Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

JÆGERBOGEN 1938

 

 

Jægerdigteren paa ”Knolden”

 

Et Besøg hos Erling Kristensen i hans Bo ved Rindsholm Sø

 

DET er egentlig ejendommeligt at se, hvor mange af Danmarks bedste Skribenter, der er eller har været Jægere. Fra Johannes V. Jensen over Valdemar Rørdam og Karen Blixen til Kaj Munk og Erling Kristensen, for kun ved disse enkelte Navne at karakterisere Kvaliteten af de danske Digterjægere. Hos de fleste af dem slaar dette Natursind igennem i deres Digtning enten indirekte som en skjult Varme for Dyret og Naturlivet, eller direkte som Jagtskribenter lige i Kølvandet paa de store Navne i denne literære Genre: Boganis, Hans Kaarsberg, Sten Steensen Blicher og Aage Madelung. Jeg kunde tage Svend Fleuron med. Men han gaar nu i professionel Klasse for sig. Det vil være en af Jægerbogens ledende redaktionelle Linier gennem kommende Udgaver at samle denne literære Kategori paa sine Sider, dels ved personlige Bidrag, dels ved at fortælle, hvordan de forener jagten med deres literære Virke. –

Det er lykkedes den barske Digter af de tunge, sociale Romaner, der er enten hadet vildt eller elsket lige saa vildt, men altid meget læst, Vendelboen Erling Kristensen paa den intimeste Maade at forene Hjem, Arbejde og Liv ud fra sit Jægersind. Eller maaske rettere i dette. Redaktionen skrev til ham og udbad sig Tilladelse til at besøge ham i hans ensomme Bo ved Kanten af Rindsholm Sø. Vi blev budt hjerteligt velkommen og blev modtaget med stor Gæstefrihed. Jægere finder jo altid hinanden, i hvad der saa ellers socialt og ideologisk kan skille. Det vil sikkert forbavse mange gennem disse Linier at lære Jægeren Erling Kristensen at kende. Han synes et helt anden Mand end den vrede og flammende Romandigter, den skaanselsløse og brutale Revser af social Uret og menneskelig Forkvaklethed under Samfundsforholdenes Tvang. Man venter sig i hvert Fald ikke en venlig, stille, lavmælt Mand, hvis Hænder er sikre og kærlige, enten de rører ved hans egne Børn, hans Hund, trykker en Gæst i Haanden, en Blomst, et Stykke Vildt eller hans kære, gamle Bøsse. Hans Øjne er milde, kan maaske lyne lidt hvast, naar han bliver ivrig, og derved røbe Ilden i hans Sind. Men hans Væsen er absolut Godhed og human Forstaaelse.

Det viste sig straks ved hans naturlige og helt ukrukkede Byden os velkommen paa et Maal, der røber hans ægte jydske Oprindelse fra den stærke Almue. Han stiller sig helt i Baggrunden for sine søde Børn og sin prægtige Kone, der straks overtager Ansvaret for Gæsternes Velbefindende, deres Underholdning og deres solide Beværtning som den selvstændige og sikre Husmoder i eget Bo. Saadan er en klog Mand, saadan er det at komme hos sunde Bønder med gammel Værtskultur i sig.

Saa meget om det almindelige. Og saa til Besøget. Først hans Bolig, selve ”Knolden”, som han med lidt Koketteri har døbt sin dejlige lille Ejendom, der ikke er saa lille endda. Et solidt Stenhus naturligt og ligetil lagt efter Landskabet med god Plads og Plads til Udvidelser, som hans Familie vokser til og hans Arbejdsfred kræver det. Den ligger paa en græs‑ og kratklædt Skraaning ned mod Søen, hvor han har bygget sig et ”Havneanlæg” i Læ af Krattet, der vil fryde enhver Jægers og Fiskers Hjerte. Her er Stejleplads for Ruser og Net, her er Hyttefade, Smaadamme med rindende Gennemløb for Bidfisk og Køkkenfisk. Erling vil ogsaa have noget for Tanden. Han havde mange hundrede Pund Blankaal gaaende i sine Hyttefade. Her er Anløbsbro og Baadehus, hvor vi finder baade fladbundede Søbaade, Kajak, Kano og et Par ægte Limfjordsskydepramme. Af Bidraget fra hans egen Haand her i Bogen vil vi erfare, at han er en passioneret Fjordjæger. Naar han rigtig skal hvile ud, saa tager han op til Limfjorden og flakker rundt. Helst med en gammel Fiskerven i dennes Kutter, der er døbt noget saa brandaktuelt som ”Hitler”.

