Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

Politiken, Magasinet – 30. juni 1946

 

PAA FJORDTUR MED HITLER

 

Af Erling Kristensen

 

Tegning af: PASTERNAK

 

 

EN BESYNDERLIG OVERSKRIFT, ja – men der ligger Realiteter bag – stol paa det.

Min gode gamle Ven Kristian Fisker havde faaet det saadan med sit Helbred, at han ikke kunde fiske mere, og nu havde han for kort Tid siden købt sig en gammel Havbaad og havde med meget snilde omskabt den til en førsteklasses Lystbaad med Kahyt, Styrehus og Køjeplads til to. Nu i Dagningen var vi i Kaag paa Vej ud til Vidunderet med Proviant, Vandanker og hvad der ellers er nødvendigt til en eller flere Dages Fjordtur.

Det var den 26. juli 38. Altsaa omkring den bevægede Tid, da Göring laa paa ”Lystsejlads” i vore indre Farvande og bl.a. havde travlt med at sætte tysk Smag paa vort danske Wienerbrød. Vi sad ved Aarerne, Kristian og jeg, og i den stille, lydklingre Julidæmring snakkede vi hyggeligt om, hvor praktisk det vilde være for Verden, hvis man kunde faa en Mine eller to anbragt under Hr. Görings Spionfartøj og faa hans berygtede Korpus spredt ordentligt ud som Fiskefoder. Pludselig afbrød Kristian sig selv og gjorde et betydningsfuldt i Hovedkast ud mod den ankrede Havbaad.

Straks kunde jeg intet se ud over, at Baaden derude laa lige i Solopgangens blændende Ildstribe og med Agterspejlet til. Først da vi kom nærmere, opdagede jeg, at der var kommet nyt Navnebræt paa. Det var meget spændende. – Hvad hedder den?

Kristians Svar var et Skub med Aarerne, saa vi røg ind under Havbaadens høje Spejl –  – Var der noget galt med mine  Øjne? Jeg stirrede – jeg stavede –  –  H–i–t – – Hitler stod der, Gud hjælpe mig – Hitler af Koldbæk. –  – Aldrig mindes jeg at have følt mig saa skidt Tilpas. Jeg stirrede paa Kristian, og mit chokerede Udtryk bad sikkert alt andet end bønligt om en øjeblikkelig Forklaring. Men han fløjtede bare, mens han langede Udstyr og Proviant fra Kaagen over i – Hitler.

Og det var i Juli 38 – lige i de dage, da den lille tjekkiske Nation laa og rystede for sit Liv og Verdenskrig 2 var paa Trapperne. –  – Jeg stirrede maalløs paa min fløjtende Makker og paa Navnebrættet med Verdens uhyggeligste Glose – Hitler. Der foresvævede mig noget om, at min gode gamle Ven var blevet Sindssyg –  var blevet komplet gal. I denne forvirrede Tilstand fik jeg blidt Ordre til at tænde Blæselampen og gøre klar til Start. Meget forsigtigt fik jeg mumlet noget om det forkerte i at sejle rundt med det Navnebræt. Men Kristian saa glad paa mig og foreslog, at jeg skulde stoppe Piben med hans Tobak og ellers nyde Livet – for nu sejlede vi snart ud paa hans Fjord: Verdens skønneste Vand.

Og Kristian havde Ret. Her var Skønhed – men jeg saa  kun Hitler – – Mens vi sejlede fortalte Kristian oplagt og smukt om gamle dage paa og ved hans Fjord. Jeg hørte hans Fortællen som en meningsløs Mumlen. Motoren tøffede, og Maagerne fulgte os. Tankerne i mit forvirrede Hoved kværnede rundt om Kap med Skruen for om muligt at finde Argumenter, der kunde bevæge Kristian til at forstaa vor splittergale Situation. –  –  Midt i det hele satte han Motoren paa Tomgang, gned sig i Hænderne og fortalte klarøjet, at nu skulde vi ligge og drive lige saa stille, mens vi lavede os en god Taar Formiddagskaffe og røg en Pibe. Jeg begyndte igen paa det med Navnebrættet, men der var ingen Udkomme med ham. Han klappede mig faderligt paa Skulderen og betroede mig, at jeg var grumme skidt til at gætte Gaader. Hvad skulde jeg tro –  –  der sad saa Gaaden Kristian og missede mod Formiddagssolen, mens han nød Kaffen og min Forvirring.

