Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

Politiken’s Kronik. 17. marts 1937

 

Radioen: den ottende Himmel

 

Min Antennemast er kun et usseligt Granspir, min Antenne ikke af de bedste, og selveste Vidunderet, min Radio, er saa ubetydelig at se til, at jeg følte mig varmt beæret, den Dag jeg opdagede, at en lille svanger Mus havde arrangeret sig Rede mellem mine Spoler og Rør …

Det hele er ingenting, kun  lidt Kobbertraad og en Del Isolationsmateriale behændigt anbragt. Og dog er det saa meget, at jeg kan sidde i Blæsten midt ude paa den jyske Hede og høre Verden tale, spille, synge, græde, juble.

Min Antennemast staar derude plantet i sand, kækt som en slank oprakt Finger peger den mod Himlen, mens den uden synlig Anstrengelse bærer Antennetraaden paa sin Negls yderste Spids … Den lemper mig Alverden ind i min Stue. Kan i hvert fald gøre det ... Via min irrede Kobbertraad spytter Trotski fra Meksiko Stalin i Ansigtet. Via den raaber Nødstedte paa Hjælp fra Nordsøens Nat … Fra Studier spilles Komedie paa Alverdens Sprog. Hvad der er tænkt og skrevet i Aartusinder kommer til mig bearbejdet for min Traad.

Antennen hænger derude  skarpt tegnet mod Luften. I Synske øjeblikke ser jeg den omflagret af Aand, af Aander. Som spidsvingede Spøgelsesfugle trænges Radiobølgerne for at komme ind. Det er Kamp paa Liv og Død, Fugle falder, andre hager sig fast. Alle vil de ind, de vil ind til mig ... I sin kobberkolde materialistiske Enkelhed er min Antenne en Flyvepind for Aander, belejret, bestormet som Telegraftraaden af Efteraarets svittende Svaleflokke.

Varmet op i min simple Kasse smelter Spøgelsesfuglene og bliver til Menneskestemmer, til klanggyldne perlende Toner. Gennem Højttaleren flyver de ind i min Stue. Som Sommerfugle vaagnende af Vinterdvalen hænger de sig op under Loftet i Guirlander, i Klaser, i farvefunklende Ophæng … Hvor maa der være rigt, være  Rigdom, hvor de kommer fra. Jeg forestiller mig noget i Retning af Aladdins berømmelige Vidunderhule og ønsker mig en Aladdinslampe, en Lampe til at gnide paa … og minsandten jeg faar den.

Den er ikke af Kobber, ikke engang af Messing. Den er af Papir og formet som en Invitation til at se Radioen bagfra. Jeg er jo saadan en slags Forfatter og formodes at interessere mig for de Dele ... Mange Tak … Jeg starter, og en Eftermiddag med sløret Vintersol over Axelborg og omliggende Kontinenter tumler jeg højtidelig beklemt ind i Radioens vidunderlige Hule og ser mig maabende om. Staar der hvorfra alle Lydene kommer. Det er her, de elsker, hader, synger Serenader og slaar ihjel.

Rummet er til at dele med Portiérer. En gammel Banksal, siger de … Banksal … Aah nej ... Den  materialistiske Oplysning er næsten ikke til at komme over ... Den eneste Trøst er, at Rummet virkelig har noget med Hule at gøre ... Eller er det Himmel … Et mægtigt rœdselskabinet er det, hvor sære Ting ligger, hænger, sidder, staar i saa store Mængder, at det maa være Dødsbo-Avktion efter en komplet Idiot, der et langt Liv har været besat af en gal Opfinder … Jeg er uhyggelig usikker … kan det være Radioen? Jo, jeg har jo spurgt mig for hele Vejen ... det er ikke muligt, at saa mange Mennesker uafhængigt af hinanden skulle kunne blive enige om at lede mig paa Vildspor …

Jeg ser noget, der måske kan tydes som Pladsen, hvor det store Orkester sidder og spiller. Alt det fine Speakeren med saa megen Fornemhed fortæller Lytterne om: Ludvig van Beethoven. F-Dur, Opus. Allegro moderato. Poco adagio, quasie andente. Han maa være en stor Filur, den Speaker. Her er intet klassisk at øjne. Stedet ligner i al sin vringlede Uordentlighed et Alpelandskab for Gemser og Bjerggeder.

