Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

RIGE RASMUSSEN

 

Det kom såmænd bare af, at jeg havde taget mig sammen til at rydde lidt op i skramlet i og omkring huset - og vel ankommen pr. trillebør til en gammel forhenværende sandgrav havde jeg nok også fået ragelset tippet ned ad skrænten, hvis ikke Rasmussen netop havde stået her, og netop som han har for vane greb mig håndfast i skulderen - pokkers håndfast - mens han samtidig så mig dybt i øjnene og docerede: ”Hvor er vi rige folk, forfatter - og som vi frådser –” Op fra skramlet pillede han en halv snes små buttede flasker, der for kortere eller længere tid siden havde indeholdt fyldepenneblæk. En efter en demonstrerede han dem på tre tykke fingerender, vendte og drejede dem i sollyset, mens hans blik krævede, at jeg skulle indrømme, at flaskerne var værdier.

 

Indrømmelsen var let, for de små glastingester var virkelig så pæne . . . Rasmussen vrængede, at de ikke var pæne. De var nydelige. Så nydelige, at de så sent som i min ungdom ville have været værdige at sætte som pynt på enhver ordentlig dragkiste. . . Med rørende ærbødighed for tingene arrangerede han på sandbrinken en imponerende udstilling af trillebørens last: Konservesdåser af hvidblik og funklende letmetal, flasker, store og små, med snilde skruepropper og vel drejede former. Hele kunstværker af runde bakelitæsker med raffinerede forsiringer og blanke spejle indvendig i lagene. Rasmussens øjne blev helt forelskede ved synet, mens han mumlede om det ufattelige, at de var lavet blot som emballage til min skrivemaskines farvebånd. . . Han sukkede overvældet og slog fast, at vi var rige - umåde­ligt rige - siden vi havde råd til det!

 

Måske så jeg lidt for takserende op og ned ad ham, for han hev pludseligt ud i sine godt brugte - men smukt lappede bukser og ville vide, om det var lappernes skyld, at jeg ikke kunne anerkende ham som rigmand? Uden at være helt klar over hans mening slog jeg på, at jeg skulle skynde mig hjem efter et nyt læs, men han satte sig sindigt og fast på min trillebør, mens han anviste mig sæde i græsset foran udstillingen - tvangsindlagt på ubestemt tid - Rasmussen var jo en gammel mand, der gerne ville snakke...

 

Så gammel, sagde han selv, at han forlængst skulle være både gemt og glemt - men var han kradset af til den tid, han egentlig burde, så var han jo som en fattig stodder kommet til at sige farvel til en sølle, fattig verden.. . og jeg ville vel så ikke have fået den oplevelse at se et par rigtig gammeldags lappede bukser. Alle var vi jo så hulens rige.. . jov, det var vi! Når man i sin avis kunne læse om brød - og sul - i læssevis, der blev kørt på lossepladserne, så var vi rige - fantastisk rige. - Han hævdede her i solen på kanten af sandgraven, at der i dag pr. person gik mindst lige så meget i svang, som hver enkelt for halvtreds år siden havde at mætte og klæde sig med.

 

Og det var jo kun storartet, at han, jeg og alle andre havde råd til at frådse - blot jorden nu også i længden kunne holde til det? Men den blev jo ikke større! Den blev heller ikke rigere af vort frådseri.. . galt skulle det nok gå for dem, der kom efter. Men hvor var det en lykke at leve i en tid, hvor man havde råd til at køre brød og luksus på lossepladsen. Han var - så bandede han - millionær, og kunne jeg ikke se det, var jeg enten blind eller småt begavet.. .

 

Det med brødet turde jeg ikke benægte, dertil havde jeg kikket i for mange skarnbøtter.. . men ligefrem luksus på lossepladserne? Han henviste til udstillingen foran mig og greb en blækflaske og lo - at blot jeg - lille mand - skulle købe lidt blæk til min pen, måtte jeg have en kunstgenstand at bære det hjem i, og bruges igen kunne den ikke. Nej, nej, væk! Ned i sandgraven med den! Hvis videnskaben om nogle tusind år kom til at grave her, ville man med god grund tro, at man var stødt på en offerplads og ikke et arnested for en efter vor tid fattig mands frådseri... Jo, velhavende var vi minsandten - hovedrige, at rigdommen var ved at suge enhver ansvarsfølelse ud af bælgen os!

 

Jeg blev anbefalet at se nøjere på de værdier, jeg her var ved at overgive til det døde sand. Han ville ikke remse tingene op for mig. Hvad her var blot af sager lavet af papirmasse, kunne jeg vel selv se: Kasser og dåser presset så hårdt som træ - og havde jeg blot den ringeste fantasi, måtte jeg kunne høre øksehug og for mit indre øje se den lysning, der blev i den skov, hvor materialerne til det, jeg her ødelagde, blev fældet. Jeg behøvede blot at tænke på mine aviser, bøger og blade, og ikke mindst på de bjerge af ligegyldige reklametryk, posten i sit ansigts sved slæbte ud til mig: Jo, for søren, hvor er vi rige. . . Sådan underhånden kunne han godt betro mig, at han selv var revnefærdig af bar velstand.

