Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

Berlingske Aftenavis  11. november 1944

 

 

Hvordan jeg blev Forfatter

Af ERLING KRISTENSEN

 

I serien af selvbiografiske Skildringer giver vi i Dag Ordet til Erling Kristensen

Mon man ikke med lige saa stor Ret kunde forlange Svar paa, hvorfor jeg blev sort- og ikke rødhaaret – – –

Det eneste jeg imidlertid kan gøre ved Spørgsmaalet, er at forsøge at tegne en lille Skitse af min Livsvej og saa undersøge, om den vil give noget i Retning af et Svar.

Ogsaa det er lettere sagt end gjort - - for hvor begynder Vejen? Hvor er Begyndelsen paa det, der er mig? Jeg maa indskrænke mig til at fumle lidt med Spørgsmaalet: Hvordan fandt min Far og Mor hinanden – – Det gjorde de imidlertid, hvilket er det eneste, jeg ved om den for mig betydningsfulde Sag.

Derimod ved jeg af Selvoplevelse, at min Mor var et meget blødt og ikke saa lidt bange ”Gemyt”, mens min Far var en langt fra almindelig Sindsblanding. Som meget tidlig og stærkt politisk interesseret var han en udpræget Intellektuel, altsaa en Tankens Mand, mens den anden Side af hans Sind var lige saa udpræget lyrisk romantisk betonet, hvilket gav sig Udslag i en ualmindelig Lyst til Jagt og alt, der har med levende Natur at gøre.

Af disse temmelig uforenelige Elementer er jeg blevet til. Min Fars blanding af et stærkt intellektuelt præget Gemyt og et romantisk betonet Naturvæsen, tilsat min lille Mors ejegode, men ”livsrædde” Sind.

I mig selv har jeg for længst genkendt det alt sammen, ikke mindst Naturglæden og min Mors Frygt. Denne sidste kraftigt forstærket af mit Hjems altid usikre økonomiske Forhold og af den Hjælpeløshed, Virkningen af Børnelammelsen havde sat mig i.

Min Far var Landarbejder, og særlig Angsten for Vinteren lagde et knugende Tryk over hele min Barndom. Alene det, at det gik mod Vinter, var hvert eneste Efteraar en følelig Trussel mod vor Eksistens.

Baade Glæden ved og Angsten for Naturens utøjlelige Kræfter har meget tidlig sat sit Spor i mit Sind, hvilket tydeligt fremgaar deraf, at der til Erindringen om min første Barndom altid hører Erindring om Natur. Altid er der et Natursceneri med og altid husker jeg klarere end noget andet den Bevægelse og Vibration, den har sat mit Sind i.

Det er derfor heller ikke underligt, at min allerførste helt levende Barndomserindring tegner Billedet af et gammelt, ensomt Hus i et graat, fladt og blæsende Oktoberlandskab. Det er i den Time, hvor vi skal flytte fra det Sted, hvor jeg er født og hvor jeg nu føler Trykket af den Følelse, det giver at være helt uden Hjem.

I Skumringen slubrer Blæsten vaad og kold om den nøgne Stue med den slukkede Kakkelovnsild – – – Det er blevet alt for sent med den Flytning. Far var tidlig nok paa Færde for at laane Heste og Vogn; men Ejeren har ikke kunnet undvære et Køretøj før. Mor har Graad i Øjnene. Hun fortæller mig, at vi har tre Mil at køre, og at det vil blive en Nat uden Maane og Stjerner. Sammen sidder vi i den onde, stadig tiltagende Skumring, hvor jeg næsten bogstavelig venter hendes Angst ind i mit eget rædde Sind. Da Far endelig i Mørkningen kommer med Vognen, har han en Mand med, der skal køre den tilbage. Om ham hvisker Mor til far, at han er god nok; men han er alt for slem efter Brændevin, og hun er saa bange at han skal blive mere fuld, end han allerede er – – – Far er en tavs Mand, der ikke har mange Ord at trøste med. I det flakkende Lygtelys ser jeg, at ogsaa han er ængstelig for Mørket, der lægger sig tættere og tættere om Vognen med det Skrammel, der er mit Hjem.

Saa kører vi – – Jeg husker Mørket, der staar ind paa Øjnene, som var det tykt, uldent Klæde, og jeg hører Aftenblæstens Snøften om den skumplende Vogn – – – Jeg hører dem snakke om, at de har set et tændt Tællelys i Vinduet i det tomme Hus. Det skal hjælpe til med at finde fra den ujævne Hede ud paa den mere slagne Vej.