En rar, meget alvorlig Mand fortæller, at det er Mikrofonens Skyld. En Instrumentgruppe skal sidde højt, andre lavt, nogle fjernt, andre nær. Oppe, nede, paa langs og paa tværs hænger de og spiller ... naar de altsaa spiller. Nu er her tyst, kun en enlig lille Mand hænger forladt paa en Klippeafsats og kæmper sin ensomme Kamp med en Gitars genstridige Stemmeskruer.

Et Sted inde i den evige Snes Taager, hænger den mystiske, meget krævende Mikrofon lukket som en formørket Sol. Ikke en Lyd naar herfra ud til de Tusind Højttalere … Der er støvet Eftermiddagsstemning i Hulen.

Nede i Dalen under Alpelandskabet sover alle de sære Ting, Radioen bruger, naar Lytterne skal belukses. Der er alle de transportable Rum, der skal give os de lydmæssige Indtryk af lille Stue, stor Stue, Sal, Kirke, Katedral og Stemmer i fri Luft. Katedralen er den mindste af alle Rum, kun et stort Penalhus staaende paa Enden.

Hvilket infamt Snyderi, men jeg lader som ingenting. Det er for længst gaaet op for mig, at Hulen her er en Anstalt for rationel Svindel … Har jeg ikke derhjemme ved Højttaleren siddet og set, hvordan den hede Elsker har staaet paa Brosten og sunget op til den Elskedes Vindue. Jeg har set hende aabne Vinduet højt oppe i Patricierhusets rigt udsmykkede Facade  … og saa er det Løgn alt sammen … Han staar paa det gemeneste Bræddegulv, og hun hænger lidt højere, stablet op paa et simpelt umalet Fyrretræs Skafot. Ikke Spor Romantik … Men efterhaanden som jeg faar set mig om, gaar det op for mig, at det er rent urimeligt romantisk, som Lytterne skal tages ved Næsen … eller ved Ørerne, og bliver det.

Se, her staar Vinden … Den Vind, vi hører pibe, naar Hørespillet foregaar i ondt Vejr i et ensomt Fyrtaarn eller i en Spøgelsesgaard langt ude i det vilde … Vinden er en lille Bom til at køre med Sving som en Slibesten. Over Bommen hænger en Strimmel Presenning. Drejes Svinget gnider Presenningen mod Bommen. Det piber, jamrer, det fløjter, hviner, alt eftersom Vejrguden ved Svinget er flittig eller Arbejdssky.

Og her er den store Storm, Orkanen, der vælter Huse, splintrer Skibe og faar Lytternes Indre til at bævre i sort Gru. Der er ogsaa en Bom. Gnidningsmodstanden her er groft Ravndug, graat og gammelt som det Vejr, det skal illudere. Den rare Mand orkaner for mig, saa jeg maa slaa Kraven op om Ørene, mens jeg mærker Symptomer paa atlantisk Søsyge …

Saa er der Regnvejret. Den begyndende Regn, de store spredte første Draabers Trippen over Tage. Det er en Traadvævsbom med enkelte store, hoppende ærter inde i. Her er Sileregn og Rusk, Dagregn og Tordenregn ... en lang Række af Traadevævsbomme med Haandsving og Ærter … En Slags raffineret Trædemølle for gule ærter, eller er det en gal Mands Forsøg paa at finde frem til, hvordan en Grusharpemaskine skal laves.

Den rare Mand er glad for sine Regntromler. Han rusker for mig, siler og styrtregner. Han frembringer Lyde, der vilde faa en tørkeramt Bondeegn til at dampe af Grøde. Nu ved jeg altsaa det, naar Regnen pisker i Højttaleren, staar den rare Mand herinde og slider i Svinget.