– Det var med ganske ejendommelige Følelser, forklarer han med et selvironisk Smil, at jeg gik ombord efter denne Omdøbning af min gamle Vens Baad. Og særlig at lytte til de Betragtninger, Navnet gav Anledning til i Havnene og Udskibningsstederne, som vi anløb. Naa, jeg befandt mig ligegodt for det. Det er jo ikke saa meget Navnet, der gør det paa Skuden, som dens Sejldygtighed og Anvendelighed. Man ror jo i selve ”Zola” paa Frederiksholms Kanal. Saa hvorfor ikke? Og ”Hitler” er særdeles anvendelig!

Dette fine Ordspil sluttede den eneste Bemærkning af ”politisk Art” fra ham, der ellers er beskyldt af Kritiken for at være alt for politisk indstillet, og i hvert Fald hensynsløst konsekvent og intolerant i hele sin samfundsmæssige og literære Indstilling. Endnu et Karakteristikon: Da ”Forlagets” engelske Setter, en nervøs, højt kultiveret Dame, viste sig lidt pinlig berørt ved at være sammen med hans egen noget grovere Hund, saa blev denne straks bundet. Til Beklagelse for alle Parter, men Erling vilde ikke have en saadan ”fin og sød Prinsesse” udsat for Overlast, enten hun saa selv var Skyld i det eller ej. Men han gik et Par Gange hen til sin egen Hund og trøstede den med et Klap. Det gør kun en ægte og fin og rigtig Jæger. Og en god Vært.

– Jeg skyder jo ikke saadan her paa mit eget. Naar man kommer til at kende Dyrene personligt gennem Aarets Tider, saa falder det lidt vanskeligt at skulle være Skarpretter paa jagtlovens Datoer. Og da jeg har en flink Nabo, saa kan vi jo godt holde lidt sammen paa det. Det værste ved Vildtet er alle de Hvalpe, der render rundt paa de smaa Jagttegn og mishandler Dyrene og ødelægger ethvert Forsøg paa at skabe en ordentlig Bestand her paa Egnen, hvor der dog er gode Betingelser, saa afvekslende den er med Ager, Hede, Skov, Eng, Sø og Krat. Og Jægerne inde fra Byerne, som efterhaanden har jobbet Priserne paa Jagterne op, de har heller ingen rigtig Sammenhold, selv om det nu synes at blive bedre. Og navnlig kan de jo ikke rigtig værne deres Vildt, naar de kun kommer ud paa Revieret af og til. Men vil l nu bare se? Der er de igen – og han peger ud paa et Par Lappedykkere, som skyder frem fra en Sivpynt ude i Søen. Er de ikke kønne?

Han saa glad paa os, at vi ogsaa skulde synes, at de var kønne. Det syntes vi jo. Bestemt. Men saa bemærkede Fruen praktisk: – Vi skulde hellere se paa de her Aal. Det er bedst, vore Gæster selv tager dem ud, saa bliver de da ikke snydt.

Og i en gemytlig halv Time tog vi saa Aalene ud under megen sagkyndig Aaleprat fra Erling Kristensens Side.

– Ja, ja, sagde han, da vi var færdige, her er alligevel til Renterne! og han skubbede Hyttefadet varsomt ud i Søen igen.

– Men jeg snød Erling, da han sidst var ude paa sin Fjordtur, lo Fruen til ham, mens han saa pligtskyldig snydt og bedraget ud, for jeg maatte jo selv faa de Aal, der gik i Ruserne, mens han var borte, og saa gik der sandelig for hundredetyve Kroner i een Nat. Og de Aal gik lige til Fiskehandlere, kan I tro.