En Flok Skovlevodsbaade tøffede fiskende og hilsende forbi. Heldigvis laa vi med Forstavnen til, men Strømmen kunde paa et øjeblik vende Baaden og vise dem Navnebrættet –  –  Kristian smækkede med Tungen og erklærede, at Kaffen var nederdrægtig god. Jeg samtykkede uden at ane, om jeg havde haft Kaffe i min Kop. Den var i hvert fald tom nu –   og heldigvis – for  pludselig tog Pokker ved Motoren. Fra adstadig og stilfærdig Tomgang slog den over i den vildeste Løbskkørsel. Det var forfærdeligt. Eksplosionerne  drønede. Vi og Baaden blev rystet, saa vi ikke vidste, hvad der var Baad, og hvad der var os. Kaffekande, Kopper, Sukkerskaal: Alt vort Løsøre ramlede ned paa Dørken, mens Kristian i et Kæmpespring satte over det hele og ind i Styrehuset, hvor han efter en drabelig Kamp fik Skruen slaaet til. –  Godt, vi ikke havde Ankeret ude, for nu rasede vi rundt som i en løbsk Karrusel, mens Motoren skreg af Kraft og ligefrem tog Tilløb for at springe over Bord. Da Galskaben endelig langt om længe lagde sig lidt, satte Kristian straks Kursen mod den nærmeste Havn, for som han sagde: at søge Videnskabens Bistand til Opklaring af dette her.

Jeg tænkte paa Navnebrættet og var alt andet end glad for at skulle nærme mig civiliserede Egne. Men Kristian sagde bare: Vis-vas! og lagde med en flot Manøvre Baaden ind til den yderste Ende af Havnens Ydermole, og saa gled han for om muligt at finde en Motorsmed.

Jeg gav mig sagtmodigt i Lag med at samle Skaar og feje Melis og Fløde op fra Dørken. Heldigvis var der ingen Mennesker at se herude, men da jeg rettede mig for at smide en Bakke Opfejning ud, stod der en Fisker og skrævede over vor Fortøjning, mens han oplagt bankede Piben ud mod Haandfladen. I Stedet for at sige noget tog han et Par Skridt agter og saa paa vort Navnebræt –  –  Han gloede. Og efter det, jeg saa her, er jeg lige ved at kunne tro paa Historien om Kvinden, der blev til en  Saltstøtte: Fiskeren var stivnet. En Stund stod han langt væk fra al Balance og vippede paa Hælene som en Statue, der er ved at falde ned fra sin Sokkel. Saa rev han med en Kraftanstrengelse Blikket løs fra Hitler, og idet han med lange flugtlignende Skridt gummistøvlede ind ad Molen,  hvislede han over Snaddespidsen: –  Det var som Ssss… Det var da som Ssss… –  Som en Slange af S-Lyde snoede hans Hvislen sig ind i mit Øre. Selvfølgelig sympatiserede jeg med Mandens Reaktion, men alligevel –  Jeg kunde ikke lide hans Blik, da han strøg bort deroppe. For han saa i bogstaveligste Forstand ned paa mig, og der stod Nazi med z i hans roterende Pupiller.

Saa snart Kristian kom tilbage –  uden Smed for Resten – indviede jeg ham spontant i mine tiltagende Uhyggefornemmelser, men han lo, saa det klukkede bag hans uldne Trøje, og satte mig til at hælde Sprit paa Blæselampen. Nogle Minuter senere tøffede vi ud i det straalende Julivejr op ad den herlige Fjord. Og ud over navnebrættet var der stadig intet hos min gamle Ven, der tydede paa Sindssyge – og alligevel.

Med stor Forsigtighed forsøgte jeg at forklare, at jeg aabenbart var kommet til Søs ud fra helt forkerte Forudsætninger: Det var jo Naturen og hans Selskab, jeg var taget ud for at nyde og ikke for at gøre stor-politiske Studier. Jeg bad saa mindelig om, at han ikke mere vilde anløbe Havne eller Steder, hvor der var Fare for at træffe Mennesker. Han lovede intet, men grinede, at nu skulde vi først og fremmest ud til Rønnen for at se til Sælhundene – dem glædede han sig til at  vise mig. Det beroligede, men ogsaa kun lidt, for jeg havde hørt sige, at Sælhunde skulde være endog meget kloge Dyr – – og det viste sig at holde Stik.

Allerede paa en kvart Mils Afstand stak alle de store, graa, cigarformede Dyr til Søs fra Rønnens solhvide Sand, og efter at en gammel Gubbe med Hængeskæg havde været henne og se paa vort Agterspejl, saa vi ikke mere saa meget  som Skalpen af en Sælhund – – Kristian tog en Skraa og stod og saa sig funderende om i Soldisen. Saa fattede han en rask Beslutning, slog Skruen til og tøffede vestpaa lige ind efter Land.