Jeg kan huske, hvor inderligt jeg ønskede, at jeg kunne se det Lys, men det var bag en, og jeg kunne ikke. Da jeg endelig saa et Lys langt borte, var det i en Landevejskro, og uden Omskrivning kan det nok siges, at denne Kros Rejsestald blev min Levevejs første Bedested.

Den var ikke blevet det, hvis Manden, vi havde med, kunde køre Ram forbi, men det kunne han ikke – Far maatte gaa med ham ind i Kroen, og saa sad vi i Trækken i den mørke Rejsestald og hørte Blæsten bide i Tagskægget over den aabne Port. Mens Mor gav min næsten nyfødte Søster Bryst, trykkede jeg mig rædselsslagen ind til hende. Det forekommer mig, som om jeg aldrig siden har opholdt saa længe paa et Sted. Mørket, Blæsten, Naturen derude var saa stort, og jeg saa lille bitte. Saadan blev Målene meget tidlig sat af i mit Sind, og saadan blev de ved med at være – – –

Skal jeg helt redeligt følge min Livsvejs slagne Spor, saa maa jeg indrømme, at meget af min Barndom gik med at flytte fra Sted til Sted efter det Arbejde og de Livsmuligheder, som faktisk aldrig fandtes. Da jeg næste Gang saa mit Hjem læsset paa Vogn, sneede det og drev med Slud, saa vore fattige Ting blev ødelagt af Væde og Sjask. Far ville efter saa mange Skuffelser paa Landet søge Lykken i en større By – – Den var der ikke – – – Fra November til Jul opnaaede han trods ihærdig Søgen kun at opdrive een Dags Arbejde. Lillejuledags Morgen blev han antaget til at køre Kul ud for en Brændselshandel. Denne Lillejuledags Morgen er en af mine helt lykkelige Stunder. Jeg husker, hvordan Vejret var Stille – – uendelig stille, graa Frost. Ruderne var laadne af Isblomster og Rim. Endnu tror jeg, jeg kan tegne hver Isblomst og hver Rude for sig – – – Ja, for naar Far kom hjem, skulde vi have rigtig varm Mad – – –

Da han kom, var han ogsaa glad – – Dagen havde givet til to Rødspætter og et Rugbrød; men da Mor stod med Rødspætterne og maatte forklare, at hun ikke havde brændsel at stege ved, da var det, som om Frosten sprang lige ind i Stuen. Jeg kom til at fryse – det saa ud, som om ogsaa Fars Glæde frøs. Uden at sige noget gik han ud i Gaarden og stod og saa paa det eneste Træ, han havde tilbage: En helt ny Trillebør, som han skulde bruge, naar han til Foraaret igen kom ud paa Landet til Tørvearbejdet.

Fra Dørsprækken saa jeg frysende, hvordan han rørte ved Trillebørens Hanke – – saa paa dem og rørte igen, inden han endelig gik efter Saven og gav sig til at skære Trillebøren i Pindebrænde – – – 

Det gode Træ gav Varme og herlig Stegeduft i Stuen, og jeg havde nok trods alt faaet en Juleaften ud af det, hvis ikke Politiet var kommet efter den Arbejdsmand, vi boede Dør om Dør med. Som Far havde han i to Maaneder haft een dags Arbejde med at køre Brændsel ud. Nu kom de og beskyldte ham for at have taget en Spand Kul med hjem – – – Hvis det er det, man husker bedst, der præger Sindet stærkest, saa har denne Juleaften været i høj Grad medbestemmende ved Udformningen af det, der er mig.

Da Helligdagene var forbi, tog Far ud paa Landet og fæstede sig bort som Staldkarl til en større Gaard ved Aftenstid en af de første Dage i det nye Aar stod jeg ved Hushjørnet og skulde sige ham Farvel. Far skulde rejse fra os – – – Det var min Far, der nu gik bort i Skumringen med en Bylt under sin Arm. Han havde med en Haand i sin og med bortvendt Ansigt lovet mig alle de Tændstikæsker han fik tomme og han vilde samle hos de andre Karle ogsaa.

