Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

 

"Politikens" Kronik                                20-10-33  

Ledig

 

Forfatteren Erling Kristensen giver i nedenstaaende Artikel en Skildring af Tilværelsen for en Arbejdsløs gennem en Række Døgn med faa Lyspunkter i en graa Lediggang.

 

  

Dernede ligger den dybe Gaard mellem to stejle Huse. Tøjsnore hænger fra Vindue til Vindue saa tæt som Stregerne paa et Stykke Nodepapir. Frynsede Bleer blafrer for de sparsomme Pust, der forvilder sig ned i Skyggehullet. Røde og stribede Vuggedyner hænger overskrævs paa Snorene og kikker til hinanden med graa Fugtskjolder. Forhus og Baghus glaner Over Dybet med Vinduernes sorte Blindemandsøjne

Knap er den ene Dynes Plet tørret ind til en bleg Skjold, før en anden kommer frem og rider ud over Slugten. Bare Kvindearme trækker i  Snorene. Trisser skriger. Der er helt unge Hænder, der tager bange og famlende paa Tingene, og ældre der griber haardt og snorvant. Vinduer smækker. Barnegraad tuder langeligt og hviner arrigt. Nede i Dybet klaprer Fødder fra og til.

I Hjørnet ved W.C.erne med de rødbrune Tremmedøre staar en Mand og ser sig om, som aner han ikke, hvad han staar her for. Han ser efter Bleerne, banker den forbrændte Snadde ud paa en Træskohæl, spytter som for at gøre noget. – –  Gaar. Kommer tilbage og læner Ryggen til Muren med et opgivende Bump. Vuggedyner gynger tungt over hans Hoved. En hel Vask kører ud ad en Snor og hænger sig til at suge Tørke.

Han stirrer ind under Skraldebøtternes flossede Halvtag og gnubber sig paa de lappede Knæ. Det er ham, der sammen med saa mange andre plejer at komme springende fra Arbejde om Middagen og pile af Sted igen med Termoflaskens Aluminiumshat stikkende op af Lærredslommen. Nu staar han der under Vuggedynernes skjoldede Sufitter og glor stumt ud for sig. Han strækker sig. Han gaber og river sig under Kasketten. De, der endnu har Arbejde, løber hilsende forbi. Han ser ned i Brostenene og grynter.

Vuggedynerne bliver tørre og vædet igen. Trisserne skriger. Skraldebøtterne bliver tømte og fyldte. Om Morgenen jager han af Sted paa Cyklen. Til Middag staar han her atter. Han vrider sig af Lediggang. Jeg bliver syg ved at se paa ham. Oppe i en af de summende Menneskekuber er der en eller anden Celle, der er hans. Han forsvinder ind i en Opgang og kommer ned igen. Han gaber og gisper. – – Nej. – Jeg læser Ordene i hans Udtryk. Hans Tanker bliver mine Tanker. – Nej – Nej! –

Der gaar Timer. Der gaar Dage. Der glider noget som en fattig Lysning over hans Ansigt. Han griber Cyklen og smører af Sted. Lysningen fra hans Træk finder Vej til mit Hummer. Haabet er der trods alt. Jeg krykker sammen over det, der er mit Arbejde, men maa samtidig holde Øje med Hullet dernede. Han faar nok Arbejde denne Gang. Det var et godt Sted, han havde hittet. Det kunde jeg se paa ham. Jeg har ligefrem Følelsen af, at Solen sender et lille, blegt Strejf ned til hans Sted. – – Eller er det bare Reflekset fra et aabent Vindue?

Der er han igen. Det varer flere Minuter for ham at gaa de faa Skridt over Gaarden. Han stiller Cyklen i Krogen og staar og ser paa den. Et Vindue højt oppe bliver aabnet, et kvindehoved med et stridt hængende Haar kikker ned. Han trækker paa Skuldren og giver sig til at se længe ind i sin ene Træsko. Vinduet knalder. Han trykker undersøgende paa Træskobunden. Træet giver efter for hans Fingre. Jeg mærker Følelsen gennem hans Udtryk og vil nødig se mere.

– – –

Han ser takserende paa Cyklen og overvejer. Jeg forstaar og bliver ked  af det. Cyklen kan ”vi” ikke undvære, naar der skal søges Arbejde. Jeg pikker paa Barometret og giver op. Der er meget daarlige Udsigter for en utæt Træsko – – –

Nej, det er galt, det der. Jeg aner, at de sparsomme Lysninger fra hans Ansigt vil blive færre, og jeg tør ligefrem ikke undvære dem. Han gaar baglæns mod Trappen og bliver ved at se paa Cyklen. Det kniber for ham, kan jeg se.

