Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

UNDER BARNDOMMENS SKYER

 

SELV OM man ikke kan tumle med gennem vidtløftige selskabsrejser, behøver man ikke at sidde og gro fast, hvor man af omstændighederne er blevet tøjret. Man kan f. eks. starte i erindringens flyvende kuffert og sætte kursen omtrent hvorhen, man vil. Ganske vist også kun omtrent, for man er underkastet visse impulsers uafviselige love. Og når jeg her tager tvangsruten gennem erindringens disede rum halvtreds somre tilbage, så skyldes det noget så prosaisk som myndighedernes gentagne opfordringer til folk om i tide at sikre sig indenlandsk brændsel. 

Tørvemose og alt hvad dertil hører er for de fleste lig krigsvintre-løbesod og støvende aske, men for den, der som en anden vibeunge er lagt til i kanten af en mose, er det også noget andet og mere. For mig blev myndighedernes formaning stikordet, der startede mig som turist langs glemte veje, gennem halvglemte egne befolket med mennesker - forlængst smuldrede mennesker, der står op af sløjfede grave for lyslevende at møde mig i de klæder og de gerninger, hvori de engang gik og stod.

Tørv er i dag noget så foragteligt, at ordet næppe tør nævnes . . . Men jeg har gemt en tørv - en lille sort tørv, i hvis glatte overflade viben, kliren og den vipse vipstjert for halvtreds somre siden prentede deres små fødders sommerspor. Også en guldsmedevinge er klæbet ind i den dengang glinsende våde tørv, og den sidder der og glitrer, så jeg hører dens solklir, som den har lydt engang i min barndoms mose  . . .

Tørven fandt jeg en mørk og fygende vinterdag i mit hjems kolde tørveskur. Allerede da var der trolddom i den glitrende guldsmedevinge og de små fuglefødders sommerskrift. Der blev den dag så lyst i skurets vintermulm og så lunt i mit forfrosne barnehjerte, at jeg måtte tage tørven med mig, og den har fulgt mig siden. Andre sværger til dyre amuletter - jeg har min tørv, og jeg vil være den tro, for den er mere end en tørv . . . Den blev med fugleføddernes sommerskrift et digt: Det første stykke poesi, jeg fornam og helt forstod.

De fugle er borte og kommer aldrig tilbage, det er så sikkert og upoetisk som noget, og dog flyver de usynligt omkring mig i høstvinden. De er her lyslevende med morgengny og aftenskrig, som da mine barneøjne så denne fjerne sommers nye tørv glinse under solen. Myndighedernes formaning blev impulsen til min rejse, men det er en lille, gammel tørv, der undervejs trolder med mit sind. Den er mig pas og visum til færden ud over nuets grænse. Med den foran mig på skrivebordet lister jeg uset bort. Ingen vinker til afsked. Jeg er alene, så tåbeligt alene . . .  

For hver sommer, jeg når tilbage, ser jeg færre og færre kendte ansigter, indtil jeg når helt ned under min ungdoms lyse sol, der står de hedengangne hilsende ved veje og stier. Nuets asfalt forsvinder, på enkelte veje er der endnu skærver, men også de bliver borte, og så er der kun sand - dybt og sommerhedt sand, der lydløst og sporløst tager imod mine skridt.

For hver sommer bliver jeg lettere i fodskiftet og yngre, indtil jeg forløst for al tyngsel står under solen i mosekanten ved mit hjems gabåbne dør. Jeg bare står her, så ung, så ny som sommerdagen, der til morgen er gået ind og har ladt døren åben bag sig.

Jeg er uden rede på, hvilken sommer det er - der har været så mange. Men min mor er ung, og far er meget yngre, end han er, for det er allerførst på sommeren, solen skinner, og det er i dag, han skal begynde årets tørvearbejde. Nyslebne redskaber blinker fra trillebøren - og fars makker kommer til med sol i ansigtet og festligt fyr på krukpiben.

Så kører vi fra det knasende sand nedad og ud over moseveje, der gungrer og mumler hult under trillebørens hjul - kører mellem boblende grave udad mod blæsende stunder, højhimlede solskinsdage og uger, hvor skyernes tordenbjerge ulmer synskredsen rundt.

