Forfatteren

Erling Kristensen

1893-1961

Erling Kristensen - startside

Kort om Erling Kristensens forfatterskab

Hvorfor denne hjemmeside om Erling Kristensen

Nyheder

Bibliografi

Om Erling Kristensens forfatterskab

Kronikker

Erling Kristensen citater

Kontakt til mig

Links

 

 

Hjemmesiden er udviklet af:

Finn Albrechtsen

 

”Politiken”s kronik 1/5-1955

 

Bomber under hjulene

 

Forfatteren Erling Kristensen mindes jernbane-sabotagen i krigens sidste aar

 

 

 

Da vi paa befrielsesdagen i femogfyrre lovede os selv og hverandre aldrig at glemme, hvad det havde kostet igen at blive frie mennesker, da var det ikke blot et løfte, men en ed, aflagt i en højhellig stund.

 

Vi ved i dag, at intet helt er glemt, men det er med følelig beskæmmelse, vi erkender, at heller intet huskes saa smertende stærkt, som det burde huskes. Forstanden, selvopholdelsesdriftens nøgterne tjener, vil vide, at saadan maa og skal det være, men den mere følelsesbetonede samvittighed er af en anden mening. Den stiller det uomgaaelige krav, at eden skal holdes, og ikke blot paa tiaarsdage, men saa længe vi, der oplevede krigen, er i live.

 

Vi ved, at vi lever, fordi andre ofrede sig, og selv om det er en naturlov, at taknemmeligheden i dag ikke kan optræde med samme smertende styrke som for ti-femten aar siden, saa er der ingen af dem, vi føler os i gæld til, glemte. Men i det følgende er det mig magtpaaliggende at mindes en enkelt kategori af krigens mennesker. Jeg tænker her i taknemmelighed paa det kørende jernbanepersonale, og først og fremmest paa de lokomotivmænd, førere og fyrbødere, der gennem de lange, onde aar, døgn efter døgn stod paa deres mørklagte maskiner og gennem et mørklagt land bestandig var paa vej mod de sprængte skinners afgrunde, mod sabotagebomber, ulykker og død.

 

Indtil natten den 17. august 1943 var det ikke for alvor blevet os klart, hvad det var, man bød disse krigens navnløse aktører af farer og sindsoprivende nervebelastning. De og banen derhenne i udgravningen var indtil da sindene til dels uvedkommende. Men i den kølige maanenat sprængte banen sig i bogstaveligste forstand ind i bevidstheden, og den er blevet der siden.

 

  

Den uoverskuelige baneudgravning ved Knolden (Foto: Finn Albrechtsen)

 

Det var den første højeksplosive bombe paa vor strækning, der gik, og den vækkede os, saa vi aldrig siden helt er faldet i søvn ... Endnu gør det ondt at mindes, hvad sabotørerne tvunget af den bitre nødvendighed maatte udsætte sig selv og andre for. Vi husker, hvor ondt det gjorde at tænke paa mændene paa det saboterede tog ... Og vi glemmer aldrig, hvor godt det gjorde, da den næste eksplosion røbede, at det ”kun” var tidsindstillede bomber, der laa derhenne og øvede deres makabre, men dødsens nødvendige værk.

Selv om der ikke var væltet noget tog, saa blev det en af de krigens lange nætter, der har faaet en særlig plads i erindringen. Jeg husker dens tyste maaneskin. Husker, hvordan bombeflyverne oppe under stjernerne knurrede sig frem mod bombemaalene i Tyskland, husker de fanatisk opskræmte værnemagtssoldater, der pr. bil og motorcykel straks myldrede frem langs jernbanestrækningen, hvor bomberne med kortere og længere mellemrum blev ved at knalde.

