Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

"Politikens" Kronik                                1-11-1947  

Nu falmer Skoven

 

Erling Kristensen skriver om den Trang til Fællesskab, Efteråret kalder frem.

 

 

 . . . . Ja, og Efteraarets Dunkelhed sænker sig over os og den Del af Verden, der ligger os nærmest og som derfor kommer os mest direkte ved. Ud over vor Halvkugle gaar og kravler Mennesker og samler sammen paa de Gaver, Høstaaret har givet hver især. Metoder og Vilkaar er forskellige, men Høstens Sind er ens som de Kerner, der er Grundlaget for Alverdens Brød.

Tidspunktet for Høstens Bjærgning er ikke nøjagtig det samme, men overalt kommer det ved den Tid, da Solen vender sig fra os, og Dunkelheden lægger sit Tryk paa Menneskesindene. Et Tryk, der gør, at der arbejdes alvorligere nu end i den lyse Sommer. Dunkelheden og det truende Mørke driver paa. Det gælder om at sikre sig mod den onde Vinter, der indtil videre forklæder sig i Dis og Taager.

Kunde vi ud over vor Del af Globen gaa paa Besøg hos hinanden, saa vilde vi dernede under Dunkelheden, paa Selv   opholdelsens uendelige Valplads, mødes som forstaaende Venner og gamle Kendinge. Gav vi hinanden en Haand med, og kravlede vi sammen gennem Efteraars­ taagen for at redde de sidste af Jordens Frugter fra Frost og Vinter, saa vilde Jorden, vi kravlede paa, hverken være engelsk, norsk. svensk, finsk, dansk eller russisk. Den vilde bare være Jord, og vi Mennesker . . . bare Mennesker . . . som før Førergenierne fandt paa at sætte os op mod hinanden!

Der kravles i disse Efteraarsdage over Markerne i den tiltagende Dunkelhed i Vest og Øst. Det er Mænd, Kvinder, Gamle og Børn . . . alle med Høstens Fortryllelse – Sindene, alle under Indtrykket af Livets fredelige Grundfunktion. Alle kommende fra og vendende tilbage til det fælles Udgangspunkt: En Menneskerede. Ikke ét af de i Senhøsten kravlende og samlende Mennesker vilde kunne finde paa, at der i Menneskenes fælles Verden i Syd, Nord, Øst eller Vest skulde findes Kløfter, som gode Hensigter ikke skulde kunne overskride. Tvært­imod vilde alle jævne og uforgiftede Sind i sig selv føle en Længsel efter at vide, hvordan andre havde det med deres Redeproblemer, deres Kaal og Kartofler. Me­get gerne rejste man paa Besøg hos hinanden, nysgerrige efter at titte paa hinandens Metoder, efter at se Nyt og spørge Nyt. Alle er vi jo hver paa sit Sted bundet af den samme Grundlov: Fødes, leve og dø . . . og derunder: Føde, Varme, Klæder og Børn. Det hele ordnet inden for Redens Rammer . . . Mor hedder stort set det samme paa Alverdens Tungemaal og lige saa ens er Menneskelivets samlede Grundproblemer. Kunde vi, hvor end vor Rede findes, i Bjerge, paa Sletter eller ved Havets disede Kyster, faa Lov at være det, vi elleregentligst er: Mennesker, saa vilde vi føle os i det intimeste Familiefællesskab med Alverdens Menneskereder. Ud over den ganske Jord gaar Skrukhønsene og skraber og klukker for deres Kyllinger. Ud over vor Halvkugle ligger Mennesker i Dag i Roe- og Kartoffelmarker og skraber aldeles bogstaveligt for Udkommet til Flokke af pludrende Yngel. De har Muld mellem Fingrene. Muld under Knæene: Den samme Muld. De samme Mennesker, hvis vi blot kunde faa Lov at være det, vi er.