 

Han er en lun ræv, men her tror jeg ikke, han spøgte. I hvert fald var det med ægte stolthed, han i det samme pegede på landposten, der pr. motorcykel kom støvende ned mod hans hus. ”Sådan en bitte tjener var blot eet af de goder, han havde råd til at holde sig. . . Jo, sandelig jo ... jeg skulle ikke se så skeptisk på ham.” Posten kunne bare vove ikke køre til hans dør med avisen, så ville der blive postyr på posthuset. Og gik den gode Jensen ikke i sig selv og kom med den avis, Rasmussen ønskede, så ville der straks blive indsat en anden på ruten...

 

Jo, han, Rasmussen havde godt nok lapper på bukserne, men han holdt pinnede tjenere - mange. Jeg vidste vel, at han havde jernbanen med en hel hær af uniformeret personale, der måtte stå til rede, blot det passede ham at flytte sig fra et sted til et andet. Prale ville han ikke. Det var der slet ingen grund til, men foruden statsbanerne havde han for ikke så mange år siden anskaffet sig en privatbane med holdeplads nogle få skridt fra hans hus. Det var nemt - men så havde han jo fundet på at starte en bilrute på vejen, der gik lige forbi døren. Nu kunne han fra sin trappesten træde lige ind i vognen. Det var jo alligevel nemmere - og hvad skidt, han havde jo råd til det - også til at lade det gammeldags jernbanevæsen køre med underskud.

 

Her greb han mig igen i skulderen og påstod, at jeg var så usikker i blikket, som tvivlede jeg på hans forstand, men han kunne forsikre, at han ikke var mere gal, end folk er flest... Han var bare så gam­mel, at han kunne huske et og andet fra den tid, da ikke alle endnu var blevet millionærer. Han havde jo levet så tidligt, som da almindelige menneskers husgeråd mageligt kunne tælles på ti fingre. Som jeg havde han jo ikke blot hørt tale om, men han havde set den skjorte i Gråby, som fire gårdmænd var fælles om... Når en af dem ved en eller anden højtidelig lejlighed havde brugt den, blev den hængt til­bage indvendig på bybrøndens bolværk, så vidste den næste, hvor den var at finde... Længere var det altså ikke siden, man ikke havde råd til at køre brød på møddingen. Kanske jeg nu begreb, at han, Rasmussen, ikke var en fattiglars som de her gårdmænd.

 

Nej, han var knageme godt stillet, blandt andet rart havde han da de skjorter, han havde brug for, og havde han ikke det, så fik han dem - jo, vist gjorde han så, ellers var det hans egen skyld. Han havde jo fået vedtaget en sociallov, der blandt andet havde at sørge for, at han ikke behøvede at dele skjorte med nogen. Her lo han den store klukkende latter, jeg så godt kunne lide ham for.

 

Vejret var jo også strålende, og han havde en tilhører, der hverken ville eller kunne undfly, så sandt som han sad mageligt og tungt på min trillebør.. . Forøvrigt tog jeg mig i at ønske ham mange flere tilhørere, for Rasmussen er virkelig en rig mand, der med sindig ro deler ud af et gammelt sinds erfarne taknemmelighed.

 

Posten og de her jernbanefolk var jo kun nogle få af det utal af tjenere, han havde råd til. Han holdt jo også sin egen livlæge. I mange år havde det været Hansen, men fik han lyst til at skifte om til en anden, f. eks. Bertelsen, så ordnede det sig, blot han gjorde en bemærkning derom til sygekassen. Det var da overkommeligt, og så havde den gode Bertelsen at stille hver gang han, Rasmussen, fik lyst til at sludre med en studeret mand.

 

Desværre kan den rige Rasmussens tilfredse udtryk og tonefald slet ikke gengives.. . Men inde i byen holdt han jo store kontorer med borgmester, kæmner og stimer af pæne unge mennesker, der bl. a. havde at sørge for, at aldersrenten var på pletten, når det passede ham at hente den. Jov, og for det tilfælde, at han skulle komme galt af sted, f. eks. ved at træde fra trappestenen ind i rutebilen, så havde han jo indrettet sig en invalideforsikring med råd, læger og personale i lange baner.

 

Her måtte jeg afbryde med et: Du har indrettet... ? Men det var ham, altid havde han jo stemt både til folke- og landstingsvalg.. . Jov, jeg skulle ikke bekymre mig. De sad såmænd derinde i invalidehistorien med hans navn skrevet op og vogtede ethvert af hans skridt, og skulle det gå galt, så ville et pennestrøg fra dr. Hansen sætte hele apparatet i sving. For tilfældet havde han jo også sørget for ordentlige sygehusforhold med tre overlæger og Gud ved hvad.