Han bliver længe deroppe i Cel­len. Jeg haaber, den Stridhaarede vil kunne finde en Udvej eller vil sætte sig imod hans Plan, men han kommer daskende ned og tager Cyklen ved Hornene. Det er ligesom ikke hans Cykle mere – – Hun staar deroppe og ser ham trække af Sted –

Det gik, som jeg anede. Han gaar kun ud om Morgenen nu, Resten af Dagen sidder han paa en omvendt Zinkbalje og stirrer ind paa Skraldebøtterne. Jeg gætter mig til, at der engang imellem kommer et Rottehoved tilsyne dernede, og glæder mig, hver Gang der blot tilsyneladende er noget, der fanger hans Opmærksomhed. Naar Kvindehovedet med det stride Haar engang imellem sender et opmuntrende Nik ned, saa er det, som der ogsaa bliver nikket til mig. Desværre bliver der for hver Dag længere mellem de opmuntrende Nik. Det er mig en virkelig Sorg, for Manden dernede kan jo ikke gøre for, at Verden administreres af Mennesker, der tilsyneladende er mere indskrænkede end Fortidens sagnomspundne Molboer. Jeg maa gøre fælles Sag med ham.

Skønt – jeg forstaar saa godt den Stridhaarede. Hendes Vask plejer at være den hvideste, der blafrer over "Nodestregerne". Den er det ikke længer – Hun mangler Sæbe – – Jeg maa tænke paa, hvor længe hun før i Tiden kunde Staa ved Vinduet og kærtegne det hvide Linned med varme Øjne. Nu smækker hun Vinduet i –  saa snart, den sidste graa Trævl er hængt ud. Jeg lægger mærke til, at Kvindehovederne i de andre Vinduer sender overlegne Blikke efter hendes Sager. Uden Indsats af nogen Art har de sejret over en Konkurrent, og de ind­kasserer Sejren. Et Øjeblik føler jeg en næsten uimodstaaelig Trang til at trække dem straffende i Haaret, men fortryder Hidsigheden. Mennesket har jo ikke skabt sig selv. Manden dernede hører vist enkelte af de skadefro Ord, der hviskes over Tøjsnorene. Han dukker sig i sin Krog og hamrer nevrasfenisk paa sine Knæ. Jeg aner, at han sender et forbitret Øjekast til sine egne Vin­duer.

En graa Dag hører jeg Skraldet af gale Stemmer fra Cellen, hvor han bor. Der er Vask ude. Den bliver halet ind. Jeg hører noget om Sæbe – Penge. Flere Penge. Stemmerne skurrer i hinanden: So! Drønnik! Det bliver saa tungt at aande. Jeg mindes, hvordan jeg forhen har glæ­det mig over de to, naar de om Søn­dagen fulgtes ad ned for at gaa en Eftermiddagstur. Jeg aner, at der foregaar en langsomt graanende Pro­ces omkring mig.

Manden paa Zinkbaljen bliver mere og mere sammenbidt. Han barberer sig sjældent. Om Søndagen trækker han ikke i andet Tøj. Naar den Stridhaarede kommer i Gaarden ser hun ikke til den Side, hvor han er. Der er ikke ”Raad” til Nik mere. Han sidder, som om hun ikke eksisterede. Saa vidt kan det altsaa komme. Var det ikke for Skams skyld, saa græd jeg. Det graaner, mens Solen skinner fra en skyfri Himmel. Jeg faar det ligesom Manden dernede. Jeg kan bare ryste angst og undrende paa Hovedet, og hvert Ryst er et: Nej! – Nej! –  Nej! – –

Men en Dag skete der alligevel noget, der sendte funklende Sjælsreflekser til mit Vindue. Han havde paa en eller anden ubegribelig Maade faaet Lov til at rydde en gammel Mands Loft for Avktionstrofæer. Han slæbte ind i Gaarden og stablede op i Krogen: Kasser, trebenede Stole, Bræddetumper, gamle Bjælkeender og en halv Bataillon Pap‑Manne­quiner i halv Figur. Han ligefrem dansede med de graa, hovedløse Tingester. Han filede Sav, saa det skingrede, lavede Savbuk. Paa faa Timer blev han et nyt Menneske og jeg gennemgik en Forandring, som jeg inderligt ønskede maatte fortsættes.

”Vi” fik saa travlt, saa travlt. Vi levede – –

Jeg har oplevet det uforglemmelige at se en gudbenaadet Kunstner lægge Buen til Strengene, men aldrig har jeg oplevet noget skønnere, end da Manden dernede lod Savens Tænder kildre det første knækkede Stoleben. Hans Øjne tindrede, Armenes Muskler spillede. Pind efter Pind faldt mod Stenbroen. Saven sang. Den Stridhaarede kom til Vinduet, og nu nikkede hun. Han saa opad og funklede med hele Tandrækken. Det blev saa let at aande.