Det kan vi ikke! Vi har Førere, der ser deres Fordel i at spænde hver sit Sæt Mennesker for sin Ærgerrighed, og Men­neskene lystrer Propagandaens  Knaldepisk. En Mand i Øst maa i Dag ikke kunne tænke den Tanke, at der bor menneskelignende Væsener i Vest, mens man i Vest tvinges af den bitre Nødvendighed til at give Afkald paa den nyttigste af alle Følelser: Følelsen af at være i Familie med hele Verden.

Tyskland havde Førere, der saa deres Magts Fordel i at indbilde Folket at der imellem det og den øvrige Verden var Kløfter af umaadelige Dimensioner. Der var ingen Kløft, ikke saa meget som en Grøft, men Tyskerne styrtede sig godtroende ud over en ond Fantasis stejle Skrænt og knustes mod en hensynsløs Ismes haarde Bund. I Dag er Millioner godtroende Mennesker sat i Gang med i Indbildningens villige Jord at grave Kløfter mellem Øst og Vest . . . Vi kan ikke, som vi gerne vilde, gaa paa Besøg hos hinanden. Det er ikke i Førernes Interesse, at Sandheden om Kløfternes Uvirkelighed skal komme for en Dag. Der er Efteraar baade her og hist . . .

–  –   – 

”Nu falmer Skoven trindt om Land” ... Det er en kartoffelsamlende Dreng, der ligger langt inde i det danske Efteraars Dis og synger, mens hans Barnefingre skraber sammen med de Voksnes Hænder, og Kartoflerne som store gule Draaber rinder fra Mulden op i en knirkende Vidjekurv. Mens han synger, snakker de Voksne om en ”Kløft” mellem Land og By.

Det er altsaa ikke blot Stornationernes  Førere, der er interesserede i ”Kløfter”. Det ser ud til, at dette at kunne fremmane indbildte Modsætninger paa begge Sider af indbildte Kløfter er Sokkel og Syld under enhver Førerposition. En stor Fører saavel som en lille Leder er altsaa en Mand, der skal  opfinde en ”Kløft” og faa sine Medløbere til at tro, at netop de paa denne Side af ”Kløften” er de eneste rigtige Mennesker og at alle andre derfor stræber dem efter Liv og Gods.

Vi har oplevet, at der kun var Nazimennesker og saa Plutokrater. I Dag er der ganske enkelt kun Sovjetmennesker og Monopol‑Kapitalister. Hvordan denne enkle Inddeling lader sig praktisere, har vi daglig for Øje og Ører. Og vi har halvvejs vænnet os til at se Mennesker indespærre sig selv i denne firkantede Konstruktion. Men naar vi nu her i vort lille Land skal høre fanatisk Tale om en afgrundsdyb Kløft mellem Land og By, saa finder vi kun den Forklaring, at der til enhver Fører, stor eller lille, hører en ”Kløft”, og at det samme gælder for lokale politiske Ledere. I Mangel at et fornuftigt Program opfinder man en ”Modsætning” og en ”Kløft”. Overmennesker her, Undermennesker der . . . Og i det store som i det ­mindre koster det at føle sig ikke som Med‑ men Overmenneske til sidst Livet. I det mindste Fred, Velstand og Livslykke. En høj Pris skulde man mene, men det er Prisen. Kløftopfindende Førere, store saavel som smaa, er Mennesker, der ”kæmper” til den yderste Grænse af deres Medløberes Formaaen.

–  –  –

Der er ingen Aarstid, der som Efteraaret vækker til Eftertanke, og hvor meget, vi hver især søger at skjule Sindenes Tilløb til Ængstelse, saa kan det ikke bortforklares, at de dunklende Dage og de lange Nætters tiltagende Mørke øver sin Magt og vækker i os en lønlig Higen efter Medmenneskelighed og Fællesskab. Den store Verdens ”Kløfter” faar vi ikke Lov at overskride med vor Menneskelighed, dertil er indbildte modsætninger et alt for anvendeligt Raastof i de ”Store”s Vaabensmedjer. Men inden for vort lille Lands efter-aarlige Grænser kan vi endnu gaa paa Besøg hos hinanden og afsløre den onde Løgn, der ser sin Fordel i at skabe Kløft mellem Land og By. Og uden at ty til vidtløftige Undersøgelser, kan vi afgøre, at det er små politiske Ledere – der som de store Førere – uden Hensyn til Omkostningerne sætter Mennesker op mod hinanden i et indbildt Modsætningsspil. Det er en Slags Bacillekrig, og det kan vel ikke være mindre forkasteligt at forgifte Sind end Kød og Lemmer. Men ogsaa smaa Ledere har Brug for ”Kløfter”, og inden længe tager man vel ogsaa ”Jerntæpper” i lokal Brug. Smaa Mennesker har som Regel store Ambitioner