 

Det kostede jo altsammen lidt, men skidt. At han havde råd til det bevistes jo af det, at sygehus og alt, hvad han ellers havde sikret sig med, ikke var snak, men kendsgerninger. Skam var han rig! ... Stadig utilfreds med mit udtryk indrømmede han, at sådan helt privat havde han vel aldrig haft skøde på ret meget. Så begrænset var hans rigdom heller ikke - havde den været det, ville han vel næppe haft råd til f. eks. at kassere samtlige sine jernbaner til fordel for rutebilerne, og nu yderligere at indsætte flyvemaskiner i konkurrencen. Kommet så vidt ville han gerne vide, om jeg ikke begyndte at ane en bitte forskel mellem nu og så den gang, det vel nærmest var frådseri, når fire gårdmænd tillod sig den luksus at dele een skjorte.

 

For ikke at forstyrre hans tilfredse tankebaner, tav jeg. Men han tog tavsheden som modsigelse og ”indrømmede”, at hvad han hidtil havde betroet mig om sin stilling vel heller ikke var imponerende... og da slet ikke for et ungt menneske - en moderne, sur og utaknemmelig snegl som jeg. . . Men troede jeg ikke, han holdt tjenere, så kunne jeg bare prøve at give ham et puf og så se, hvad der skete, hvis han meldte mig: Hans politi ville strømme til og slæbe mig for de dom­mere, han holdt for det samme. Han klukkede noget så inderligt og betroede mig med et nyt jerngreb i skulderen, at jeg selvfølgelig også var en slags herremand - sørgeligt kun at jeg ikke vidste det. . . Gud, hvor var det synd, men der var ikke noget at gøre. I modsætning til ham, var jeg så ulykkelig at være født med alle livsgoderne, og derfor ville jeg til mine dages ende være en sølle hovedrig frådser, der surmulede af næringssorg.. .

 

Skjorten i Gråbys bybrønd havde jeg ikke haft den lykke at se. Det havde han, og det gav en kolossal forskel i hans favør... Han ynkede mig ”stakkels unge menneske”, til jeg blev så hundeflov, at jeg måtte bede ham om at få min trillebør. Men han sad der og fortalte smilende om sine fjerbuskede amtmænd, biskopper og præster. Han blev siddende: Kongehuset og alt det der havde jeg vel hørt tale om? Nå, og så holdt han jo en hel rigsdag, hvor alle partier for hans stemmes skyld overgik hinanden i løfter om at sætte hans levefod op... At det ikke var blevet ved løfterne, kunne jeg måske få øje på? Skønt det kunne jeg vel heller ikke? Den aner ikke, han er rig, der aldrig har været fattig.. . Men at det var dyrt med ministre og alt det, det kunne han godt indrømme. Men han ønskede orden i sagerne, og det, at han kunne give hele tjenerskabet fra kongen til kødafbæreren en ordentlig løn, det måtte vel sige selv de tungnemmeste, hvor hulendes godt han sad i det.

 

Han morede sig kongeligt og fralagde sig alle pralende tilbøjeligheder - praleri, føj endda - men i forhold til fortidens så berømte herremænd havde han nu sit helt på det tørre. Mangen en adelig havde endt sine dage i usle forhold - det kunne han slet ikke få lov til. Han havde jo sikret sig lige til det sidste.

 

Endnu ordnede han husvæsenet alene, men skulle det komme til at knibe med kræfterne, havde han ikke det fjerneste imod at prøve ”De gamles Hjem”. Han havde det jo stående til det samme. Ja, og blev der ikke med ham lavet en undtagelse, så han kom til at leve det evige liv oven på jorden, så havde han ved en lille nem tilbygning til sygekassen sikret sig, at han også ville få en hæderlig begravelse.

 

Her fik min skulder et klask og et klem, der tvang mig til noget i retning af et bejaende nik. Tilfreds med sig selv erklærede Rasmussen, at han trods alt ikke kunne øde mere tid på mig sure stodder. Men inden han gik, ville han lige gøre opmærksom på, at skulle velstanden gå ham på nerverne - blev han så led ved alle goderne som bagerbørn ved søde sager, så havde han sikret sig ret til at vælte samfundsordningen og ombytte sin rigdom med elendighed ... Jeg kunne se nok så fjoget-fortvivlet på ham, men han var en fri mand i et frit land. Han havde ret til i skrift og tale at virke for ødelæggelse af alle de livsgoder, han selv havde skabt... Han kunne gøre det offentligt fra talerstole og i aviser, og ikke en kat ville gø ad ham af den grund. Tværtimod - blev han helt tosset, ville han blive forfremmet til idealist... kanske til overidealist.

 

Nå - han blev gravalvorlig - i den retning skulle jeg ikke frygte ham! Han havde jo blandt andet lærerigt set skjorten i Gråbys bybrønd. . . Og hvor var han taknemlig for det. . .

 

Så gik rige Rasmussen, og jeg kunne trille hjem efter et nyt læs. Men tilbage på solbrinken stod hans udstilling og lyste i solen. . . og skar mig i øjnene!

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014