Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

"Vendsyssel Folkeblads Kronik, den 25. marts 1927

 

"De gamle"

 

 

I denne skildring belyser Erling Kristensen forsømmelsen af de gamle

 

Der er en Mennesketype, som alle kender: Pukleren, Slideren, han, der livet igennem er saa lidt for sig selv, men til Gengæld saa uundværlig for alle andre. Hvem kender ham ikke, Daglejeren eller Fabriksarbejderen, der er blevet gammel og udslidt paa den snævre Plet i Tilværelsen, hvor Skæbnen har sat ham.

 

Han er født til Verden uden Paagaaenhedens Hensynsløshed i Sindet, uden det Prangertalent, der er Betingelsen for at hævde sig og faa den første Skilling til at yngle. Hans eneste Fortrin i Livet er, at han en gang imellem optræder i Solskinslitteraturen som tro Tyende. Og det er for saa vidt smukt, som det er sandt Trofasthed er hans Varemærke.

 

Hvor mangen Gaard paa Landet kan ikke tale med derom? Han var den første om Morgenen og den sidste om Aftenen. Gaardens Velfærd var hans Stolthed. Truede Regnen i Høstens Tid, da glemte han sin Træthed til det sidste Læs var inde. Og saadan gik det ham Livet igennem. Han glemte sig selv for andre.

 

For ham var der intet, der hed Chancer. Begrebet eksisterede overhovedet ikke i hans Sind. Han var født uden det, og hans Liv formede sig derefter. Han gav det han ejede, sin Trofasthed, sit Slid. Og den Dag, han gav op, stod han lige så hjælpeløs, som da han kom til Verden. Han havde kun Menneskers Godhed at appellere til.

 

Set paa Baggrund af denne, for alle synlige, Kendsgerning, er Alderdomsproblemet ikke et politisk Spørgsmaal, men noget, der maaske mere end alt andet appellerer til den menneskelige Samvittighed. Og man kan ikke samtidig kalde sig et kristent Folk og gøre vore af Skæbnen forurettede Medmennesker til Auktionsvarer for politiske Ærgerrigheder.

 

Man siger, at Danmarks Alderdomsbudget er lige saa stort som Sverrigs og Norges tilsammen.

 

Hvorfor ikke gøre Skridtet fuldt ud og sige, at der er Taterfolk, der slaar deres gamle ihjel, naar de ikke kan følge Stammen længere.

 

Er den Tankegang, der kommer til Orde gennem disse og lignende Udtalelser, Udtryk for hvad vil alle sammen tænker, da staar det sløjt til med vor nationale Samvittighed, og vi maa hurtigst muligt revidere vort Syn paa os selv.

 

Den Nedskæring, der er foreslaaet paa de gamles fattige Hjælp, kan maaske kaldes politisk Taktik, men nævnt ved sit rette Navn er det en menneskelig Raahed, der stempler ikke alene en Mand, men et Folk. Os selv det fuldt bevidst flaar vi Skindet af de gamle, fordi vi i vor Dumhed har leget med Ilden, og nu ikke uden personlige Ofre kan faa Saarene lægte igen. Vi kaster os uden Skrupler over det værgeløseste af alle Væsner, den gamle, der, selv maalt i Forhold til den nyfødte, er værgeløs. Barnet har Moderkærligheden at støtte sig til, men den gamle har intet.

 

Vi siger, for at dysse vor sølle Samvittighed til Ro, at vi ikke har Raad. Aldrig er større Løgn sagt. Der er mange Steder paa Statsbudgettet, hvor den smule Penge kunde tages. Men har vi Raad til at lade være? Spørg dig selv, naar du sidder i Kirken paa Søndag. Spørg dig selv, naar du ser paa dit barn, hvis Livsvejs Endepunkt er dig ukendt. Har vi Raad til at stjæle den spæde Flamme af Livshaab, der endnu kan brænde ind under den gamles Livsaften?

 

Lad være med at blande Politik i dette Spørgsmaal. Det har for dig lige saa lidt med Politik at gøre, som det har for den gamle, naar han med Taarer i Øjnene maa tælle sine sidste Skillinger. Det er en Hjertesag. Og hvilket Parti du tilhører, det er lige meget. Du har en far og en Mor, og du ved, at det ligger i Tilfældighedernes haarde Haand at sætte dem, hvor de nu engang skal ende.