Jeg var meget glad for Tændstikæsker, men i denne Skumring saa jeg ingen Tændstikæsker for mig. Jeg saa en skingrende gulrød Solnedgang over en blaaskumrende Gades sorte Skorstene – og saa en mand med en bylt under Armen. Han vendte sig endnu engang og lovede mig Tændstikæsker. Mange, mange pæne Tændstikæsker - - saa kunde jeg ikke mere se ham.

Solnedgangens Ildskrig blev til et Skrig i mig selv. Jeg skreg i ensom Sorg og Angst. Far – Min Far gik fra mig. Gadens kælkende Drenge kom og gloede. Saa lo de og begyndte at puffe til mig. Børnelammelsens sørgelige Virkninger gjorde det saa fristende let at faa mig til at falde – jeg faldt og faldt. Hvor mange Gange jeg var nede, eller hvor ondt det gjorde, husker jeg ikke. Det, jeg husker, er en skrigende gulrød Solnedgang over en blaaskumrende Gade

– – – 

Og Vejen gaar videre: Fra Byen skumplede vort Flyttelæs igen ud paa landet – – Fra jeg kom til Verden, til jeg var elleve Aar, flyttede vi seksten Gange – Altid i Farten i Kamp mod Vejr og Vind, og altid Utryghed og Angst med paa Læsset.

Jeg husker os paa Vej til et Daglejerhus ved en Herregaard. Af Hensyn til Herregaardsjagtens Vildt var det en Betingelse, at vi ikke maatte holde Hund. – Ikke desto mindre havde vi vor lille Gravmand med i en Kasse, og da vi kørte gennem den rungende Herregaardsport, begyndte alle Hundegaardens hunde at halse. Jeg frøs i forvejen, og Angsten gjorde mig næsten til Is. Lod Grav sig nu friste til blot det mindste Kny, saa gjaldt det dens Liv, og vi vilde maaske faa Ordre til at forsvinde inden vi endnu havde faaet Tag over Hovedet. Gravmand holdt Mund; men det halve Aar, vi boede dér, og han maatte leve i det skjulte, det er en Tid, der tæller, naar Talen er om, hvordan jeg blev det, jeg er. Og er der noget, der ikke maa eller kan glemmes, saa er det den Time, da Gravmands Eksistens blev endelig opdaget – – – Det var en Søndag, hvor Kvasrøgen fra Arbejderhusenes Skorstene stod lige til Vejrs og Isen paa Grøften, hvor jeg legede var hvidnubret af Rim fra Natten. Sanseløs kastede jeg mig foran den ridende Herregaardsforpagter og hans Frues dansende Heste. Jeg tryglede og bad, og ind i min bønlige Beden hørte jeg Dødsdommen over Gravmand blive forkyndt, saa det gav Genlyd i de frosne Plantager.

 - – –  

Igen et Stoppested paa Livsvejen, men hvordan jeg blev Forfatter? – Hvordan gaar det til, at en stemt Violin hænger paa Væggen og klinger med til alle Rummets Lyde, mens en med slappe Strenge er tavs som et skikkeligt Spækbræt? – – – Da jeg første gang i Skolen læste de to første Vers af ”Nu falmer Skoven trindt om Land”, da klang alle mit Sinds spændte Strenge paa een Gang. Helt bevidst mødte jeg første Gang Rimets, Rytmens og Ordenes betagende malende Natur paa det hvide Papir, og ved at se, hvor lidt Indtryk Salmen gjorde paa de andre Børn, forstod jeg, at min Skæbne aldrig kunde blive ”Spækbrættets”. Jeg ville noget – – ville det af hele mit Sinds Pres, men hvad dette noget var, vidste jeg ikke, og godt det samme, for jeg havde slet ikke Tid. Jeg fik travlt med at hjælpe min Far med at lave Tørv. Derefter med at komme igennem en mekanikerlære og siden at erhverve mig Svendebrev som Maskinarbejder. Alt sammen noget, der laa langt over mine fysiske Forudsætninger.

Altsaa havde jeg nok at gøre; men at jeg trods den fysiske Overbelastning ikke har været helt ”Klangløs”, skønner jeg deraf, at en af mine gamle Kammerater engang greb mig i Kraven og sagde: ”Jeg forstaar ikke, hvad det er for Hekseri med dig. I de to Aar, du var paa Værkstedet, da var vi alle sammen levende Mennesker, men nu, du er væk, er vi lige saa døde og dorske, som før du kom”.