 

Jeg mindes ogsaa, at det saa nær ved banen og i vor situation ikke var klogt at vise sig paaklædt ude. Men samtidig at det var umuligt at holde sig inde, og jeg oplever endnu, hvordan det føltes paa den bare krop at staa lyttende i husets skygge og høre tyskernes kommandoskraal, mens de tidsindstillede bomber bjæffede og sendte skærver og hvinende skinnestumper op mellem de højlydt bristende telegraftraade. Eksplosionernes lydrappe ekko galoperede bort mellem bakkerne. Bombemaskinernes spinden mellem stjernerne var en mystisk og uforglemmelig baggrundsmusik ... Hele det store rum med maane og stjerner føltes spændt til det dirrende bristepunkt, mens det afmægtige fnug, man selv var, stod i bar skjorte og dirrede med i forskrækket undren over, at sindets pres ikke sprængte ens frysende krop i stumper og stykker.

 

Mellem detonationerne rugede en stilhed saa satanisk i sin lurende lumskhed, at det føltes som befrielse, hver gang en bananduftende sabotagebombe sprang op af søvne og øvede sit værk mod træ, staal og sten. Banen havde faaet røst og mæle. Den skreg paa sprængstykkernes ru sprog, og den blev ved at skrige, ogsaa da lærkerne for længst var begyndt at synge, og solen rød og venlig sendte sit varmende lys ind i krigsmorgenens ramme kølighed.

 

Det føltes paafaldende, saa lidt morgenen brød sig om baneudgravningen og det, der foregik der, men endnu mere paafaldende, hvor vanskeligt det var for en selv og de andre nysgerrige at bevare blot skinnet af ydre ro og menneskelig værdighed. I tilbørlig afstand stod vi med fjollede grin paa ansigterne og saa en tysk soldat mave sig frem for at fjerne en endnu ueksploderet bombe ... Prisen for en soldat maatte efter kuranten være mindre end prisen paa et par skinner ... Han naaede det ikke!

 

I den almindelige forvirring var der tilsyneladende slet ingen notering paa menneskeliv. I en pause mellem detonationerne saa vi den stedlige kolonne banearbejdere bemande en trolje og formaalsløst pumpe af sted lige ind i bombefeltet, hvor en af de tidsindstillede var saa naadig at detonere ikke under, men lige bag den fuldt bemandede trolje.

 

Det var en bleg arbejdskolonne, der sekunder senere bar deres køretøj over det sprængte sted og pumpede tilbage – saa blege at flere af tilskuerne ikke kunne styre sig: Man lo fjollet og makabert, hvor man i fredstid vllle have skjult ansigterne og grædt.

 

Da den sidste detonation endelig godt middag igen satte telegraftraadenes hvinende spilleværk i gang, havde det kostet vor bane det meste af en snes skinnelængder at gøre sig gældende i den del af sindene, hvor graad og angst har til huse ... Det lod sig gøre i løbet af et par dage at erstatte de sprængte skinner med andre, men sprængningerne i sindet lod sig ikke udbedre. Hver gang et tog nærmede sig udgravningen, var man i pinende vaande. Krigsnætterne med de himmelfejende lyskastere og de dragende bombemaskiners tænderskærende knurren havde længe været svære at komme igennem. Nu var det umuligt at sove, før nattens sidste tog havde passeret udgravningen, og selv da kunne tankerne ikke slippe mændene paa det krigsblændede lokomotiv. Vi saa dem for os, som de stod der med fyrets flamme paa de spændte ansigter. Hvert sekund kunne eksplosionerne rive skinnerne bort og aabne en dødens afgrund. Jerndørken under deres fødder kunne forsvinde i eksplosioners graa­blaa lyn, og lokomotivet vælte i skyer af ild og skoldende damp.

 

Det var ikke ”den brede vej”, de kørende jernbanemænd befor, og uden om de troløse skinner, der i deres situation knap var for spindelvæv at regne, laa krigen truende og kompakt: Trusler fra alle fronter, sabotager paa alle baner. Den 2. december skrev vi i dagbogen: Mens børnene laver juletræspynt fortæller BBC, at Betlehem er mørklagt … 5. december: Fem sabotører i Jylland henrettet for jernbanesabotage. Nordahl Grieg skudt ned paa bombetogt over Berlin ... 6. januar 44: Kaj Munk findes dræbt i Hørbylunde Bakker ... 31. januar: Sabotage lammer i perioder helt jernbanetrafikken.