Lige ved hænger en tynd Jernplade i en Trappestige. Ophængningen ser ud til at være arrangeret af en Kunstmaler, der vil være original ved at male paa Jern i Stedet for paa det kedelige Lærred ... Nej … nej – hvisker Spektakelmanden, og Uhygge glimter ham hvidt helt ud i Øjenkrogene. – Det er Tordenvejret, naar det er lige over Scenen i Hørespillet. Med Uvejrsvildskab i Armsvinget knaldrer han Pladen en Lussing med en Kølle. Tordenskraldet braldrer uhyggeligt i Hulen. Ekkoet buldrer bort i Form af en halv Snes Krokkugler, der ved Hjælp af et Par Kølleslag faas til at hoppe fjollet i en Kasse  med Trommeskindsbund ... Det er Tordenvejret, der hjemme ved Højttaleren har faaet min Kone til at gispe panisk og mig til at lugte Lynsvovl … Jeg maa røre ved Jernpladen, der skikkelig som en uskyldig Hængt dingler i sin Galge. Jeg er kommet Bedraget saa nær, at jeg kan røre det med Fingeren, og jeg ser mig om efter den Træmadonna, der i den katolske Tid hang i Karup Kirke og græd Rødbedesaft, naar Folk var for karrige med Offerpengene … Hun er her ikke – siger Foreviseren. – Vi har ikke Fjernsynet helt færdigt endnu … men vi har Havet … Den stemningsfulde Lyd af Havstok, der omgiver Spritsmugleren, naar han i den kornmodssprudlende Høstnat gaar i Land paa Stranden med sine Spritdunke. Det er den samme poetiske Lyd, der omsuser de Elskendes ømme Ord, naar de to ene med Havet og deres unge Kærlighed gaar forbudt Nattur langs Hav og Klit … Er det ikke dejligt? – Manden stiller sig inspireret ved et stort rundt Kar og begynder at gøgle. Karret hænger i en Galge, saa det kan hældes. Paa dets spændte Trommeskinds Bund triller et Kilo Blyhagl af den Slags onde Mennesker skyder Smaa Haremisser med.

 

Naar Karret hældes syder den trillende Haglsværm som Sommerbølgen, der skyller mod Stranden. Hældes Karret til den anden Side, løber Bølgen tilbage. Manden bølger nænsomt, der er Magsvejr i hans Hænders Bevægelse og i Haglsværmens dønnende Syden ... Havets Sommersjæl er minsandten saltet ned i det Kar og kan udvandes og serveres  for Lytterne, naar som helst Hørespilforfatteren skriver den Ret paa sit Spils ønskeseddel.

Stedet huer mig. Nødløgnen hænger i Luften her, den er Rekvisit. Ikke en Meter fra Havet staar en gemen Haandrulle og griner malplaceret. Den ser ud tit at være lavet af en Søvngænger, der vaagnede, inden han blev færdig ... Som Rulle er den iøjnefaldende upraktisk. Alene derved at der i dens Rullestok eller Bom er indboret Trætappe, der er formet som Kopatter ...  Det forbavser mig ikke, at jeg faar Rullen demonstreret som et moderne Maskingevær ... Naar Bommen drejes mod Svinget spændes smidige Træfjedre mod Kopatterne. Slipper og svipper smældende tilbage mod Bommen. Ingen Røg, ingen Kugler, kun Knaldene, der trommer festligt ... Manden smiler efter Legen med Maskinskytset, og det har han Grund til. Faar han dette Gevær anerkendt af samtlige Landets Militæravtoriteter, saa har Radioen fastslaaet sig som Kulturspreder af Format … Men foreløbig skal Rullen altsaa fremmane Syner af Blod og Fjender, der mejes ned. Ogsaa der skal Lytterne snydes … Er det ikke Synd for de heroiske Sind …

Jeg spørger frygtsomt, om Skuespillerne kan holde sig gravalvorlige, naar han skyder løs mine sine Kopatter.

- Jo … jo. Naar vi gøgler, er vi alle alvorlige. –

Det er mærkbart, at det er et Alvorens Tempel dette her, uden at fortrække en Mine stiller Foreviseren sig ved en Kasse med noget, der ligner halve udhulede Kokosnødder … Det ridende Politi eller fremsprængende Røverhorder til Hest. Med en halv Skal i hver Haand begynder han at lege gaaende, travende og galoperende Hest. Det sker ved, at han med Nødderne bearbejder en stump af en Planke: Galop … Galop … Galop. Han fjedrer i Skrævet, som sad han selv i en glat gyngende Sadel. Han misser med Øjnene mod Vindpresset og smiler oplevende, som jeg selv har smilet, naar jeg hjemme har siddet og hørt galoperende Heste inde i Højttaleren. Med en hul hornet Lyd smider han Hestefødderne tilbage i Kassen. Her er Hove til tyve Eskadroner Kavaleri.