Jeg kendte paa det Tidspunkt kun mig selv og mine egne Sinds- og Tankestrenges Klangglæde og -sorg, og var vejen endt der, var jeg ikke blevet Forfatter. Men Vejen gik videre, og en morgen, jeg skulle ud at reparere noget paa et gammelt Teglværk, stod der en Mand i Vejkanten med en dødssyg Tyrekalv. Kalven laa med de sitrende Ben strakt fra sig i Dødskamp, og Manden halede og halede i rebet for at faa den op – – Det var et rystende Syn at se det stakkels Dyr ligge dér og pines; men det var endnu værre at vide, at denne lille, pæne Mand med Diplomer og Tillidshverv havde sprængfodret sin Tyrekalv, blot fordi den, nar den kom på Vægten, skulde veje nogle lumpne Pund mere – – – Han laante min Lommekniv til at slagte med, og som han laa der i Graalysningen og savede i det klagende Dyr, blev han for mig et Sindbillede paa Menneskets værste Fjende: Uærlighedens og Havesygens hensynsløse Usseldom.

Det var vel ikke ham, der gjorde mig til Forfatter; men jeg maa dog pege paa hans Slagteplads som et ikke uvæsentligt Punkt paa min Udviklings Vej.

Det er Raststederne paa Vejen, der former Sindet, og der har været Steder nok, hvor jeg ikke er kommet forbi uden irriterende Saar. Den 1. august 1914 blev for mig et mareridt som den Aften, da min Far gik fra mig i den blaafrosne Gade. Alting gik fra mig, min Tro, min Tillid, min Respekt for Mennesket som Forstandsvæsen. Og midt i mit Sinds Skrig saa jeg for mig – Manden med Kalven, og jeg forstod, at saa længe smaa, pæne Mænd ligger og slagter sprængfodrede Kalve som han, saa længe vil store, grimme Mænd vedblive at slagte Alverdens Lykke og Tryghed. Helt ung var jeg ikke, men jeg var endnu saa ung, at jeg lovede mig selv at rive en Flig af den Englemaske, Mennesket bærer for sit Æselansigt. Sammenhængen begyndte at gaa op for mig: Skal Verden blive bedre, da skal den bæres af de mange smaa Mænd – – Og af mange smaa Uærligheder bliver den store lykkedræbende Løgn til – – – Jeg vilde tage den lille, slagtende Mand fra Grøftekanten, og for hans egen Skyld vise ham nøjagtig, som han er: En lille moralsk Forvitring, fra hvem ingen menneskeværdig Fremtid fører op.

– – –

Men endnu var Vejen langt fra gaaet til Ende. Jeg stod en herlig Søndag Eftermiddag og hørte paa en Mand, jeg kendte lidt til – en pæn Mand – en velaflagt og agtet Mand, som alle paa Egnen syntes godt om. I det dirrende Foraarssolskin stod han og ”lagde ud om”, hvor uduelig og kæltringagtig en Person – den stedlige Slagteridirektør – var.

Mens jeg lyttede, saa jeg, at der hen mod os kom et Par Mennesker, som var ude at gaa Søndagstur. Lige idet den Velagtede var ved at sætte Slagteridirektøren i Tugthuset, snurrede han rundt og stødte Næven hilsende frem, mens han glædestraalende svang Hatten. ”Næ-h, er det da ikke Direktøren – og Fruen. Sikke Vejr, ja – – – Velkommen! Velkommen!

Direktørparret undgik ikke at komme med op paa Gaarden til eftermiddagskaffe og Cigar. Men jeg havde set ned i en Afgrund og svimlet ved Synet, og da jeg ved en senere Lejlighed hørte Direktøren berømme den omtalte Mand som Ærligheden selv, ja da var jeg paa det nærmeste modnet til at begynde at skrive.

Jeg skrev, men var ikke kommet mange Kapitler hen, før en ”velmenende” Sjæl betroede mig, at jeg, for at afsløre Folks Skavanker, som jeg gjorde, maatte være et ondt Menneske – – –   

Denne Beskyldning, lagt behændigt paa min Livsvej, gjorde mig mere ondt end min Barndoms Sygdom, Fattigdom og Angst. Den blev mig som Forfatter en næsten uovervindelig Hæmning.

ERLING KRISTENSEN

 

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014