 

Saa mørkemættede og tunge var de sindsmæssige betingelser, mens lokomotivmændene stod paa deres maskiner og dundrede fremad mod krigsmørkets farer, og vi pint af deres uvisse færd stod ude og lyttede efter togenes svindende rullen og den spøgelsesagtige hvisken fra himmelrummet, der fremkom, naar allierede flyvere paa deres dødstogter nedkastede flyveblade eller lettede sig for de flokke af radarforstyrrende staniolstrimler, der saa mangen morgen glimtede i græsset og gjorde hele plantager til pyntede juletræer.

 

Vi passive er nok blevet misundt, men vi led af passivitet og af bekymring for flyverne deroppe i mørket, for sabotørerne, hvoraf flere og flere maatte segne ved skydepælene med bind for øjnene. Jernbanemændenes skæbne kørte os lige ind paa livet, og i togenes rullen lød bestandig spørgsmaalet: Hvordan er det under disse krigens vilkaar muligt stadig at faa folk til at staa paa lokomotiverne, og til trods for elendigt brændsel, mørklagte tog og stationer at betro sig til skinner, der oftere og oftere endte blindt - lige ud i mørket.

Spørgssmaalet forblev ubesvaret, men sommer og efteraar, vinter og foraar rullede togene paa vej mod katastrofen. Og i 1944, netop en grødefuld foraarsnat, rakte en sprængningens stikflamme igen tunge ad himlen, og et galgenfro ekko galoperede bort over egnens dale og bakker.

 

I nogle tyste og smertende minutter vidste vi ikke, om lokomotivfolkene laa derhenne og forblødte eller brændte op. Men sabotørernes humane system med forsinket tænding havde gjort, at vi fik lov at se et par fysisk uskadte, men blege lokomotivmænd vakle ned fra deres hvæsende maskine.  Jeg tror nok, vi græd af udløst spænding, og vi aflagde ikke nogen ed paa, at vi aldrig ville glemme disse mænd og deres indsats - taknemmelige sind er ganske udramatiske ... Men jeg husker, hvordan de stod der i graalysningen - to smaa mænd ved den store, sorte maskine - de stirrede tilbage mod togstammens virvar af væltede godsvogne, hvoraf nogle var knust og andre kørt op i hinanden ... Jeg husker, at sprængningens hvin og materiellets styrtende bragen havde vækket alle egnens foraarsfugle - lærkerne trillede, og solsorternes morgenfløjter skingrede fra alle grantoppe.

 

Kontrasterne sloges som vilde om sindets valplads. Ud fra væltede vogne og hældende bremsehytter kravlede konduktører og togfører tydeligt mærkede af det usandsynlige, at de i dette øjeblik var levende mennesker ... Med den ynkeligt sammenfiltrede vognkirkegaard bag sig saa det ud, som om de skammede sig ved at kunne staa, gaa og sanse. Og vi, der blot var tilskuere, skammede os ved at se paa dem. Og da de lidt senere kom tilbage fra den nære station, begreb man ikke, at lokomotivfolkene kunne entre deres frakoblede maskine og køre videre, som om intet var hændt - køre videre mod andre bomber.

 

Intet øjeblik blev her tænkt paa mod eller andet urealistisk pjank. De bortkørende og de, der blev tilbage, var bare mænd, der gjorde deres pligt. Men det virkede som en naadig befrielse, at saa længe det væltede tog sad som en klump i udgravningens hals, behøvede ingen sabotør og ingen kørende jernbanemænd at frygte for at blive dirigeret mod dette djævelske sted.

 

Strækningen blev atter farbar, og natten til 7. september maatte alle kørende jernbanefolk landet over køre med livet i hænderne. Det var sabotagevejr – buldrende blæst, byger og jagende skyer. Og allerede før midnat klirrede ruderne, og i vor udgravning brød et tog jamrende sammen for eksplosionens giftgrønne lyn.

 

Detonationen havde lydt som et suk i blæsten, og larmen fra togets sammenbrud, som det sidste af en altopgivende graad - bagefter ikke en livets lyd, kun mørke og vejrets gunger.