Men endnu behøver vi ikke om og mod hinanden at tro paa religiøs Vis. Vi kan vide, hvis det er det, vi vil. Og tværs gennem al Propaganda kan vi med egne Øjne afgøre, at der ikke engang er nogen Plads for en Kløft mellem Land og By, idet det rent geografisk aldrig kan afgøres, hvor Byen begynder eller Landet ender. Byen fortynder sig jævnt ud mod Landet, og Landet kommer ude fra de ensomste Egne med sit Pløjeland, sine Stubmarker, Roe‑ og Kartoffellagre, for umærkeligt at smelte sammen med Byens grønne Bræmme af spredt Bebyggelse og Kolonihaver.

Paa samme Maade gaar det med Menneskene, idet det vel ikke kan bestrides, at det er Landboerne, der i sin Tid har grundlagt Byen og siden har leveret det væsentligste af det Menneskemateriale, hvorpaa Byen har vokset sig op til det, den nu er. Og naar man saa i øvrigt holder sig den meget omtalte Flugt fra Land til By for Øje, saa skulde det være saa temmelig indlysende, at det ikke er muligt at finde et Sted, hvor der kan anbringes et Skel endsige en Kløft. Dertil glider det ene alt for jævnt over i det andet, og det andet  i det ene.

Men har ensretningsgale Ledere Brug for Kløfter, saa har vi andre det ikke. Vi kender hinanden paa begge Sider af den Fabel, ”Kløften" er. Der findes faktisk ikke én Familie paa Landet, der ikke har Medlemmer i Byen og omvendt. Og vi har alle Erfaring for, at vi har den allerstørste Glæde af gensidigt at besøge hinanden. Ganske vist er der faa, der ikke er mere eller mindre mærkede af Kløftemagernes Virksomhed, og den første halve Time af Samværet gaar vel med at faa Ensretningens Narredragt krænget af os selv og hinanden, men er det vel overstaaet og vi fremtræder i vor forstands- og følelsesmæssige Nøgenhed, saa er vi Mennesker simpelt hen med de samme Grundproblemer, hvoraf det allerstørste Problem for alle Normale er at føle sig i et godt og venskabeligt Forhold til sine Medmennesker. Sammen føler vi, at alle Former for ”Kløfter” er vor fælles Fjende Nummer 1.

- - -  

Og nu gaar vi saa alle under det Samme Efteraars Dunkelhed og Dis og føler en lille levende Ængstelse for noget, der truer fra de korte Dage og Nætternes Mørke. Og med Ængstelsen følger en mærkbar Trang til Fællesskab. Til at rykke tæt sammen. Det er netop Tiden nu, da der gaar mange Tanker fra Land til By og lige saa mange gaar fra Byen ud til det stille efteraarsslørede Land. Men medens det udelukkende er Mennesker, Landboens tanker besøger derinde i Byen, saa er det ikke blot Familie og Venner, Byboens Tanker besøger herude. Det er ogsaa Stedet, hvor de bor. Det er Rammen om deres Tilværelse. Det er Naturen, som den lever under Efteraarets manende Stemninger. De mange, der har deres Oprindelse herude, vil mindes den særlige Andagt, der fyldte Sindet, naar Tusmørket kom listende ind i Aftendisen og gjorde hver enkelts Verden dunkel og lille. Den, der engang gik bag en Plov og skar sin Fure, vil mindes Plovens aftenlige Mumlen i den sorte Muld. Seletøjernes spændte Knirken og Forspandets taalmodige Gaaen i den stille Aften. Han vil mindes, at han ingen anden Tid kom sine Heste saa sindsmæssigt nær, som naar han bag dem gik langs en dunkel Pløjeager lukket inde i et uldent Hul af mørknende Aftendis. Og han vil mindes, at han netop her fandt paa mangt et Paaskud for at komme til at give de svedige Dyr et venligt Ord og et Klap. Han vil opleve, at det ikke blot var hans Synsfelt, Efteraarsaftenen gjorde lille. Den øvede ogsaa en uforglemmelig Virkning paa hans Sind. Han blev stille og blød om Hjertet.