Saa længe jeg har kendt Kristian, har jeg vidst, at han er en livsglad og modig Mand, men at han kunde være saa sorgløs, det har jeg aldrig tænkt mig. Uden at ryste Spor paa Haanden styrede han lige ind mod et Kæmpe-Teglværks private Havn. – – En Havn. Og det er lige i Middagspausen. I Kikkert kan jeg se Arbejdere og Funktionærer sidde i Solskinnet med benene dinglende ud over det høje Bolværk. – Hitler – – Jeg nærmede min Mund til Kristians laadne Øre og hviskede: – Ja men Kristian. – Menneske. Forstaar du da ikke, hvad det er, du gør. – Han grinede og tog endnu bedre Bestik efter Havneindløbet, alt mens han muntert og med milde Fagter betydede mig, at jeg skulde tage mig af Baadshagen og være klar ved Fortøjningen. Det blev lange Minutter, men endelig rørte vor Stævn Kajen blidt og blødt, som det sømmer sig med en Kristian Fisker i Styrehuset. Endnu vendte vort Agterspejl udad, hvor ingen Øjne var, men jeg havde en Følelse,  som var Navnebrættet en dusket Djævlehale. Der slæbte mig selv bagud af Bukserne – – Trossen, jeg smed i Land, blev taget – af hvem saa jeg ikke. – Blikket vovede jeg ikke at løfte højere end til de lerede Træsko, der  dinglede ud over Bolværket. Kristian lod Skruen pulse paa Roret, og flot svajede vi ind imod Hammeren. – – Lige ind foran en Fiskerbaad, hvor to Fiskere ivrigt optaget sad og agnede Aalekroge.

Fornøjet og med Kasketten i Nakken kom Kristian ud fra Styrehuset, missende mod Solen, og smed et muntert Goddav op mod Ansigterne paa Kajen. Om der blev svaret, ved jeg ikke. Jeg havde nok at gøre med at holde Øje med Fiskerne,  der sad der klos op af vort kedelige Agterspejl. For mig at se vilde de inden faa Minuter med en Naturlovs Kraft komme til at virke som Lunten i en Krudtønde.

Der gik ikke Minuter, inden de begyndte at  hviske eller rettere at hvisle. Den ene gav den anden et Puf, og begge begyndte de samtidig at stirre og stave: Hit – Hit – – Hitler! Saa stirrede de paa hinanden med Tankelæserminer – stirrede paa Navnebrættet og gloede paa os.

Det anede mig, at enkelte oppe paa Kajen ogsaa begyndte at røre paa sig. En gik hen og kikkede den Vej, Fiskerne pegede. – – Der lød en Ed deroppe. Et gyseligt Udbrud, der i næste Nu blev efterfulgt af en Salve af højeksplosive Gloser. Kajens før saa fredeligt dinglende Ben forsvandt opad, som havde noget bidt dem i Tæerne. Der blev Trængsel om ham, der bandede. Fiskerne nede i Baaden pegede ophidset mod ”Hitler”.

I disse svedende Sekunder fornam jeg, hvad det vil sige at have den kompakte, hænderknyttende Majoritet imod sig. Vore Fortøjninger blev revet løs og smidt ud sammen med Ordrer, der ikke kunde misforstaas: – Om saa Jorden skulde revne, vilde de ikke se Nazister i deres Havn.

Jeg hviskede til Kristian, om han troede han kunde rage Kastanjerne ud af den Ild. Han begyndte indladende og i godt Humør: – Hvad mon I, bitte Folk, har ædt til Middag. – Han kom virkelig saa vidt, at han fik en Slags Ørenlyd, og begyndte at forklare, hvorfor hans Baad havde faaet det Navn. Han morede sig utilsløret og fortalte, at han havde købt det gamle Trug alt for dyrt – var blevet noget saa læsterlig snydt. Og Motoren havde drillet mere end noget andet i hans lange Liv – – skulde den gaa, vilde den staa, og skulde den staa, fik den Storhedsvanvid og løb løbsk. – Den er direkte livsfarlig. – – Med sit luneste Smil og det mest ligevægtige Udtryk stod han og saa op i de rasende Ansigter. – Hvad mener I nu? Kan saadan en dødssejler hedde andet end Hitler? – – Hvad? Sejer a? Ja, skynd jer nu og saml jer Tanker. Tror I ikke, Hitler bliver os en dyr Tingest?