  

Som sædvanlig behøvede værnemagten kun minutter for at naa frem med Gestapo, skyts og politihunde.

 

De blændede lanterners stilling røbede, at lokomotivet stod paa hjulene - og efter al sandsynlighed ogsaa paa skinnerne. Jeg føler endnu, hvor det lettede, og hvilken fryd det var uset af tyskerne at kunne sniqe siq hjemad med nogenlunde vished for, at lokomotivmændene ogsaa denne gang var sluppet naadigt fra ”ulykken”.

                      ,

Som saa ofte før søgte man ro i, at man endnu var blevet forskaanet for krigen ... Men jernbanefolkene derude i sabotagenatten var ikke skaanet for noget som helst. Toget, der laa væltet derhenne, var antagelig sendt ud som stødpude for et andet og for tyskerne mere værdifuldt tog.

                      '

Det viste sig at være rigtigt. Det var et forkert tog, bomberne havde standset. Det rigtige - et ammunitionstog - blev fiffigt sendt ud ad en anden bane, men sabotørerne var paa pletten og væltede det ikke længere borte, end at vi laa i sengen og hørte bomberne glamme.

 

Vi var lykkeligt forskaanet for krigen og ynkede ikke et øjeblik os selv. Men hvert eneste kørende lokomotiv  var en krigsfront saa ond og farlig, at det forekom ubegribeligt, at lokomotivfolkenes nerver ikke slog klik, saa man simpelt hen nægtede at køre.

 

Men togene kørte dag og nat, søgn og hellig. Bomberne bragede under hjulene, og netop en helligdag, søndag den 24. september, rev sabotørerne et tog af skinnerne paa den lige nævnte strækning.  Bragene gjorde den solklare søndag søgn og trist. Tyskerne tabte al besindelse, skød paa folk, fæ og alt levende, arresterede i flæng, spærrede søndagspasserende inde i væltede jernbanevogne og lod dem sidde der, mens rifler og maskinskyts knitrede udenom.

 

Serier af mirakler reddede livet for folk, der havde deres hjem langs den saboterede strækning. Bombernes forsinkede antænding gjorde, at lokomotivfolkene nogle timer senere kunne bestige et nyt tog og køre af sted mod andre bomber.

 

Krigens hovedfronter rykkede nærmere, og vi var stadig forskaanet, men bomberne sprang under togene, og vor udgravnings jordvolde blev rodet op af det sønderbrudte og væltede materiel. Den 24. februar lynede og tordnede en snes tidsindstillede bomber, der havde ligget godt skjult under nattens snefald. Tyskerne skød saa kuglerne peb forbi vore mørklagte vinduer. Og paa andre strækninger rullede sprængte tog ned af skraaningerne eller blev hængende splittede og sønderslaaede i andre udgravninger.

 

Jernbanebroer blev sprængt, sporskifter og drejeskiver sprang i luften. Overalt, hvor togene skulle frem, væltede eksplosionerne op fra grus og skinner. Og da sabotørerne om aftenen den 23. marts 1945 væltede et tomt ambulancetog i vor udgravning, vidste ingen, om det var al tings ende eller begyndelse.

 

Valpladsen derhenne var et kaos uden lige. De lange rødekors-mærkede vogne laa væltet ned i grøfterne, andre stod paa enderne op ad de stejle skraaninger. Og tyskerne, der stik imod alle krigsregler, havde anvendt ambulancetoget til troppetransport, geraadede i et saa uforglemmeligt raseri, et de jernbanefolk, det gik ud over, ikke yderligere skal mindes om det ...

 

Endnu et par tog væltede paa strækningen, men i vor udgravning havde det sidste sabotagebrag lydt. Og tiden kom, da lokomotivfolkene igen kunne køre med lys paa maskinerne og tryghed i sindene ... Det føles som en ny befrielse at kunne skrive disse sidste ord og til dem føje en dybt alvorlig tak til de kørende jernbanemænd, der i de onde aar optog saa mange af vore tanker.

 

 

 

Erling Kristensen

 

 

torsdag den 11. december 2014 10:24

Denne side er sidst opdateret: 11. december 2014