? Kridtstreger er jo kostbare …

Den Tykkes runde Hoved var som en Klode af Alvor. – Det er sandelig ikke Kridtet alene, Jep Søgaard. Det er den helbredende Kraft, Gud har nedlagt i mit Legeme … Spot ikke Guds Kraft. –

Da de to med Pengene i Tasken var vel ude af Gaarden, mødte de Mælkekusken. Han vendte sig paa Sædet og var ved at dreje Halsen af Led for at se efter dem. Inden han naaede Gaardsleddet, raabte han til Jep: – Det var sgu dem … Det var sgu dem, der fik femten Kroner for at tegne Kridtstreger paa Baltzer Peters Frugttræer. De har været mange Steder. Ha, ha, ha! De kommer bare og siger, at Manden i Gaarden har sendt Bud, saa faar Mutter en god Lejlighed til at fortælle Fatter, at han ikke husker fra hans Næse til hans Mund. Saadan gik det til Peters, det kan a bevidne, for a var der … Til Mikkel Ajsens har de ogsaa faaet Kridtstreger for femten Kroner, og i Nørregaard er Manden og Konen kommet saadan i Totterne paa hinanden, at hun i Gaar er rejst hjem til hendes Hjem og har taget Børnene med sig. … – Saa-aa … Saa-aa. – Jep saa meget forbavset ud. Han blinkede til mig og saa op paa Mælkekusken. – Naa, det er saadan. Ja, ja! Saadan gik det gudskelov ikke her … Petrine hun er klogere. – Det sidste sagde han saa højt, at det kunde høres meget længere end ind i den Krog i Køkkenet, hvor Petrine stod og græd …

––  ––  ––

At det var en klog Kones Start, jeg havde overværet, anede jeg ikke. Men det er vitterligt, at det var det. Ikke et halvt Aar efter anvendte hun (paa nær Kridtstregen) den samme Kur til Mennesker, som Jeps Træer fik … og den hjælper …

Selv Petrine har været hos hende og ventet i Kø i fire Timer paa at komme ind. Og det endskønt hun ikke helt kan tilgive det med Træerne … – Jov, siger Petrine, og saa taaler hun ikke Antydning af Modsigelse. – At man ikke kan trække Sygdom ud af Træer ved at lægge Haand paa dem, det ved vi da. Men med Mennesker er det en anden Sag, det ved vi ogsaa … Jesus opvakte Døde, og Fru Sørensen er en Guds Engel …

 

Erling Kristensen                  

        

 

 

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014