Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

Maj

Ikke så sjældent er det hændt, at vi på selve datoen første maj over en ligefrem synlig tærskel er trådt fra foråret lige ind i den fuldt færdige sommer.

Det skete ikke denne gang og forkælet af vejrguderne, som vi er blevet, var det noget af en skuffelse endnu nogle dage efter, at april var revet af kalenderen, at måtte tage til takke med landskaber, hvor det vissengrå stadig dominerede, og hvor bladløse birkes grenrids endnu teg­nede sig knivskarpt mod aprilhimlens polarlys.

Men så skete det, der, hvor mange forår man end har oplevet, hver gang er lige nyt: Lyden af en tung natteregn listede sig ind i ens drømme, og det kan ikke af­vises som et postulat, at man i søvne lå og vidste, at måneders østlige ørkenvinde var sprunget om i vest, og nu lod regnen nynne sin susende grødevise over den diende jord.

Da solen stod op, var underet sket. Så brat, som bladet vendes i en bog, var vi kommet fra en årstid langt ind i den næste. Landskabet var i løbet af nogle nattetimer blevet sommergrønt. Og hele naturen fra den mindste spire til skovens største træ er med i forvandlingen. Lyset over landskabet er mættet med alt det grønne blevet sommeralvorligt. Lærker, solsorter og alle skabninger med sangersind har fået stemmebåndene stemt om fra forårs- til sommerklange, og fra græssernes kimblade funkler regnens glædestårer mod morgenhvælvets ny­fødte sommerskyer.

Sådan føles det, og det lader sig lige så lidt forklare, hvorfor man selv står med glædestårer i øjenkrogene, som hvorfor gravænderne, der ruger i bakkernes gamle rævegrave, på vej til morgenbadet i søen, netop nu lader deres glade ha, ha, skratte under morgenhvælvet. Men det gør de, og den store, runde latter står så klanglig smukt til vestenvinden og den sommerblå himmel, at man måtte være af sten for ikke at le med.

Endnu en gang føler man, at maj er overrumplingernes måned. I løbet af et par døgn er aprils ørkenvind, dens svirpende polarlys og slagsmålsvilde parringsfryd glemt. Søen er blevet rugestille. Blishøns, gråænder og skalleslugere blunder på rederne mellem vintergule rør og grønne flægspirer, der for hvert nyt døgn skyder spidserne endnu et stykke op over vandspejlet. Der er - mens hvide sommerskyer på langsom flugt spejler sig i søen - en så mærkbar forventning langs de grønnende rørbræmmer, at man uvilkårligt må dele stemningen med de blundende rugefugle, der i døsig sommerro breder vingerne over reder og æg.

Der er i de lange dage og nytændte lyse netter noget mærkeligt gedulgt ved det hele. Der pilles og pusles mellem siv og rør. Der listes og holdes vagt, og tvinger uved­kommende en eller anden rugefugl af reden, giver den sig først tilkende så langt fra rugestedet og ad så vildledende krogveje, at ingen, der ikke kender taktikken, aner, hvor den kommer fra.

Naturens livsfremmende mekanismer er så beun­dringsværdige, at man som nabo til de fjerede og fir­benede småskabninger må stemmes til ydmyg alvor: Nærmer en fare sig den rugende lappedykkers flydende rede, dækker hun skyndsomt æggene til med gamle flæg­stumper og dykker så lydløst fra reden ned under vandet, at ikke så meget som en ring på overfladen forråder, hvad her er sket.

Faren kan komme overrumplende pludseligt, men også det har naturen forudset. ”Forskrækkelsen” giver øjeblikkelig den rugende fugl en så kraftig diarre, at fuglen i samme øjeblik, den forlader reden, oversprøjter æggene så grundigt, at de er mindst lige så godt camou­fleret, som var de dækket med vandplanter og flæg.

Jo, alt levende er på det forunderligste indrettet på at leve livet farligt. Og så længe, der leves under denne usentimentale lov, går det i det store og hele aldrig helt galt. Men vi havde en lappedykker rugende i rørene så nær vort bådested, at den, når vi dukkede op dernede, ikke fik tid til at dække æggene. Da den blev kendt med, at vi ikke betød fare, udeblev dens livsbevarende mavepine, og vi og den stakkels alt for trygge fugl måtte se på, at en krage, hver gang vi nærmede os, slog ned på den alt for synlige rede og fløj bort med et æg.

Det kan måske ikke siges som noget generelt, at når skrækken er mindst, er faren nærmest. Men oplevelsen gav os alligevel et og andet at spekulere på!

Naturen belærer os dagligt om, at søens sommerlige rugero er betinget af aldrig svigtende vagtsomhed. Svanehunnen ruger usynlig ude i rørholmen, mens fat­ter - for ikke at røbe reden - på de døgnlange vagter holder sig langt borte. Det eneste, der kan få ham til at røbe interesse for redepladsen, er, når en fremmed svane tilfældigvis viser sig i redens nærhed, så kommer fatter med skum for boven, stramt knejsende hals og vingerne brusende som stormfyldte snekkesejl. Og så sker samtidig det, der hver gang ser lige menneskeligt ud: den ellers så forsigtige svane-mor står ligefrem på tæerne på redekanten for tittende ud mellem rørene at nyde synet af fatters mod og den fremmede svanes ynkelige flugt. Så synker hun igen tilbage i rugedøsen, og det er så sommerstille derovre, som om hele rørskoven blunder.

Og der er så evighedslangt tilbage til april, da vor tamme gase i det visne landskab på rugegåsens kald kom styrtende for skræppende og med nejende hals at føIge hende til og fra middagsbadet i søen. Nu er gæslingerne kommet, og hvor står de blommegule dunbolde godt til sommergrønt græs, og ikke mindst når solen stikker, og den første torden mumler bag horisontens mørkeblå skytrolde.

Inspireret af stemningens alvorsfryd lader årets første gøg sine første runde kuk-kuk rulle over et maj-landskab, hvor blomstrende gyvel blusser i tordensolen, og de første grå stæreunger kommer og går på regnormejagt i solgrønt majgræs.

Der er med en let omskrivning af H. C. Andersen: så dejligt herude på landet. Men som det har været hver maj, så langt man husker tilbage, er der noget foruroligende ved synet af de grå stæreunger, der fuldfjerede og med stemmerne i overgang kommer og fortæller, at et godt stykke af en sommer, der knap er begyndt, allerede er gået ...

Igen en gang har man glemt, at sådan er maj : borte endnu før den får rigtig begyndt ... Jeg står i norddøren og ser nedgangssolen lyse grønlig-rødt gennem bakkekammens åbne graner, mens synet af aftenen, der her mødes med den lyse sommernat, på en gang gør glad og beklemt: Jo, for fra stedet, hvor solnedgangsgløderne nu ulmer mellem granernes nederste grene og til, hvor solen på årets længste dag vil gå ned, er der kun tre træer ...

 

Erling Kristensen

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014