Mange vil mindes, hvor godt det var, at komme ude fra Efteraarsaftenen og samles med andre i Kakkelovnsvarme og Lampelys. Hver eneste én af de mange Tusinde Landboer, der forsvandt ind til Byen, har noget at mindes, og selv om en Del misforstod sig selv og hele Situationen saa grundigt, at de blev saa ”fine”, at de helst ikke røbede, hvor deres Vugge stod, saa har ogsaa de Minder, der rører sig lønligt i Sindenes Skjul. Og det ikke mindst nu ved Efteraarstide, hvor Trangen til Samhørighed bliver paagaaende.

Til de mange med Minderne siger vi: Kom her ud til os. Kom hjem – – – og vi vil vise jer, at alt er, som det var. Inde i Kartoffelmarken ligger Drengen og synger: ”Nu falmer Skoven trindt om Land”. Det samme Vers om og om igen, og Efter-aaret leverer ham de herlig­ste Illustrationer til hans Sang!

I Krattet brænder Birkenes Løvfaldsfarver under Efteraarsdisen. Hver Trækrone er et Baal med sin særlige Flamme og Glød. Blade gule som Gnister daler i vuggende Rytmer og lægger sig farvesmilende til at dø. Søen rundt ulmer Flægskovene i dusede Kobberfarver, og skjult i Disen trækker Vildgæssenes snakkende Kiler over, mens Tamgæssene strækker Hals og faar Efteraarsvildskab i de kaldende Røster. Skovskaden flyver i fimpende Rutefart med Agern i Kroen og Agern i Næbbet. Isfuglen, den lille smuttende Farveglød, stikker fra en Gren ved Aaen Smaahuller i Stilheden med sin skarpe Tonesyl.

Viberne flokkes sammen med Stære i taageskjulte Enge. En enkelt klagende Hjejle fløjter med i det urolige Rejsekor. Fra Markerne trækker Kragerne ene og i Flok, mens en Mand langt inde i Disen gaar og læsser Roer paa sin Vogn. De tunge Frugters Bumpen med Vognfjælene lyder i Stilheden fortroligt nær . . . Fiskernes Motor dunker ude fra Fjorden. Som en rød Skyttel larmer Lyntoget gennem Disen og væver Land og By sammen.

Jo, over vor Halvkugle er der Efteraar i mere end én Forstand . . . I Taagen skriges ondt om Kløfter, der ikke findes. Det er Ulykkesfuglenes Varsel om snarlig Vinter . . . Hvem kan sige sig fri for lidt Ængstelse og hvem fornemmer ikke, at der med Ængstelse følger en uafviselig Trang til at rykke andre Mennesker nær? Vi føler det alle, og vi ved, at det er en Trang med mange Udslag. Et af de mest kendte er, at vi i de lange Aftner saa godt kan lide at faa uventet Besøg. Banker det derude i Mørket, bliver der Fest i Stuen og lyst i Sindene. Lad os yde denne Følelse al mulig Respekt og give hinanden Haandslag paa, at den danske Familie: By og Land, vil overhøre alt Kløftemageri, og ikke blot billedligt, men ogsaa helt haandgribeligt banke paa hos hinanden.

 

Erling Kristensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014