Og de, der engang var, er her alle sammen - tavse folk, støjende sjæle, stoddere og stympere. De går sammen i spisepauserne. Ælterne i glinsende transtøvler og med tørvestrint i ugegamle skægstubbe - udtrillerne med bare ben og opsmøgede bukselaser. Men alle med unge øjne. For mig er gensynet gribende. Det er ikke til at fatte, at de, der gik ældede ud af livet, kan have været så unge, så stærke og så sprudlende fulde af skæmt og humor. Men selv er jeg ung, så ny, at det føles, som har jeg ikke endnu fået rigtig hud over det unge kød. Græsset under de bare fødder kildrer, sommervinden kildrer, og de tusind små mosefluer kildrer, så det fløjter mig ud under neglene.

Jo, det er sommer . . . sommer over den hemmelighedsfulde mose­bund, der gungrer, som ligger der noget gemt dybt nede. Det gør der også, fra de sødt duftende graves dyb kommer der dyreskeletter med brunede knogler og grinende tandsæt op i solen. Og en dag ligger stenaldermandens spyd afdækket dernede. Den blånende flinteod surret på stagen nøjagtigt som den dag, våbnet gled ud af de nu tusindårige hænder.

I dette sindskildrende øjeblik forvandler mosen sig fra mose til en tyk, tyk billedbog, hvor lagene, de lysebrune, de grå, de mørkebrune og de duftende røde, er beskrevne blade. Og øverst af alt, som små, levende tegninger på billedbogens blomstrende bind, går vi og ser fuglefødder skrive deres nutidsskrift i tørv, der sidst så lyset for årtusinder siden. Lugten af den iskolde, sødt duftende tørvemasse gør sindene nye og nuet på en gang mere end nyt og svimlende gammelt ... Med et stjålet vibeæg mellem rovtænderne slanger væslen sig hvæsende under det skrigende vibepar. I mosen er det på een gang nu, det er længe siden - det er al tid.

Og sommeren skrider. Så langt øjet rækker i sydøst og nordvest, triller svedende mennesker i trav med glinsende tørvedynd. Mennesker, der om nogle somre er borte og navnløse som han, der tabte flintespyddet mellem fortidens flægskove. Her er slidere, hvis odør er stram af dryppende sved. Andre lugter af sved og tobak, og her er mange, der lugter krydret af sved, tobak og brændevin. Men alle er lige klarøjede af ”fagstolthed”, og tørvearbejdet dyrker man som hellig kultus . . . Ædru eller ikke - man er tørvefolk og ser dybt ned på gårdmænd og andre fuskere, der langvejs fra kommer agende med høstvogne fulde af daglejere og tjenestefolk for i egen mose at lave tørv til eget forbrug.

Hver sliddets dag er nu og altid. Ingen ved det bevidst, men mosens dybe, langstrakte skål er bunden i en højhvælvet kirke, hvor svedende mænd i strintede klæder højtidsstemte gør tempeltjeneste, og hvor kvinder og børn knæler for sommeren mellem rejste rader og knejsende tørveskruer. Det værker i rygge og lemmer, men arbejdsglæden giver øjnene glans, som andægtigt førte skovle får nyfødte tørv til at skinne. Mens udtrilleren med skovlen giver tørvene det sidste forelskede kærtegn, hælder han øret til skulderen, som lytter han til musik. Man ofrer til arbejdsglæden og ved det ikke. Dybt i vindstillet bag eftermiddagshede solbrinker kæler ælterens redskaber for den glinsende grød, der skal blive til hårde tørv. Her slides i nuet, men for evigheden . . . . Hvert makkerpars tørveflage skal være den bedste og pæneste.

Der er stolthed i de tilsølede slideres rejsning, når de med værkende lænder to og to holder andagt ved enden af dagens gerning. Der er aftenlig ro, mens ælternes støvler vaskes og trillebøre og redskaber bliver skyllet og stillet bort for natten . . . Viberne slår deres sidste ruffende aftenvolter. Tinksmeden (Rødbenen) vipper på tørveskruens top og klingrer sine lyse godnatlyde ud over trætte menneskers rødmende aftenverden . . . Det er nu. Det er al tid . . .