Men ikke alle fangede Symboliken. Nogle samlede Sten op og andre brølede: – Sludder og Vrøvl! I er Nazister! Ægte Nazi! Kan vi faa at vide, hvor I er fra?

Ingen vilde tro paa Kristians alvorlige Fortælling om, at vi var et Par fattige Fiskere, der var ude paa Sommerferie.

– Fattige Fiskere, der holder Sommerferie – –  Krogeagnerne saa ud, som vilde de borde ”Hitler”. – Gør du Nar, din røgede Rævebælg! Herut! Ud af dansk Havn med jer.

Hænder med Sten blev svunget. Jeg saa paa Kristian, at han nu endelig var klar over, at han ved sin ekscentriske Navnegivning havde overvurderet det danske Lune. Men han blev ved: – Naa, saa I kan se, vi er nazi, naa, saa det kan I. Det er heller ikke svært efter som vi ser ud: Brune Skjorter, røde Underbukser, Skraarem og lange blanke Støvler – Hagekors og det hele – – Ja, og saa snakker vi Tysk. Og a hedder von – von Mortensen og han der hedder von Kristensen – ja ja – – men naar vi nu saa pænt gaar til Bekendelse og skrifter det hele, saa kunde I da godt lade os ligge her, mens vi koger vore Grønærter og steger en bitte Kat, vi har med.

– Kat! Hvad –?

– Ja, kalder I det ikke saadan paa Dansk – – eller – ja bi lidt, det er maaske os, der er kommet udenlands. A tykkes, det kniber en bitte Krumme med Forstaaelsen.

En gammel Mand med en med en Anelse af Humør og Blaaler i det skægede Ansigt albuede sig frem. – Ja, det kan nu være saa møj godt.

Kristian nidstirrede ham: – Godt? – Det kalder a sgu skidt, at voksne Folk ikke kan forstaa en bitte Spøg. Det er skidt – det er ren skidt.

Den Gamles Skæg skiltes af en skogrende Mundsprække. – Ja se der slap det ud, du Mikkel, men du kunde da for Pokker have fundet paa et pænere Navn til det Skib.

Kristian lyttede troskyldigt: – Hvad for Eksempel?

 – Stauning, da.

Kristian saa opgivende paa ham. –  Stauning. – Er du saa taabelig? Du fredsens, at et voksent Menneske kan foreslaa noget saa tumbet. Hvor gammel er du? Ja, du er da konfirmeret kan a se.

Den Gamle var desorienteret. – Tumbet – hvorfor er det da saa tumbet?

Kristian stod smækfornærmet og rystede opgivende paa Hovedet. – Stauning. – Det kan du da nok forstaa, Gammelfar. – – Med ham paa Navnebrættet der bag vilde vi da ustandselig faa Skæg i Skruen.

Resten ordnede Teglværkets kaldende Fløjte. Da Folkene løb for at komme tidligt nok  til Arbejdet, var der én i Latterkoret, der raabte: – Læg I jer kuns ind til Bolværket og kog jer Grønærter og steg jer bitte Kat.

Kristian raabte: – Tak! – og henvendt til mig: – Sikke da nogle Fæhoveder. – – Han bøjede sig ud over Navnebrættet og  saa paa det, mens han mumlede: – Det er egentligt underligt, at man med saadan en bitte Stump Navnebræt saadan kan tage Folks politiske Temperatur. Det er da en Slags Opfindelse.

Men Kristian maa være blevet bange for sin Opfindelse, for da jeg næste Gang besøgte ham, var Navnebrættet væk. Han gjorde opmærksom paa forandringen – saadan med et diskret Hovedkast, og da jeg meget Tilfreds vilde vide mere, gryntede han nærmest undvigende. – Ja, jov, se du forstaar: Den Spøg var nu slet ikke saa god, og en Dag a var ene hjemme, saa roede a jo lige saa stille ud efter Navnebrættet, satte det godt fast i Strandkanten, hentede Bøssen – og saa skød a sgu Skidtet i Stumper og Stykker.

Ja, og saa blev der endda et bitte Efterspil. – – Det var min Nabo – han hørte jo det her Skyderi og kom raabende op om,  hvad der da var ve’et. A sagde jo, som sandt var, at a havde skudt Hitler, og saa blev han saa glad, at han helt glemte at tænke sig om. Han vimrede omkring og ledte og ledte, mens han helt altereret raabte: – Hvor er han? Hvor ligger han? – – Men saa fandt han jo de her Stumper af Navnebrættet, og siden har han ikke villet snakke med mig.

 

Erling Kristensen

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014