Vi har leget længe nu. Jeg er ved at fatte Principet i hans herlige Legetøj … Men alligevel staar det mig ikke straks klart, hvad en almindelig billig Dørlaas og en Stump Fladjern bruges til. Manden er der som en Mis. Han griber Dørlaasen, trykker den med Palen  nedad mod Fladjernet og begynder at slæbe som med en Høvl, bare baglæns … A…ah, Elevator I Hørespillet kommer Gangsteren og skal op i en Skyskraber til vigtige Forhandlinger. Han styrter ind i Elevatoren.

Spektakelmanden staar ved Mikrofonen og slæber sin Dørlaas  langs Fjadjernet. Den slæbende Lyd er Elevatoren, der spinder sig opad. For hver Etage smækker Palen ned ved Enden af Fladjernet … Som betalende Lytter er jeg lige ved at  reagere positivt … saa billig en Elevator. Men straks er den rare Mand ved at lege noget andet. Han staar og blader med en Haandfuld forniklede Staalplader, som var det Spillekort. Han smider hele Bundtet. Med en infernalsk Klirren gaar de i Gulvet. Forklaring er overflødig ... Optøjer, Gadespektakler, direkte Aktion. Det var en splintret Rude, der ramlede ned.

Foreviseren faar Fakirblik. Med et Bundt afbarkede Grene, en Slags Sæberis i den løftede Haand stiller han sig foran en kinesisk Metalgongong og ser mystisk ud. Fra Hylden tager han en lille bitte Traadtromle med smaa bitte ærter i.  Han kører  med Svinget … – Hør  ... – Han hælder Hovedet andægtigt og kører. – Vi er paa en Jernbanestation. Toget holder, der ventes paa Afgang ... –  Og minsandten om ikke ogsaa den hvislende Lyd fra de smaa flækkede Ærter livagtig illustrerer Lokomotivets Spildedampssyden … I de store og afgørende Øjeblikke, hvor Hørespillets Skæbner brutalt overhugges, og Adskillelsens tunge Faldøkse falder, staar Lydmanden mellem de Agerende og syder med sin lille Ærtetromle. Og saa ... nu … Afgang … Og mens Lytterne ude over Landet græder med dem, der skal skilles, kildrer han Gongongen med sit Sæberis. Fra oven og nedad stryger han: Hvist … hvist ... hvist ... hvist … hvist … hvist, hurtigere og hurtigere, mens han samtidig spiller en Voksplade med Fløjt, Pift, Togduren og Farvelraab ... Alle de højtidelige Lyde der er karakteristiske for en Jernbanestations Afgangsstemning ... Ikke saa meget Jernbane som bag paa en Negl, og dog oplever jeg Tog og Station saa intenst, at Lugten af Damp og Kulrøg sidder mig stinkende i Tøjet.

… Vidunderlige Radiohule. I mangt og meget ligner den det udenfor … Bedrag! Bedrag! Men bjergtagende og inspirerende. Lydmanden med Flip og lige Haarskilning er selveste Vor Herre i symbolsk Antræk … Almagten ... Usynligt for Lytterne gaar han her i sin Radiohimmel og pisker vore troende Sind med Sæberis …

Endnu er han ikke færdig. Han strækker Haanden ud mod noget paa Legebordet … Et Blad almindelig Husblas. Som en Kultusdyrker maler han det fromt mellem sine hule Hænder og lytter ... Det springer, knaser, knækker, brager, knitrer … Det er Lydene fra en havarerende Flyvemaskine, der styrter brændende ned i en Skov ...

Husblas … Vidunderlige Radiohimmel … hvem der havde Tro nok til at blive Engel her …

Erling Kristensen

        

 

        

        

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014