 

Vi skulde være vokset fra den Tid, hvor der spilles Hasard med Menneskeskæbner, men i disse Dage spiller vi for aabent Tæppe om de værgeløseste af alle Værgeløse. Vi stiller Mennesker i Gabestokken, hvis eneste Synd er, at de er blevet gamle og har slidt sig krogede for os andre, og vi haaner dem ved at hæfte et uforskyldt Snyltermærke paa deres Pande. Enhver, der kender én eller flere af de gamle, ved hvor de lider i disse Tider, hvor de pines af den Mistænkeliggørelse, at deres Alder er en Fidus. Og det er ikke for meget sagt, at aldrig har saa mange Suk lydt under en Foraarshimmel som i 1927, og aldrig har saa mange gamle Mennesker ønsket sig Døden i smaa inderlige Ord.

 

For mig og dig er det kun et Spørgsmaal, om dit eller mit Parti sejrer. For dem gælder det Livet, Retten til at spise sig mæt Resten af de i Forvejen ikke misundelsesværdige Dage, der er tilbage.

 

Og at det ikke er uden Grund, at den gamle ønsker sig et Sted hen, fjernt fra al Virkelighed, det kan enhver med en Smule Fantasi overbevise sig om. Prøv en Gang og forestil dig de Smuler, der kan købes for de i Aldersrenteforslaget foreslaaede Beløb, og sammenlign det med dit eget Bord, og du maa være samvittighedsløs, om ikke du føler noget ved dette Billede, du ser.

 

Er det ikke nedværdigende for et Folk i det hele taget at udregne indtil Hundrededels Brøk hvor lidt et gammelt, udslidt Menneske kan leve for? Var det ikke værdigere at gaa den anden Vej? Det kan lyde som en Flothed i Tider, hvor der raabes paa Krise og Deflation. Men det var ingen Flothed, det var kun et Bevis paa, at det danske Folk ikke helt havde sat Samvittigheden til i Gullaschdansen. Og en Ting til: Det vilde bevise, at sætningen: Du skal ære din Fader og din Moder, ikke er en tom Frase i samvittighedsløse Munde. Er det ikke en utiltalende Taktløshed, for ikke at sige Samvittighedsløshed af saakaldte dannede Mennesker at drage gamle, værgeløse Stakler ind i en Klassekamp, som de burde forskaanes for? Er det ikke som at haane en Krøbling for hans Skavank? Det er en Tølper, der gør det sidste. Hvad den er, der gør det første, vil intet Menneske, der vil spørge sin Samvittighed, være i Tvivl om.

 

Danmark er ikke saa usselt et Land, at det ikke kan yde sine Gamle fuld Forplejning, naar de efter et langt Livs Arbejde ikke kan mere. Er det det, som er alle de Hymner, vi synger til dets Pris, falske, og det burde forbandes i Stedet for.

 

Men vi er kommet saa langt ind i Klassehad og Profitbegær, at vi, for at tilfredsstille disse to af Djævlen opfundne Følelser, end ikke gaar af vejen for at flænse i levende Kød. Og vi gør det med en Kyniskhed, der raaber mod Himlen med en Grusomhed, saa de gamle, der har beredt Jorden for os, maa anraabe Døden om Naade, for blandt os findes den ikke.

 

Var dette Spørgsmaal ikke noget for Landets Præster? Var det ikke den rigtige Plads at praktisere Næstkærlighedens Idé, saasom de gamle ikke har andet Haab at leve paa end Haabet om lidt Kærlighed fra den, der har arvet deres Ungdoms Kræfter.

 

Og noget helt andet. Hvor der ikke være en skærende Mislyd i den Præsts Hjerte, der mæt og varm skal tale Guds Ord over en Gammel, der af Samfundet er sultet ihjel.

 

Alderdomsloven er ikke en Lov som saa mange andre, den er en Hjerternes Lov, og er Hjerterne kolde. Da bliver den det ogsaa.

 

Det maa ikke et eneste Øjeblik glemmes, at de, den skal hjælpe, saa godt som alle uforskyldt trænger til dens Hjælp. Ingen ønsker sig Alderdommens og Fattigdommens Forbandelser.

 

Det er en Ting, der som en Sot sniger sig over sine Ofre. Den, der paastaar det modsatte, kan enten ikke tænke eller ogsaa er det Forbryderens plumpe Forsøg paa at skjule sine onde Gerninger.

 

Og ligeledes Talen om, at vi ikke har Raad. Vi skal have Raad. Paa mange Punkter maa vi overveje, om vi har Raad, men ikke her. For det Menneske, der ikke er moralsk defekt, kan dette Spørgsmaal aldrig komme til at foreligge. Han vil tage fra sin egen Mund for at mætte den gamle, som han mætter sit Barn med sine sidste Smuler. Det er en Lov i Menneskehjertet, og den maa ikke omstødes af Partiforbandelsens golde Magtstræb.

 

 

Erling Kristensen                  

        

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014