Hvor mange aftenstille sjæle, der er gået hjemad mod hytternes solrrødmende vestgavle, får ingen at vide. Her er ingen fremmedfører til at bryde stilheden med tørre tal, men tilbage i mosen ligger redskaber, der er slidt af slægt efter slægt, til det nu er os, der trætte går hjemad langs mumlende moseveje. Her stumles aftenligt af gamle fødder i tunge træsko. Her trippes af bløde barnefødder - og mine tripper med og er stille med til at lokke vandrende mumlelyd af mosevejens brunrøde luv. Jeg tripper her stolt af min mor, der er ung . . . stolt af min stærke far, hvis svedvåde seler har tegnet kors gennem hans strintede bluseryg. Stolt af alle, der kommer gående i land fra slette og holme. I modsætning til de, der kommer agende, er vi med de nylagte tørveflager lysende bag rigtige tørvefolk... Som dyret i sin flok kender jeg hver især på lugten af hans sved - på lugten af sved, skråtobak og brændevin . . .

Det er aften. Det er morgen. Det er al tid. Tørvetiden går fra klingre forårsmorgener med messingsol - og natis på stille vande til sensommerens mørknende støvregn og grå blæst. Mosen fyldes med hærskarer af sorte, strunke tørveskruer og tømmes, mens viberne flokkes til vinterrejsen. Og de gamle mosemennesker - de med de stiveste ben efter den sidste slurk og den sidste skrå, køres bort ad sandvejens sporløse trækrute til skyggen under den kullede kirkes klokkestabel.

Som vind og vejr er uden alder, er somrene uden tal, de er bare gået, og de går, mens tørvesliderne slider, solen stikker og hundedageskyernes tordenbjerge står ulmende på kimingen mosen rundt. Det hænder, at græssende høveder uset går i bløde og synker og synker, mens skrækstore koøjne blå som tordenskyer spejler sommerlyset for sidste gang. Mangen en benrad ligger gemt og glemt dybt under gungernes uskyldsskønne blomstertæppe. Andre ulykkelige, der strakte for langt efter en godbid, bliver hjulpet tilbage til livets fastland. Det er mosestoddernes stolthed, når andre tøver, at turde sætte sig selv ind.

Når råbene gjalder, står solen stille over mosen, der løbes omkap med sekunder - og hver gang er det den samme, der ligger forrest, men den dag, hjælpeskrigene gælder hans eget barn, kommer han for sent . . . Han springer over grøfter og svømmer over grave, men da han når frem, er ringene glattet ud, og den sidste boble bristet på det spejl, hvorunder det opadvendte pigeansigt lyser ravgult gennem det brune mosevand.

Uden ord og uden at skifte bærestilling bærer han hende hjem under solen, mens tavse mennesker taber redskaber ud af hænderne og følger med. Ved aftenstid har alle set hende på strå i loen - lang og tøsetynd strakt ud på en afhængslet dør.

Jeg har slængt mig løs fra mors hånd og gemt mig for ikke at komme til at se det, der kaster skygge over alle ansigter. Men mod skumring, da alle, selv de mindste, har stået tavse ved det hårde leje, kan jeg ikke længere stå samvittigheden imod. Jeg må gøre min pligt ... Uset lister jeg ind i den dunkle lo og ser det blide, blege ansigt i ladelugen - hører de lange fletningers sidste dråber mosevand falde og briste mod loens ler . . .

Det er nu. Det er den gang. Det er al tid. Min lille sorte tørv leder mig på rejsen, hvor målet er at finde mig selv som barn under barndommens sommerhimle. Det er den, der fører mig tilbage til, hvor den foran mig glimter med sin guldsmedevinge og nynner med fugleføddernes sommerdigt. Nu, hvor jeg pakker den ind, ved jeg, hvad det er, jeg holder i min hånd. Det er ikke blot et digt skrevet af trækfugle, der aldrig kommer tilbage. Min tørv er med sin kærligt glattede overflade et trofasthedens og arbejdsglædens epos.

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014