For ellers havde jeg snydt dig, grinte Digteren saa drengetlumsk og hjalp sin lille Pige varsomt over et Vandløb i Krattet.

Oppe ved Huset, hvor han har plantet sig et vestligt Læbælte ned over Skraaningen, standser han pludselig og peger over paa Agren paa den anden Side af Markvejen, der fører til ”Knolden”:

– Ved du, hvad jeg saa derovre otte Dage, før Harejagten gik ind?

– En Hare, bemærkede Medarbejderen, som altid er saa kvik.

– Rigtig, en Hare, lo Erling Kristensen lidt, saa blev han meget alvorlig og ulmende i Øjnene, men jeg maatte skyde den! Det var en Harekilling ikke større end saadan, og han viste med Hænderne, andet Kuld, og een af mine egne derovre fra Smaakrattet. Den var i hvert Fald forsvundet, saa det skal nok passe. Den havde et overskudt Bagløb, der slæbte efter den. Havde Hunden været lidt varsommere, saa maaske vi kunde have taget den levende og kureret paa den. Men han er jo noget hvas i det. Det blir de korthaarede Vandhunde fra den store jagt. De maa ikke betænke sig for længe paa at tage det anskudte Vildt. Jeg skød den saa – aah, Herregud saa bette den var! Men jeg vilde ønske, det havde været den Hvalp, der har skamskudt den. Og før Jagttiden, hvor den er tryg og kendt med Mennesker her fra vort! Hunden gaar kun en lille Tur med dem, bag Min Ryg, men aldrig for Alvor. Havde jeg saadan en Lømmel i Stræk op over Agren, jeg pelsede ham sgu til venstre Bagløb, saa han kunde føle lidt af Pinen og lære at vare sig. Men lad os ikke tænke paa det i Dag, Erling Kristensen vendte sig direkte til Chefredaktøren, ja, undskyld, jeg saa altsaa en Hare og skød den i Fredningstiden!

– Alt forladt, svarede denne hjerteligt, og vi er altid klar til at røbe Lovovertrædelser ud fra den Slags Motiver. Men hvad betyder ellers Jagten for Dem, Digter? De har ikke skrevet noget større i længere Tid, men, jeg forstaar, udelukkende ofret Dem for Paradiset her og – – –