Han savede, kløvede og bar Brænde op med en Mine, som var det Guldbarrer, han arbejdede med. Hun kom i Gaarden og saa paa Arbejdet. Da der var gaaet en halv Dag, havde han allerede faaet ”Raad" til et stort Klap paa hendes Skulder. Jeg fik mit Livs største Oplevelse, da hun kvindeknejsende bar det Klap op til Cellen – – –

Hendes næste Vask blev hvidere. Det gav mig noget at tænke paa. Det var ikke alene Sæbe, hun havde manglet – –

Om Søndagen fik han Jakke paa, og ud paa Eftermiddagen gik de Tur. Om Mandagen savede han den sidste Pind og bar den op. Onsdagen havde Lediggangens sjælelige Stivkrampe ham igen i sin Vold. Han prøvede Zinkbaljen, saa paa Saven og Øksen, talte Savens Tænder forfra og bagfra, flyttede rundt med Savbukken som en Bjørn, der fangenskabssyg flytter rundt med sit Lejehalm. Han gabede og strakte sig. Han drynede.

Om Fredagen slæbte han Pindene ned igen og begyndte at kløve dem saa tynde som Tændstikker. Jeg læste imens en Artikel, der hed: Arbejdernes svigtende Arbejdsmod. Han svang Øksen som en Vild, der har faaet Muskeldilirium. Øksehovedet sprang af Skaftet og klirrede gnistrende hen ad Stenbroen. Som en Terrier, der griber en Rotte, sprang han efter det og fik det paa Skaft igen. Jeg saa lidt mistroisk til Artiklen om Arbejdsmodet og besluttede at invitere dens Forfatter til et lille Kik gennem mit Vindue. Da jeg saa nøjere til, viste det sig, at Artiklen desværre var skrevet under Mærke.

Vi havde det godt i de Dage, men desværre er der Grænser for, hvor mange Gange en Pind kan kløves med en Økse. Derimod er der, saa vidt jeg kan se, ingen Grænser for, hvor dybt den graanende Proces kan trænge ind i den Overflødiges Sind.

Nu traver der mange Lediggangspatienter rundt i den skumle Gaard, Mænd i alle Aldre, men med et fælles Udtryk af Trods, Afmagt og Angst. Der bliver gaaet haardt med Dørene i de to Kaserner. Børn græder meget. Mænd og Koner spytter giftige Ord efter hinanden. Pantefogeden færdes paa Gummisaaler op og ned ad Trapperne. Guldsnoren om hans Hoved virker paa Afstand som en Glorie. Nærved ser den ud, som om dens Glans er for stærk for menneskelige Øjne. De Ledige dukker Hovederne, naar han glider forbi med sin tavse Følger i Hælene.

 – – – Men endnu kan de sammenbidte Udtryk aabne sig. Det skete forleden, da en af de mange fra Lossepladsen hjembragte det meste af en Cykle. Saa snart den var inde i Gaarden, blev der Liv, som naar en død Mus kastes paa en Myretue. De sløve Udtryk blev vævre. Cykleliget blev takseret og bedømt, Munde, der ellers kun aabnede sig for Eder, bevægede sig legende. Øjnene gnistrede af Iver. Hænder pegede og gestikulerede. En kom med en Skruenøgle, en anden med en Hammer. Der blev skruet, smedet og skilt ad. Store Mænd hang over hinanden som Smaapiger om et Kuglehul. Ud af Klyngen lød saglige Pik af Hammeren og uartikulerede Klemt af Klokken. Cyklen blev skilt ad Stykke for Stykke. Hver især fik de et Stykke at rense og ordne. De greb graadigt efter Stumperne som Hunde omkring et Fad Kødben. De flunsede til sig og pilede afsides med hver sin Del.

Det var et Orgie i Arbejde, der virkede helt op til fjerde Etage. Konerne kom til Vinduerne. Der blev snakket lyst og legende. Der blev let. Børnene slog sig løs i Gaarden. En gammel Arbejdsinvalid, der sjælden kom ned, satte sig paa en Trappesten med Harmonikaen, og til Tonerne af hans Ungdoms Melodier blev Cyklen samlet og lakeret.

Under den sidste, fine Proces blev den ikke hængt op eller stillet paa Styr og Sadel, som magelige Mennesker bruger det. Nej, den blev holdt op i stiv Arm, mens de mest fingernemme brugte Penslen. Naar en Arm begyndte at synke, var der ti andre parat til at tage ved.

Jeg ser paa Artiklen om det svigtende Arbejdsmod. Skammeligt, at dens Forfatter ikke vilde være sit Navn bekendt –                                                          

Den Gamle spiller endnu dernede, men hvor længe varer det? I Morgen tør jeg vist ikke se til Vinduet.

                                                                                                                                                                                                                                     

Erling Kristensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014