– og jagten, ja, afbrød Erling, jeg kan saamænd ikke forklare det saadan rigtig. Men først dette her: naar jeg ikke skriver noget større, saa er det, fordi det altid skal have sin Tid til at gro sammen i een til at tage Næring fra ens eget Liv. Det maa ikke tvinges frem, saa bliver det ikke fuldbaarent. Naar jeg gennem Jagten fordyber mig i Naturen, i mig selv og i Dyrelivet, saa er det ligesom jeg selv faar Dyrepels paa mig. Inden i mig altsaa. Man bliver nøgen og afskrabet og frysende af Samfundet og Samværet med Menneskene, og som hele Tiden udvikler sig paa Trods af og paa tværs af ens, er det ikke, Idealer, man kalder det fint? Men jeg kalder det for Følelser. Saadan er jeg, saadan føler jeg med alt det smaa, det undertrykte, det lidende. Jeg kan ikke andet. Der er ikke noget ”ideelt” i det fra min Side. Det kan jeg ikke kræve Tak for eller skrive mig til Fortjeneste. Derfor forstaar jeg saa lidt af de Kolleger, der synes, at de faar for lidt for deres Arbejde, baade økonomisk og særlig saadan med Ros og Bifald. Noget man ikke kan gøre for, kan man da ikke kræve Tak for, vel? – Nej, man kan ikke! Jeg forstaar derfor ikke dem og deres Bitterhed og Selvoptagethed og Krukkeri. Slet ikke, hvis det da ikke er, fordi det hos disse ”mishandlede” Kunstnere og ”Idealister” og Succesmagere saagu ikke er noget af dem selv, men noget de paaklister sig netop for Rosens, Anseelsens, Berømmelsens Skyld. Udebliver den, bliver de selvfølgelig sure og kværulerende. Og saa er de ikke bedre end ham Hvalpen med Harekillingen og burde skydes men med noget ganske andet og sættes til at grave Tørv ti Timer om Dagen, som jeg har maattet, og jeg var endda tilfreds til. Men naar jeg altsaa er blevet saadan rigtig frysende og tyndhudet, saa føler jeg, hvordan jeg kun er en ringe Bolig for de Spirer, der skal blive til Romaner, Digte eller Noveller eller en god og stærk Artikel. Gaar jeg derimod med min Hund ud i Naturen, lever Jægerens Liv sammen med de Dyr, jeg jager, saa faar jeg altsaa, som jeg sagde, Pels igen paa Sjælen, jeg bliver lodden og lun indvendig, og i den varme Rede lader jeg saa det vokse sig roligt til, som paa en eller anden Maade pludselig melder sig for at blive fri, komme ud og faa selvstændigt Liv. Og saa kan I tro, Erling Kristensen kan finde til Skrivemaskinen, der jo er som en mekanisk Jordemoder for de literære Børn, der gror under mit Hjerte og nu skal fødes. Ja, saadan har jeg det, smilede han ligesom undskyldende for sin lange Snak. Og har jeg ikke sagt det tydeligt nok, saa vil Bertel sikkert kunne forme det, saa det forstaas af alle jeres Jægere og Læsere. Saadan er jeg altsaa, jeg var ikke Digter, kunde aldrig blive det, hvis jeg ikke ogsaa var Jæger. – Hvordan er det med Aal, Hr. Forlægger eller Chefredaktør, hvad De nu helst vil kaldes, skal De ikke have Lov til at svømme bare ganske lidt igen en Gang, efter at de har været i Skærsilden paa vor Moers hede Stegepande?

– Absolut, absolut, bifaldt Chefen, og han blev lynsnart den forretningskyndige Forlægger igen, og vi vil drikke paa, at Erling Kristensens Sjæl snart maa blive langhaaret, saa vi kan faa en Bog fra ham.

– Og de er ikke panerede, kun lige vendt i Melet, din gamle Aalestanger, beroligede han Medarbejderen, idet han ganske sprang over det med den nye Bog, vi kan osse stege Aal i Rindsholm.

Og det kunde de. Men det interesserer mindre.­ – –

– – Da den samlede Redaktion sad i Bilen paa Vej øst paa mod Djursland, efter at have taget Afsked med Erling Kristensen og ”Knolden”, bemærkede Medarbejderen, der altid kommer i det filosofiske Hjørne, naar han har spist Aal, til sin Chef og Damen, der fotograferede: 

– Der kan man se, hvordan den kunstneriske Inspiration er en mærkelig Ting. Den er som Sandskornet i Perlemuslingen. Hos nogle sætter den sig til en ædende Kræft, der gør dem tomme eller syge. Hos andre bliver den til en Perle! 

– Ja, sukkede Damen, der fotograferede, hvordan kan det dog være, at han altid er saa vred og ond i sine Bøger?

– Fordi han er saa mild og god i sit Liv, svarede Chefen, og det er klogt svaret af en Forlægger, gid han i Stedet for en sur Bog om Mennesker snart vilde skrive Danmark en virkelig sød Bog om Dyr – og Jagt. For han kan, om nogen kan!

Og han brugte Ordet sød i dets smukke Betydning.

 

Tilføjelse:

Jo, Erling Kristensen skrev senere en virkelig sød og smuk bog om jagt: "Jagtminder". Jeg er ikke selv interesseret i jagt, tværtimod, jeg er nemlig interesseret i ornitologi. Men jeg må medgive, at jeg er utroligt glad for denne meget livsbekræftende bog om de rigtige jægere. Erling Kristensen har også skrevet en anden og meget smuk bog, der omhandler jagt og fiskeri, nemlig: "Omkring en menneskerede". I denne bog fortælles der om livet omkring Knolden i perioden 1936-1945.

 

 

          b. L

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014